Det hører jo også med til historien, at Dollarumma var helt overbevist om at han skulle fortsætte i Milan.
Han var sikker på, at Raiola ville få sin vilje og få nogle flere kroner i lønposen.
Både spiller og agent skulle være blevet dybt overraskede, da Milan offentliggjorde signingen af Maignan og samtidig sagde farvel til Dollar.
Raiola skulle sågar have kontaktet Maldini for at ville acceptere Milans seneste kontraktudspil.
Ovenstående er i hvert fald versionen fra både Di Marzio og Romano.
Dollar valgte næppe PSG fordi det var dem der stod med den største lønchek - efter alt at dømme, valgte han PSG fordi de var de eneste der stod klar med en kontrakt (i hvert fald i den størrelsesorden han pt havde).
Personligt har jeg ikke et horn i siden på Dollar.
Jeg kan sagtens se hvorfor han kan lokkes af projekter der er mere attraktive, både økonomisk og sportsligt.
Men jeg synes samtidig, at historien er trist.
Ikke på vegne af Dollar - han skal såmænd nok klare sig. Men mere for fodboldfans generelt - og selvfølgelig for Milan-fans i særdeleshed.
Jeg tror de fleste calcio-fans, uanfægtet tilhørsforhold, elsker historien om spillere som Totti, Del Piero, Maldini, Baresi osv.
Donnarumma (som figur) havde potentialet til at blive sådan en figur.
Og ja, en låneaftale i Juventus i kommende vindue, er bestemt ikke far fetched.