”Jeg tager det rimeligt afslappet, men det er da klart, at det rører én. Man tænker jo over, hvem der finder på sådan noget. Jeg regner med, at det er tabere, som ikke har andet at tage sig til.”
Det var en fattet men ikke upåvirket Simon Poulsen, der efter FC Midtjyllands 2-1 sejr over Viborg måtte fortælle om helt andre sider af fodboldlivet end sin klubs tre point og det slag over læggen, som tvang ham ud af kampen i pausen.
Natten mellem lørdag og søndag blev der nemlig indtalt en række meget voldsomme trusler på Simon Poulsens telefonsvarer. Trusler mod både Poulsen og holdkammeraten Christopher Poulsen, der tidligere har spillet i Viborg FF.
”De sagde blandt andet, at jeg ville få hovedet slået i stykker, og at der ville ske frygtelige ting med Christopher og hans familie,” sagde Simon Poulsen, der ikke selv talte direkte med stemmerne bag de natlige chikanerier.
Simon Poulsen informerede søndag sportsdirektør Jens Ørgaard om de ubehagelige oplevelser.
”Vi tager på det kraftigste afstand fra truslerne og melder mandag sagen til politiet, som får at vide, hvad vi ved,” siger Jens Ørgaard.
Simon Poulsen er ikke i tvivl om, at det er fanatikere med sympati for Viborg FF, der har holdt sig vågne for anonymt at true, mens andre sov.
Også den tidligere Viborg-spiller Christopher Poulsen er påvirket af situationen.
”Det er jo ikke søde ord, der bliver sagt, og jeg synes bestemt, det er halv-ubehageligt. Det er jo tomme trusler, ikke? Men uanset om man er fuld eller ædru, så kan man ikke behandle andre mennesker på den måde. Det er helt utilgiveligt, og jeg er meget tilfreds med, at det bliver en politisag, så man kan få ansigter på dem, der gør sådan noget,” lyder det fra Christopher Poulsen.
Viborg-tilhængere har tidligere gjort sig negativt bemærket ved at krænke fodboldspilleres privatsfære. Blandt andet oplevede den tidligere FCM-spiller Thomas Frandsen hærværk på sin privatadresse, da han i sin tid skiftede fra Viborg til FC Midtjylland.