Én enkelt kamp afgør ikke et mesterskab alene. Men psykologi har altså mere at skulle have sagt end de fleste regner med. Og vil lige tage nogle ting, som giver FCK visse fordele fremadrettet i forhold til FCM:
1)Rutine. Selv om mange spillere er nye i klubben, er der en stor stamme af spillere, som har prøvet at vinde mesterskaber, endda flere gange. Det samme har træneren. Derfor bør FCK i den forstand have et overtag i forhold til FCM, som i sidste sæson endte med at smide det hele på gulvet i de sidste kampe.
2) Déja-vu. FCM starter forårssæsonen mod OB, og afslutter den mod SønderjyskE. Ligesom sidste sæson. Og de to kampe endte i nederlag, som havde afgørende betydning psykologisk for holdet, selv om de kom ud af vinterpausen med et stort forspring, som endte med at lægge et for stort pres på holdet.
3) Pressen. Det hold, som ligger nr. 2, og som jagter 1. pladsen, får automatisk mere positiv omtale i pressen, end det hold, som ligger nr. 1. Kan godt huske CV´s udtalelse fra 2012 om at Nordsjælland knapt kunne slå en prut uden at hele den danske fodboldpresse var ved at falde bagover i ren benovelse (hvilket til CV´s forsvar dog også var sandt). Og Ståle er ekspert i at bruge pressen til sin fordel, og vil med garanti minde FCM om gummiben igen og igen i løbet af foråret.
4) Transfermarkedet. FCK har flere muskler at spille med på transfermarkedet end nogen anden i Superligaen. Og det er meldt ud, at holdet forstærkes offensivt i vinterpausen med en eller to angribere.
5) Indkøring af koncept hos nye spillere. FCK led i sæsonstarten under at holdets koncept ikke var klart hos alle spillere, selv om der blev handlet ind tidligt i sommerpausen, hvilket endte med mange pointtab i starten. Men siden september har holdet ikke tabt i ligaen de seneste 11 kampe, og samlet er FCK oppe på 9 clean sheets. Det betyder den næststærkeste defensiv i ligaen. Ikke dårligt, når man medregner et forsmædeligt nederlag på 0-3 til Hobro. Omvendt har FCM haft et intakt hold gennem det meste af sæsonen, men skader på afgørende positioner er ved at gøre deres indtog. Deres nye millioner gør dem i stand til at købe forstærkninger, men de skal spilles ind på holdet. Kan medfølgende personlige fejl koste holdet point? Og tør Riddersholm lade unge og urutinerede spillere fra akademiet spille de større kampe, på trods af den manglende rutine i de pressede situationer?
6) Formkurve inden vinterpause. FCM har tabt sine sidste to kampe, og er dermed ude af pokalturneringen. FCK har spillet sig videre i pokalturneringen, og har vundet over sin værste konkurrent om mesterskabet. Skuffelsen over at være røget ud af Europa League er bearbejdet, og så længe der ikke går badebold i den mod Torino, er det en positiv bølge, holdet går på vinterpause med.
7) Forventningspres. Mentalt er FCM under pres fra deres omgivelser qua deres forspring. Med 8 point ned til nærmeste forfølger, kan de kun skuffe. Omvendt kan FCK spille mere frit, da man ikke forventer, at de henter hele forspringet. Ethvert skridt, de kommer tættere på FCM er ren bonus.