Rokoko-Mikkels indspark er ret godt. Hvorfor har vi bare givet op?
"HVAD KUNNE MAN GØRE?
Det er efterhånden smerteligt tydeligt, at regeringens strategi - i den udstrækning en sådan findes - er et syndigt og i høj grad uforståeligt rod. Først skulle alle bekæmpe smitten, nu skal børn - måske - smitte andre, men måske alligevel ikke, fordi de skal spritte af og holde afstand, hvilket de ikke kan. Og hvis der er folk i risikogruppen i børnenes hjem, så skal børnene måske, måske ikke i skole, hvis der er coronasmitte i klassen - men det kan man snakke med en læge om. Der er ingen retning og kommunikationen mellem regering og myndigheder stikker i hver sin retning, hvor Mette Frederiksen taler om et stabilt antal smittede, mens Mølbak forklarer at der vil komme flere, fordi man forhøjer R0. Som efterhånden et utal af analyser viser, så aner ingen, hvad der foregår.
Der er imidlertid en narrativ og en underlæggende strategi, som både kan kommunikeres og er baseret på erfaringer fra virkelighedens verden. Her et mit bud på, hvordan en sådan _kunne_ se ud - og nej, jeg foregiver absolut ikke det er perfekt, men eftersom der ikke rigtig er så mange andre, som kommer med sådanne (nedestående er inspireret af bl.a.
http://mikebarnkob.dk/2020/argumenter-for-en-corona-exit-strategi-der-benytter-sig-af-kontaktopsporing-og-isolering/ og
https://www.washingtonpost.com/health/2020/04/10/contact-tracing-coronavirus-strategy/ foruden naturligvis de velkendte systemer fra Asien) er et bud her:
Vi skal bekæmpe smitten overalt og konsekvent samtidig med vi redder vores samfund og økonomi, fordi de to ting hænger sammen. Coronavirussen er vores fjende, som vi står sammen mod, og vi gør alt, hvad vi kan, for ikke at give den nogen indrømmelser. Derfor mobiliserer vi alt hvad vi kan til et smittesporingsberedskab - sanitetsuddannede fra forsvaret og hjemmeværnet osv., frivillige medicinstuderende, som ikke indgår i det eksisterende beredskab, der under ledelse af kompetente politifolk med efterforskningserfaring og folk med relevant logistisk erfaring optrevler smittekæder og trækker på enhver ekspertise fra de lande i Asien, de kan (fx Taiwan vil supergerne hjælpe), og dertil kommer så den digital smittesporing via apps, der allerede er ved at blive udrullet.
Og ja, det bliver en kæmpestor opgave, men vi kan løfte den sammen, fordi vi faktisk er ret awesome og allerede HAR gjort noget, som de færreste antog muligt og knækket en kurve, som har knækket hospitalsvæsner i en række andre lande. Det kan og bør vi være umådeligt stolte af som borgere og som samfund - og vi kan gøre mere. Sammen.
Og selvom vi accepterer, at der ikke er nogen kamp, der ikke indebærer tab, så ofrer vi INGEN med gustent overlæg, og det bliver ALDRIG er mål at fylde intensivafdelinger op til lige under bristetpunktet med svage og/eller ældre medborgere for nogen teoretisk eller reel flokimmunitet - hverken på den korte eller lange bane. Hver eneste ubrugt respirator er en sejr, aldrig et problem - jo færre coronapatienter på vores hospitaler, jo bedre. I dag. I morgen. Altid.
Samtidig med at kampen mod og og overvågningen af smitten intensiveres, åbnes samfundet gradvist med særlig fokus på de områder, hvor risikoen for smittespredning er mindst og den økonomiske effekt og muligheden for at bevare arbejdsplader er størst, mens man ugentligt laver massetest på et repræsentativt udsnit af befolkningen, der giver en ide om smittens udvikling i samfundet, ligesom den private sektor i DK involveres i testning og smittesporing efter tysk forbillede. Målet bør være, at alle som ønsker det kan få test for både smitte og antistoffer - symptomer eller ej, bloddonor eller ej. Hvis man ser en lokal og pludselig smitteudvikling sættes markant ind her og evt. med en delvis lokal/regional intensiveret inddæmning/lockdown (og her bemærker jeg lige - før nogen siger at "jamen vi kan jo ikke lave lockdown altid", at den nuværende plan/tilgang også opererer med mulighed for genlockdown - blot ikke med de ovennævnte mekanismer til bedre smittehåndtering og -sporing).
Til individuel karantæne anvendes de - i vid udstærkning ubrugte hoteller - (der på den måde også får en økonomisk håndsrækning) hvor smittede, der ikke bor alene, indkvarteres indtil to netative tests og med fuld forplejning og en masse penge til takeaway, og naturligvis under hensyntagen til særlige vilkår for enlige forældre og andre, for hvem dette ikke er muligt.
Og igen, ovenstående er utvivlsomt ingen perfekt plan, og der er sikkert enorme huller, så betragt det som et inspirationskatalog baseret på tiltag, der har virker i den virkelige verden, kombineret med et budskab som jeg tror langt de fleste vil have markant mere sympati og forståelse for, end det vi ser fra myndighederne for indeværende."