Det er virkelig skræmmende at du sikkert har ret i at det er en almindelig behandlingsform - at bede folk om at tage sig sammen. Der findes et utal af håbløse kostvejledere, vægtcoaches og hvad de nu ellers kalder sig. Det er jo netop problemet, præmissen om at de ikke har taget sig sammen - at det er deres egen fejl at de er i den situation.
Og ja gu krænker eller irriterer det mig, når du og andre fremfører det bræk af en holdning. Fordi den stigmatisering for 117.gang er beviseligt skadelig.
Men kunne du dog, for fanden i helvede, ikke tage at forholde dig til nuanceringen og indholdet i det der bliver præsenteret for dig, i stedet for at pille og plukke i vildskab for så at overfortolke og svine folk til.
Hvis ikke det var så pisse sørgeligt så ville det være komisk at du, som eksplicit skriver at du egentlig godt gad tabe dig, men ikke orker det - ikke magter at forstå at grunden til at du måske ikke orker det og derfor falder tilbage i vægt når du har tabt dig, for en stor del kan forklares med de mange strukturelle problemer vi har omkring mad.
I mit tilfælde er det jo en prioritering af min livstil. Jeg KAN godt lide fed mad, og sukkervand. Jeg NYDER det. Jeg HAR RÅD til det og JEG VÆLGER det derfor. Jeg kan ikke få det bedste af begge verdener (overforbrug af sukker og fedt - og en veltrænet krop) uden at lægge et urimeligt antal timer og kræfter i at vedligeholde min krop. Det er sgu et valg JEG har taget. Det der er urimeligt er at DU har behov for at tolke en sygdom ind i mine valg.
Der er RIGTIG mange årsager til at folk bliver overvægtige. I gamle dage var det velhaverne de var det, og så var bønderne ikke. Det var et spørgsmål om muligheder - og det er det i vid udstrækning stadigvæk. Der er bare blevet væsentligt flere velhavere, og væsentligt færre bønder. Eller i hvert fald er levestandarden hos bønderne hævet således at de altså sagtens kan æde pizza flere gange om ugen uden at deres privatøkonomi smuldrer. Det var ikke en ting for 50 år siden.
Det du ikke synes at forstå er, at JEG vil mange ting. Jeg vil gerne have en Ferrari. For at kunne opnå det skal jeg arbejde mere. Det vil jeg ikke. For at kunne tabe mig skal jeg enten lægge det søde på hylden eller træne mere. Det vil jeg ikke. Det er altid en balancegang. For jeg vil immervæk gerne have en vægt i nogenlunde balance så jeg fortsat kan løbe en tur med min datter, spille bold med vennerne eller hjælpe familien med at flytte, lægge nyt gulv eller lign., uden at pruste som et svin. Derfor holder jeg den balance jeg gerne vil for at kunne få så meget af begge verdener som muligt. På samme måde arbejder jeg tilpas meget til at have en nogenlunde lækker bil der passer til den indsats jeg vil gøre for at have råd til den.
At DU mener at kunne forklare mit behov/ønske er LANGT mere grænseoverskridende, end det du beskylder andre for. Det er også pishamrende dumt, men det har jeg vist allerede fået forklaret dig. At du råber og skriger, gør ikke din indsats mindre uintelligent. Tværtimod.