De har forsøgt med de midler de har til rådighed at vise deres sympati og utilfredshed. Er det nok? Nej, ikke på den korte bane. Ændrer det noget for de døde arbejdere? Nej, intet kan bringe de døde tilbage. Men de har stillet op og taget tæsk som ikke var deres - det er det Hjulmand påpeger. Imens pressen sidder på hænderne og tæller clicks. Og I godhedstyper sidder og labber det hele i jer.
Det er jo fair nok, men så skulle DBU fra start lukke røven med deres værdier, og legitimere deltagelsen med, at man kan ændre mere indefra, "at man skal true med at dukke op - ikke blive væk" osv. DBU har selv valgt at forsvare deltagelse, med, at man ville vise sin modstand når man først var dernede. Da man så var dernede var der ikke så meget mod på at vise sin utilfredshed alligevel, for det måtte absolut ikke koste sportsligt, og nu har Hjulmand så åbenbart en masse blandede følelser omkring hele situationen, selvom han for lige over en uges tid siden havde svært ved at deltage som menneske.
Det er jo voldsomt utroværdigt.
Når man så samtidig leverer en af de ringeste præstationer af et dansk landshold ved en slutrunde bliver kritikken selvfølgelig det større.
Hvis I føler så hårdt for menneskerettigheder og lige forhold, så tag dog ud i verden og gør noget ved det i stedet for? Så længe I sidder på jeres flade og forventer andre tager jeres kampe for jer, er I kun en del af problemet.
Men der er jo ingen der nødvendigvis forventer at DBU tager den store kamp for menneskerettigheder på et globalt plan. Det forventes vel bare, at DBU ikke aktivt støtter op omkring krænkelsen af menneskerettigheder, og demokrati ved at legitimere et diktatorisk regime. Og det er jo det sidste DBU har gjort ved både at deltage, men også ved at nægte at vise deres utilfredshed, fordi det kunne have sportslige konsekvenser. I bakspejlet kan man jo nemt sige, at det ikke havde gjort nogen forskel ift de sportslige konsekvenser, når man leverer den omgang lort vi har gjort, men sådan er derjo så meget.
