Endnu en sæson hvor vi i OB må erkende at vi er helt urimeligt dårlige.
Hverken Troels Bech, Kent Nielsen, Jacob Michelsen eller nu Andreas Alm har evnet at løfte OB ud af en tilstand af til tider middelmådighed og til tider komplet håbløshed.
At OB idag, reelt set kun spiller fodbold i de sidste 45 minutter er i virkeligheden ret symptomatisk for ikke blot denne sæson, men de sidste ti år.
I starten af indeværende sæson, blev spillerne trætte efter 60 minutter, idag skal der gå en hel halvleg, før holdet finder ud af at de ikke længere sidder i bussen på vej fra Fyn, men rent faktisk er i gang med en kamp.
Selvom alt dette naturligvis er enormt frustrerende, er det værste vel i virkeligheden at man, i modsætningen til tidligere år, ikke kan sætte sin lid til at tingene nok skal blive bedre.
For det er de samme håb vi endnu engang klæber os til.
Håbet om et stærkt transfervindue til sommer, som rykker os, ikke blot videre, men opad.
Håbet om at truppen nu endeligt er så stærk, både i deres individuelle færdigheder og deres taktiske forståelse, at man ikke længere kan bebrejde det daglige arbejde på træningsbanen.
Håbet om at se sprudlende talenter som Adelgaard, Bernat og Slotsager blive en fast del af førsteholdet, ikke i mangel på bedre eller fordi man skal opfylde ønsket om en mængde af egenudviklede spillere, men fordi de udkonkurrere deres direkte modstander på positionen. Jeg har bare svært ved at se hvorfor det skulle ske netop nu.
Hvad er anderledes nu end for Jeppe Hansen, Anders Klynge, Julius Eskesen og Max Fenger?
Odense Boldklub befinder sig desværre i et, tilsyneladende uendeligt limbo af ligegyldighed og middelmådighed.
Jeg kan ikke se vejen ud, det virker ikke som om at spillere, trænere eller ledelse kan se vejen ud.
Hverken Troels Bech, Kent Nielsen, Jacob Michelsen eller nu Andreas Alm har evnet at løfte OB ud af en tilstand af til tider middelmådighed og til tider komplet håbløshed.
At OB idag, reelt set kun spiller fodbold i de sidste 45 minutter er i virkeligheden ret symptomatisk for ikke blot denne sæson, men de sidste ti år.
I starten af indeværende sæson, blev spillerne trætte efter 60 minutter, idag skal der gå en hel halvleg, før holdet finder ud af at de ikke længere sidder i bussen på vej fra Fyn, men rent faktisk er i gang med en kamp.
Selvom alt dette naturligvis er enormt frustrerende, er det værste vel i virkeligheden at man, i modsætningen til tidligere år, ikke kan sætte sin lid til at tingene nok skal blive bedre.
For det er de samme håb vi endnu engang klæber os til.
Håbet om et stærkt transfervindue til sommer, som rykker os, ikke blot videre, men opad.
Håbet om at truppen nu endeligt er så stærk, både i deres individuelle færdigheder og deres taktiske forståelse, at man ikke længere kan bebrejde det daglige arbejde på træningsbanen.
Håbet om at se sprudlende talenter som Adelgaard, Bernat og Slotsager blive en fast del af førsteholdet, ikke i mangel på bedre eller fordi man skal opfylde ønsket om en mængde af egenudviklede spillere, men fordi de udkonkurrere deres direkte modstander på positionen. Jeg har bare svært ved at se hvorfor det skulle ske netop nu.
Hvad er anderledes nu end for Jeppe Hansen, Anders Klynge, Julius Eskesen og Max Fenger?
Odense Boldklub befinder sig desværre i et, tilsyneladende uendeligt limbo af ligegyldighed og middelmådighed.
Jeg kan ikke se vejen ud, det virker ikke som om at spillere, trænere eller ledelse kan se vejen ud.
