Du svarer på indlægget:
Jeg må indrømme at jeg er meget overrasket over den optimisme der er omkring Inter fra fans, hvor de ses som både udfordrer til titlen og oplagt førsteudfordrer til Juventus.

Først og fremmest fordi jeg synes det er ret indlysende at Napolis trup er bedre. Dertil kommer at jeg også ser dem (Napoli) som et bedre hold, med en bedre træner ved roret.

Samtidig ser jeg en del, relativt store, spørgsmålstegn.

Først og fremmest i angrebet hvor der er hentet to rigtigt dygtige spillere (på papiret). Conte synes at satse på en offensiv der skal centreres om en Lukaku der falder ned i banen som spilstation og skabe rum for både hans angrebsmakker (hvis det bliver en 3-5-2) og midtbanespillere der tager dybe løb.

Men nogen stor målsluger har han aldrig været. Egentlig har han jo kun haft én sæson i Everton hvor han virkelig har bombet.

Og så er spørgsmålet hvem der skal score målene. Er Lautaro eller Sanchez dem der skal score +20 mål, hvad der vel må forventes hvis man vil snakke om at være førsteudfordrer eller sågar mesterskabskandidat?

Og dernæst, hvad skal der ske når/hvis Lukaku er ude? Pt er der ingen i truppen med samme karakteristika. Faktisk ikke noget der ligner.

På midten synes jeg ligeledes at der er handlet fornuftigt ind (om det også er det fra et økonomisk aspekt, er så en anden diskussion).

Men der må vel per definition være et spørgsmålstegn udfor spillere som Sensi og Barella. Ikke fordi de ikke er dygtige spillere - det er de helt klart.
Men snarere fordi de for første gang skal spille for et stort hold.

Skulle midtbanen virkelig op og ringe, mangler der en spiller der lige er mindst én hylde over de eksisterende. Sergej var jo nævnt på rygteplan og det ville være præcis den type, jeg tror ville kunne gøre en forskel.

Jeg synes derudover det ser ret tyndt ud med bredden - i hvert fald hvis man sammenligner med rivalerne.

Forsvaret ser omvendt bomstærkt ud. Men igen, hvad hvis der kommer et par skader? Bastoni er spændende, men et godt stykke fra niveauet fra starteren. Ranocchia er også minimum en hylde under.

Som jeg ser det, mangler der en spiller på nogenlunde samme niveau som starteren. Ikke mindst fordi defensiven er Contes udgangspunkt.

Og apropos Conte, så er det jo også en ny træner med nye ideer. Conte kan klart noget, men jeg ser at han mangler et par nøglespillere for virkelig at kunne imponere.

Mit bud hedder en tredjeplads - dog med kig nedad i tabellen snarere end opad. Både Napoli og Juventus er, efter min ydmyge mening, mindst ét niveau over.

Dét sagt, så er Inter nok det hold der har taget det største kvalitetsspring (på papiret).
Jeg tror dog at man, som Inter-fan, skal holde lidt på entusiasmen indtil næste sæson, hvor jeg derimod ser dem være noget tættere på en absolut topstrid.
0