Det har da netop alt med profit at gøre. Du ønsker at der skal tages hensyn til det private erhvervsliv så vi kan fortsætte som altid. Men samtidig skal det offentlige så døje med de ekstra indlæggelser og forholde sig til frygten folk har for at tage virus med hjem, og smitte forældre eller bedsteforældre.
I det tilfælde vil det altså betyde en undermindering af det offentlige, og problemer for dig selv, hvis du skal opereres men må vente uhensigsmæssigt længe fordi hospitalerne er fyldt af folk med vejrtrækningsproblemer.
Men lad os da få et tal på. Hvor mange er rimelige at ofre? Altså hvornår bør man tage de her midler i brug? er det ved 10 døde? 100 døde? 10.000 døde?
Samfundsøkonomisk bliver det altså slet ikke så stort et problem. Landene omkring os er ramt ligesom vi er, og for en gangs skyld er det ikke strukturelle problemer der giver os recession. Vi kan altså relativt nemt starte op igen, når vi rammer den anden side.
Nu ser jeg en del drager paralleller til den spanske syge. Men jeg har ikke set mange nævne det faktum, at den spanske syge slet ikke startede i Spanien, men i England eller USA. Hverken englænderne, franskmændende eller portugiserne (der fik den senere) ville dog sige noget, fordi de var bange for at det ville påvirke deres eksport og andre landes lyst til at handle med dem. Det var først da den kom til Spanien, at der blev reageret, og dermed navnet; Den spanske syge.
Englændernes bekymring for erhvervslivet og handelsforbindelser endte med at koste 5% af europas befolkning livet. Og nej, det endte ikke med at være en genvist for engelsk erhvervsliv.
Måske vi har lært af historien, og er klar over, at det ikke nytter noget at sende aben videre og leve som normalt. Det bider os bare i røven i sidste ende.
Svar
