Snak

Til dem, der mener, at det hele er en stor overdrivelse må jeg henvise til dette citat:

"The greatest shortcoming of the human race is our inability to understand the exponential function." - Albert Allen Bartlett, professor i fysik ved Colorado Universitet.

Desuden kan de passende læse lidt op på begrebet inkubationstid.

Hvis myndighederne havde ventet en uge med alt det her, ville det blive rent kaos på sygehusgangene. Det kan forhåbentlig undgås nu, så det ikke ender som i Italien.

Sundhedsstyrelsen: Selv i skrækscenariet vil Danmark have respiratorer nok til at behandle kritisk syge coronapatienter - https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7702739/Selv-i-skr%C3%A6kscenariet-vil-Danmark-have-respiratorer-nok-til-at-behandle-kritisk-syge-coronapatienter

Nu skal vi huske at trække vejret - som jeg ser det, balancerer vi i øjeblikket på en knivsæg.
Pensioner/boligmarked/aktiemarked/arbejdspladser etc. vs. redde livet på så mange svækkede ældre som muligt.
Det er naturligvis vanskeligt - men hvis vi ikke passer alvorligt på, så havner vi i den kedelige situation, at operationen lykkedes, men patienten døde.

Yes, det er en fin balancegang.

Men der er nok ingen tvivl om, at "skrækscenariet" som beskrevet der, ikke er det reelle skrækscenarie.

Jeg tænker godt nok også lidt kynisk her. Man kan sgu ikke bare lukke ned for erhvervslivet i månedsvis, men det er fandeme svært. Etisk er det ikke korrekt at give dolken til dem, som ikke vil kunne finde plads til behandling, men en mulig recession vil sateme også ødelægge levestandarden her i landet.

Etisk er det ikke korrekt at give dolken til dem, som ikke vil kunne finde plads til behandling, men en mulig recession vil sateme også ødelægge levestandarden her i landet

Hvad er dilemmaet her?

Hvor længe vil du lukke landet af kontra hvor langt vil du gå for at stoppe spredningen af virussen. Som jeg ser det, så gør man det rigtig nu, men den ene muligheder støtter ikke ligefrem den anden. Slutresultatet kan blive grimt.

Okay. Jeg tror ikke helt jeg forstår hvad du skriver.

Landet er vel lukket af indtil især Italien, Østrig, Storbritannien og Tyskland har situationen under kontrol. Der kan sagtens gøres en masse fra regeringen herhjemme, men det bliver hurtigt lidt ligegyldigt hvis der bliver ved med at vælte nye smittekilder ind i landet.

Lande som Sydkorea, Kina og Japan begynder heldigvis at opleve et fald i antal smittede pr. dag. De har dog også taget helt andre metoder i brug end vi har set herhjemme. Jeg er selv lige kommet hjem fra en lille måned i det kinesiske, og fik de første par uger af Coronapanikken med dernede fra. Helt anden kontrol og indsats end herhjemme. Temperaturscreeninger overalt; i metroer, supermarkeder, hoteller, kontorer. Store varmekameraer opsat forskellige steder (især i metroen). Folk i aggressiv karantæne. Lukkede skoler, arnbejdspladser, restauranter, butikker osv.

I den forbindelse har det europæiske og amerikanske svar været noget mildt. Jeg tror især amerikanerne kommer til at bøde. Estimater derovre fra giver ikke ligefrem grund til optimisme. Reelt set tror jeg at det ville ramme erhverslivet hårdere hvis ikke der blev reageret. Og når det er et spørgsmål om global sundhedsrisici, så kommer tab af profit, i min optik, i 7. række. Hvis det endelig er, så kan man altid kompensere efterfølgende - som amerikanerne jo allerede nu snakker om.

Det er lidt som om folk tror at det ikke ville have haft økonomiske konsekvenser hvis vi bare havde ladet stå til. Det må siges at være en af de større kollektive hjerneblødninger i nyere tid.

Men en frit hærgende vira ville vi se en drastisk stigende kurve, der potentielt ville kunne sygelægge en betydelig del af arbejdsstyrken, udover at det ville ligge sundhedssystemet ned, hvilket igen ville påvirke virksomheder både fordi de så måtte køre på nedsat kapacitet, men også fordi selvsamme syge i en periode vil stå af forbrugsfesten. Oveni er det indiskutabelt at turister vil blive væk under et sådan scenario, som igen vil have de samme graverende økonomiske konsekvenser for restauration, hotel og underholdningsbranchen. Oveni risikere man at ende som Italien, hvilket vil give nogle omend endnu være økonomiske problemer fordi samfundet smelter helt sammen.

Der er ingen vej uden om at en så smittende sygdom ville have enorme effekt på økonomien. Det er dog svært at sige hvilken model der på sigt føre til den værste, det vil tiden vise.

Ahva? Landet er vel først og fremmest lukket af, fordi vi har smittede her i landet. Det er lige så meget for også at beskytte Tyskland f.eks. Mobilitet i dette tilfælde er vores værste fjende.

Jeg synes, at det er ret simpelt. Jo, vi har en enorm udfordring med at stoppe smitten, men giver det ikke sig selv, at det ikke lige just er positivt for økonomien, at vi lukker for alt salg i 2 uger? Og om 2 uger hvordan ser det så ud? Taler vi måneder?

Desværre er denne situation ikke bygget op omkring, at man kun kan fokusere på en faktor og så gemme andre faktorer langt væk. Økonomien er den største driver for, at dette samfund kan køre rundt og lige nu er man i gang med at sætte begrænsninger op for erhvervslivet for at stoppe spredningen af virussen. Det er sikkert det rigtige at gøre, men vi bliver sgu også nødt til at tænke i scenarier, hvor økonomien kan løbe løbsk. Jeg savner derfor et svar fra regeringen ( hvis det ikke allerede er kommet) om, hvor længe erhvervslivet kan æde disse restriktioner. Jeg ved godt, at Danmark ikke er i totalt lockdown som i Østrig, men det kan da blive en mulighed i nær fremtid.

Kina har jo forceret en masse mennesker i karantæne, og det vil trods alt være en større process herhjemme. Endvidere har Kina også langt større erfaring med at modarbejde spredningen af en virus. På positiv siden kan vi lære af Corona-virussen og så tage de nødvendige foranstaltninger tidligere næste gang.

Men uden tvivl et dilemma herfra. Og det kan meget vel være et prisoner´s dilemma.

Jeg tror ikke vi får en større cost/benefit diskussion herhjemme post corona.
Den er selvfølgelig relevant.
Vi har lægemidler der koster spidsen af en jetjager gange X som kan forlænge patienters liv men vi har som samfund besluttet at vi laver en benhård prioritering.
Det er der ingen debat om.


Når det potentielt kan ramme en selv er det bare helt andre mekanismer. Det er sgu nok de samme der nu hylder regeringen der brokker sig over afspærringer når der er Copenhagen Ironman eller hvad har vi.

Var dit spørgsmål ikke hvor længe der ville være lukket af? Hvis situationen i Tyskland ender med at være som Italien, eller Italien fortsætter med at være som nu, så åbner vi ikke grænsen til Tyskland, fordi vi selv har nogenlunde styr på situationen. Så inviterer vi den bare ind til runde to.

Selvfølgelig rammer det da nogle virksomheder og individer uhensigtsmæssigt. Sådan er det gerne med undtagelsestilstande.
Jeg forstår bare stadig ikke dit dilemma. Det virker som om, at du mener vi på et tidspunkt må gøre op med os selv, om vi måske skal sætte dele af demografien i farezonen for økonomiens skyld? Altså at vi bare må leve med at covid-19 er iblandt os, og en række - fortrinsvis ældre - mennesker må forberede sig på, at det nok er sådan det ender.
Eller er det helt urimeligt beskrevet? Zanetti har jo ret, når han skriver, at erhvervslivet jo ville blive ramt uanset.

Kineserne har helt sikkert nogle andre muligheder end vi har. Også fordi jeg blandt de almene kinesere oplevede en reel frygt for at blive smittet (og derigennem kunne smitte forældre, bedsteforældre, onkler, tanter osv), så derfor holdt folk sig også frivilligt indendørs så snart de blev bedt om det. Der var ikke karantæne hvor jeg var, men alligevel helt tomt. En by på størrelse med New York var helt mennesketom, og det var som om indbyggertallet var tættere på det i København end at der skulle bo 20 millioner.
Danskerne er lidt i den anden grøft. Jeg har oplevet en del der nærmest sætter en ære i deres stædighed over, at det er som enhver influenzasæson, og at det ´bare´ er en lille lungebetændelse.
Jeg gruer for den dag, hvor vi får en virus med dødelighed som MERS og smittefare som Covid-19.

Omkostningen for små og mellemstore virksomheder først og globale virksomheder senere kan ende med at blive kæmpe stor. Vi har et kæmpe (globalt) supply chain problem, når landene bliver lukket ned, som først kommer til udtryk på bundlinjen senere. Dertil er alle virksomheder, der er tungt gearet, i mulige problemer, hvilket kan give endnu en financiel krise, når cash flowet ændres som følge af supply chain stoppet, hvilket bankerne ikke har råd/mulighed for at låne til dem med de enorme værdier, der er tabt i aktier.

Jeg tror, at to uger er til at leve med. Måske også en måned. Men så begynder de økonomiske udfordringer for alvor.

Når det så er sagt, bliver det nok ikke så slemt for Danmark. Regeringen har råd til støtte pakker.

EDIT: Jeg mener i øvrigt, at regeringens håndtering er passende.

Nej, jeg tænker på erhvervslivet, som bliver mere og mere begrænset af, at man lukker forretninger ned.

Hvis økonomien ryger i farezonen, så kan man omvendt også vinke farvel til at kunne investere i midler til at kunne forbygge virussen bedre. Der er klart brug for et cash flow, og der er klart brug offentlige investeringer. Dette her rammer alle. Vi taler om en mulig recession, så vi taler altså ikke om "nogle".

Det er klart, at lige nu er fokus klart på at få vendt kurven, så antallet af smittede ikke løber løbsk. Det er jeg helt med på, og Danmark vil nok kunne have gode muligheder for at kunne støtte op om erhvervslivet, men det er ikke nok i en global økonomi.

Mit ønske er derfor, at man fra politisk side snart kommer med et udspil, som kan sikre et begrænset flow i vores supply chain uden, at det kommer til at gå udover forebyggelsen af spredningen. Om det kan lade sig gøre, det aner jeg virkelig ikke.

Jeg gruer for den dag, hvor vi får en virus med dødelighed som MERS og smittefare som Covid-19.

Forståeligt, men heldigvis er det ikke sådan, vira fungerer.

Lad os nu bare lytte til eksperter. Og ikke FB, influencers og andet BS.

Så rider vi også denne storm af.

Er det mig, du svarer @Redondo69?

Økonomien er i farezonen. Det er derfor, man solgte alle sine aktier, da virussen begyndte at sprede sig i Italien. Man kalder det et negativt chok i makroøkonomi. Og ja, det kan potentielt ramme alle. Det er der vel ingen, der har sagt noget imod?

Jeg er med på, at vi i Danmark ikke kan gøre så meget ved den globale supply chain, og at vi som lille åben økonomi er meget afhængige af eksportflow og andre lande. Men regeringen kan stadig sørge for, at borgerne taber mindst muligt. Enten fx gennem støttepakker til erhvervslivet og/eller øgede fradrag.

Udspillet er, at man prøver at håndtere mængden af smittede i en to-ugers periode. Det bliver nok udvidet til en måned. Og forhåbentligt globalt. Herefter håber man, at der er kommet ro på det i Europa. Hvis ikke skal regenringen sende første hjælpepakke ud. Hvis alle lande gør noget tilsvarende, kan vi komme igennem det hurtigere end langsommere. Hvis England, Rusland og USA ikke gider gøre deres, skal landene holdes lukket længere tid. Og så bliver det noget rod, for der er rigtigt mange lande, der ikke har råd til støttepakker. Jeg savner global ledelse. Både fra organisationer som WHO og fra de ´store´ og indflydelsesrige lande. Trump og Boris har været en skandale, og jeg kan ikke mindes, hvad Putin har sagt.

Vi kommer til at se en global recession. Det bliver svært andet. Men forhåbentligt varer den kun to kvartaler. Efteråret bliver rigigt spændende. Det samme gør den næste måned (dog mest for hvor aktierne ender).

Alt dette er kun den økonomiske del. Den menneskelige er noget andet. Jeg anbefaler som så mange andre at følge lægernes råd.

@Tobi: Er der en modsætning mellem smittefare og dødelighed? Jeg er ikke selv i faget.

Hvis folk skynder sig at dø, holder de op med at smitte.

Søren Brostrøm skal fandme have kredit for at bære den godt, sådan hele corona-virussen, på sine skuldre.

Selvom det var lidt sådan 5 stages of grief, i starten.

Det må man sige, han holder hovedet koldt og fremlægger fakta på en effektiv og sober måde.