@ SotD
Der er ikke sket en krænkelse, hvis ingen af parterne føler sig krænket.
Men det er der pr. definition hvis den ene part har? Uanset om det er en følelse der er opstået i optakten, midt under akten eller bagefter?
Det er åbenlyst et uhensigtsmæssigt minefelt, hvis der altid er en dør på klem. Det her med "Jeg vil gerne, derfor gør jeg" som så bliver overtaget af et "ved nærmere eftertanke" er uholdbart - Og det er ikke MIN mening. Det ER uholdbart.
Og derfor er det (nu undlader jeg at skrive hvad JEG synes, men udtaler mig i absolutte termer, for at du ikke er i tvivl om at jeg har ret. Det er åbenbart vigtigt ikke at anerkende modpartens følelser i en debat - men kun i MeToo-sager) voldsomt problematisk at de dele af historien som IKKE er en krænkelsessag (læs: WC sex situationen og forelskelsen op til) bliver brugt som optakt til selve krænkelsessagen. Det udvider nemlig de gråzoner på området som i forvejen er temmelig flydende. Og det ER vigtigt at kunne tale om disse uden at man sviner de parter til som man er uenig i. For de er der altså om man kan lide det eller ej.
Hvorfor du tror det modsatte af mig, må stå for din egen regning.
Nej, det må det jo ikke, for hvis du accepterede andres holdninger, så kvitterede du selvfølgelig ikke med den nedladende adfærd du har fremført herinde igen og igen og igen. Det vidner om en helt uberettiget selvhøjtidelighed hvor kun du har sandheden om emnet. Det kunne jeg som nok anerkende, hvis den ikke blev frankeret med de her nedladende ytringer om andre mennesker mest grundlæggende værdisæt. Det er jo ikke et "luk røven nar", men går ind og stikker til de helt basale emner som vi alle gør vores bedste for at overholde, så som empati og respekt. Det er decideret lavt, at gå efter andre på den måde, bare fordi man er uenig.
Min anke går på, at du beskrev hvordan det fungerer for dig i MeToo-sammenhæng. Det mener jeg stadig hverken er relevant, empatisk eller lyttende.
Det er muligt at det var det din anke gik på, men du havde begivet dig ud på et rampage, som udelukkende handlede om at fortælle mig hvor galt afsporet jeg var. Selv da jeg skrev at du roligt kunne fjerne "for mig" fra sætningen, og så ville min pointe stadigvæk være fuldstændig den samme, var det meget meget vigtigt for dig at kalde mine holdninger og jeg som person i det her alt muligt ucharmerende. At jeg var en del af problemet mv.
Jeg er ked af at høre, om de oplevelser, du beskriver. Og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at du har været på empatisk, lyttende og respektfuld i den henseende.
Selvfølgelig har jeg det. Og jeg har også stillet spørgsmål og undren over diverse emner af sagen, for at det ikke alt sammen skal blive overfladisk. Det er min klare erfaring at man godt kan gå tæt på og behandle emnet, uden det gøres med disrespekt eller som led i en diskvalificering af vedkommende. Selvfølgelig har jeg ikke spurgt hvad hun selv har gjort og om hun ikke gik i for lidt tøj overfor chefen, men snarere om hvordan hun har afvist, og om man måske kunne arbejde på at være endnu mere tydelig i sine afvisninger, men selvfølgelig med en underliggende enighed om at det altså er ham der har adfærdsproblemer, og ikke hende.
I min verden er det respektløst, hvis man så nær part ikke tør gå ind til kernen, men bare sidder og lytter og anerkender. Det flytter ikke en skid, når man skal videre. Det værste jeg ved - og dem jeg kender til ved, er berøringsangsten. Når der først er lukket op, så spørg dog for fanden, forstå dog for fanden. Lad være med at sidde og nikke og lade som om.