Du svarer på indlægget:
I forlængelse af Mag’s cifre omkring den finansielle situation i italiensk fodbold, er det lidt slående når Il Sole 24 Ore bringer en artikel i dag om Genoa klubberne, hvor der skrives at de kommercielle indtægter ligger på 7mio€ for begge klubber. Det er godt nok fattigt.

Enrico Preziosi har gentagende gange sat klubben til salg, mest af alt i ophedede øjeblikke mellem ham og ultras med mafia forbindelser. Umiddelbart har jeg altid set det ”brandudsalg” fra Preziosis side som en symbolsk handling overfor fansene, for at dæmpe gemytterne en kort stund inden han så arbejdede videre som altid. Men der ligger måske også nogle reelle besværligheder i at afsætte klubben.

Genoa har en omsætning på 67mio€ men har udgifter for ca. 117mio€. Sampdoria har omtrent samme omsætning, og lidt højere udgifter til 120mio€. Kun på grund af salg på transfermarkedet, havnede Genoa med et lille underskud, mens Sampdoria kunne registrere et overskud, navnlig på salg af hhv. Lucas Torreira og Patrik Schick. Det er lettere voldsomt at klubberne af den størrelse skal finde ca. 50mio€ på transfermarkedet for at få forretningen til at køre rundt.

Videre ligger Genoa inde med en gæld på ca. 200mio€. Intet under at den klub kan være svær at få solgt for Preziosi. Det er en ret hård turnaround man ville skulle lave som ny ejer i den klub, og hvad er potentialet egentlig for Genoa, hvis man skulle kigge på det med investorøjne ? Godt nok 9 italienske mesterskaber i pokalskabet, men det seneste er næsten 100 år siden det blev registreret, og deraf godt støvet. Jeg har svært ved at se perspektivet med tallene og potentialet taget i betragtning.

Det er fra asken og lige ind i ilden for den nye DS, Capozucca, med at finde prospects på transfermarkedet som kan skabe den profit, som får Genoa til at løbe rundt som klub. Stort set samme situation er gældende for naboerne i Genova, og Carlo Osti i samme position.

Jeg forundres dog igen og igen over italienernes elendigheder indenfor kommercielle indtægter. Matchday indtægter er et kendt problem pga. hele stadionproblematikken etc. . Genoa og Sampdoria henter kun 4-5mio€ pr. sæson her. Jeg gad virkelig godt at være en flue på væggen, ikke bare i Genova, men rundt omkring i det italienske fodboldlandskab for at se hvilke strategier de egentlig arbejder med på det kommercielle område, og om der findes en form for struktur i det arbejde.

Jeg har dog en snert af mistanke til, at i begge tilfælde for Genova-klubberne, handler deres præsidenter mere ud fra et ”lejetøjs” synspunkt end reel forretningstanke.
0