Jeg er i gang med Elsøs blog og må sige, at han godt nok fyrer meget pis af. Han formulerer det som et faktum, at overforbrug er selve drivkraftEN i økonomien, og skriver på et tidspunkt videre:
"Den "gode handel" du tror du gør, når du hopper på tilbuddet, er imidlertid kun en god handel for sælgeren, men "mest for pengene"-argumentet er vist at være en vigtig drivkraft bag forbrugeres valg af større versioner af de føde- og drikkevarer de køber."
Skal man tage det seriøst? Sidst jeg købte 2 kg skyr til 1 kg´s pris, følte jeg faktisk, ærligt, at jeg gjorde en bedre handel, end hvis jeg havde nøjedes med at købe det ene kg.
Det er jo sådan en slap, efterskoleideologisk kapikritik.
Jeg må tilstå, at jeg også har lidt svært ved at forstå, hvordan sammenhængen mellem kalorietilgængeligheden generelt i samfundet, eller måske bare på supermarkedets hylder, og så menneskets tilbøjelighed til at proppe sig, hvis der er meget på tallerkenen, etableres. Altså: Hvis man nu sørger for at lægge lidt mindre på, når man laver mad, så er delen med portionernes størrelse jo for så vidt elimineret, og så er det jo lidt ligemeget, at man måske har ladet sig manipulere til at handle stort af de ondskabsfulde kapitalister ovre i Brugsen.
Man kan selvfølgelig være kommet til at købe en hel masse chokolade, men hvis man nu lover sig selv kun at spise det, når man er ude på en dejlig, lang cykeltur, skal det vel også nok kunne gå an.
Okay, jeg gider sgu nok ikke at læse den blog færdig. Lidt for meget "forskningen viser...".
Det er naturligvis indlysende, at man som menneske i høj grad er formet af den kultur, man er en del af, og korrelationen mellem velstandsstigningen efter 1945 og udbredelsen af fedme er vel slående.
Man kan vel godt sige, at noget tyder på, at den stadigt højere grad af komfort, menneskeheden har stræbt efter, slet ikke var det, vi havde brug for, når det kom til stykket.
Menalser... Den komfort - og det utrolige overskud af kalorier, der er en del heraf - er jo et vilkår lige nu. Så indtil nogen, og jeg ved sandelig ikke, hvem det skulle være, lige laver grundlæggende om på de mekanismer, der får næringsstofferne til at flyde i gaderne, er der vel dårligt nogen vej udenom at forsøge selv at kontrollere, hvad man stopper i munden, hvis man altså nærer et ønske om ikke at være tyk længere.
Man skal selvfølgelig ikke være modbydelig over for tykke mennesker. Man skal i det hele taget ikke være modbydelig. Men der er godt nok et stykke derfra og så til, at man er et røvhul og et pikhoved, hvis man også synes, at der er et personligt ansvar involveret. Den slags argumentation gør mig borgerlig.
Niddets arkivar