Snak

Det her handler ikke om uenighed, pukle. Dit syn på overvægt og vægttab er beviseligt en del af problemet. En Google søgning med nærmest en hvilken som helst kombination af ordene fedme, stigmatisering, overvægt, diskrimination ville give dig tonsvis af troværdige kilder der siger det samme.
Alligevel holder du fast i at være en del af problemet. Det er sgu røvhulsagtigt. Ikke bare i min bog, helt generelt.

Derudover er det fandme vattet at skyde skylden på alskens dårligdomme på alt muligt andet, end sig selv. Du er, det ydre pres til trods, stadig herre i eget hus.

Duck: hvad synes du om mine analogier nu?

Du er med på, at der er overvægtige som er ganske bekendt med deres vægt, men som vælger at være ligeglade? Simpelthen fordi de hellere vil drikke mørkt øl og spise fed mad, i stedet for at fokusere på deres kost. Det er et aktivt valg de tager, og det skal man respektere. Men det vil du sygeliggøre... wow.

Hvordan passer det i øvrigt ind i den argumentation du ligger for dagen om at ingen foretager et aktivt valg omkring deres madvaner, men fra naturens og industriens side er påduttet en given vægt?

Det er alligevel vildt nok, at du ikke kan se, hvor stigmatiserende det er. Det er raske mennesker, som ikke har noget problem med at bære rundt på en kuffert.

En af mine bedste venner er i klub 100. Hans normalvægt er omkring 80-85, men han har let ved at tage på, for eksempel tog han knap 9 kilo på da vi var to uger ved Gardasøen.

Han ved at kiloene sætter sig nemt på ham, men efter udsagn er han hamrende ligeglad. Han vil hellere spise og drikke det han har lyst til. Han er sgu ikke syg, som du vil gøre ham til, han er bare en levemand som elsker friturestegte oliven.

Men jeg fornemmer at vi ikke er langt fra hinanden og erkender at jeg er mere følelsesmæssigt investeret i emnet end godt er. Jeg har i mit arbejdsliv løbet panden mod den her mur af fordomme og uvilje mod at hjælpe overvægtige så mange gange, at det er til at brække sig over. Og herinde får jeg så ikke engang løn for det.

Det er også min fornemmelse.

Og det er forståeligt, at budskabet bliver formidlet med en vis intensitet, hvis man har en sag, man brænder for.
Det kan bare være uhensigtsmæssigt, hvis publikum ikke har sagen i hjertet på samme måde - særligt i Danmark, hvor vi ikke altid er så gode til missionærer og andre folk, der har en sag, de brænder utroligt meget for.

Jeg tror ikke, at du finder mange herinde, der virkelig mener, at overvægtige ikke skal have hjælp, særligt når der er tale om en sygelig overvægt, der klinisk bør kunne klassificeres sådan. Man må bare ikke glemme nuancerne.

Hotspur: Hvilke nuancer mener du jeg overser?
Jeg er med på at der er opbakning om at hjælpe svært overvægtige. Problemet er jo at det på ingen måde er nok. Problemet vokser jo støt (no pun). Samtidig har vi så fået klarlagt en lang række faktorer, der beviseligt medvirker til den stigende overvægt og som samtidig er mulige at regulere, men beslutningsapparatet og hvad der føles som en overvejende del af befolkningen lukker øjnene for det og råber op om personligt ansvar og rygrad. Det er kraftpetervæltemig til at få lange løg af.

Pukle: jøsses, det her bliver sidste omgang. Jeg troede jeg var bedre bevendt på nettet end at falde i det her hul.
Jeg vil ikke gøre nogen syge. Jeg vil anerkende at fedme er en sygdom. Ingen skal tvinges i behandling eller hvad du forestiller dig. Men der skal være mulighed for hjælp og det skal få øjnene op hos den almene borger for at det her ikke er opstået fordi vi som befolkning pludselig er blevet dovne eller har mistet rygraden, og at det derfor heller ikke er en løsning at bede folk om at tage sig sammen. Tværtimod er det som sagt en betydelig del af problemet.
Og når man ved at man er en del af et problem der skader nogle af de mest udsatte i vores samfund og ikke vil ændre på det - ja, så er man et røvhul.

FC Nordsjælland

Kan ikke læse hele artiklen, men det lugter af den sædvanlige skræmmekampagne og det virker til at grænserne hele tiden flyttes for hvad disse virologer mener skal være den ny normal. Mon det handler om de er bange for deres egen eksistensberettigelse?

Først var det kollaps af sundhedsvæsen, så var det døde og nu er det så senfølger, når man ligesom har erkendt at den yngre befolkning ikke dør af det? Senfølger som det vel tyder på, ligger på niveau med andre infektioner.

Hvor mange tror de mon bliver smittet fra maj til juli?

Og hvad skulle i øvrigt kunne mutere i den danske befolkning, som ikke allerede vil kunne ske massevis af andre steder?

Sotd: jeg er ganske givet et dumt svin, men i det mindste er jeg ikke et dumt svin overfor nogle af samfundets mest udsatte. Modsat dig.

Hotspur: Hvilke nuancer mener du jeg overser?

Dem alle?

Sotd: jeg er ganske givet et dumt svin, men i det mindste er jeg ikke et dumt svin overfor nogle af samfundets mest udsatte. Modsat dig.

Hvordan mener du at kunne forstå ud fra min analogi omkring egne bekendtskaber at jeg er et dumt og usympatisk svin der mener, at samfundets mest udsatte ikke bør have hjælp?

Altså jeg er med på at du er et dumt svin og alt det der, men faktisk også lidt på den der måde hvor dum rent faktisk betyder dum. Lav IQ, ufattelig svag fatte- og læseevne. DERTIL opfører du dig også som et dumt svin. Men det virker så tilgengæld påtaget.

men i det mindste er jeg ikke et dumt svin overfor nogle af samfundets mest udsatte. Modsat dig.

Rolig nu.

Der er flere overvægtige og fede i Danmark end det modsatte, mon de er nogle af samfundets mest udsatte?

Men der skal være mulighed for hjælp og det skal få øjnene op hos den almene borger for at det her ikke er opstået fordi vi som befolkning pludselig er blevet dovne eller har mistet rygraden, og at det derfor heller ikke er en løsning at bede folk om at tage sig sammen. Tværtimod er det som sagt en betydelig del af problemet.

Det er ellers en ret udpræget behandlingsform blandt folk med et misbrug - syge eller ej. Det kan selvsagt aldrig stå alene, men en del af behandlingen bør og skal sætte fokus på personens egne handlinger. Det er sådan set ligegyldigt om man overforbruger penge, ryger, tager stoffer, gambler eller drikker som en hest.

Selvfølgelig (og det er nok det her du ikke helt fanger) skal der være hjælp at hente. Og selvfølgelig kan man anerkende at folk der er blevet voldsomt store har en sygdom. Om den sygdom skal hedde fedme, overspisning, psykisk sygdom, afhængighed eller hvad den skal hedde er jo bare en biting. Det er muligt, at du føler dig krænket på dine eller andres vegne over netop begrebsfnidderi, men det er handlingen (hjælpen) og ikke navnet der er væsentlig her.

Jeg tror helt oprigtigt på, at dine øjne er blevet åbnet så meget, at du bliver blændet af din egen selvophøjelse, så du slet ikke evner at se at du faktisk er mere skadelig end gavnlig. Du har ikke mødt egentlig modstand herinde - du har selv skabt den.

@Gorilla

Jeg spurgte:

Vores samfund har forlængst anerkendt fedme som et kæmpe sundhedsproblem.

Jeg forstår dog ikke hvorfor fedme generelt skal anerkendes som en sygdom. Hvorfor mener du at det skal det, Gorilla?

Det synes jeg egentligt er et reelt spørgsmål, uden underliggende sarkasme eller noget andet negativt. Det var et spørgsmål, på baggrund af en undren.

Det valgte du så at besvare ved at fare i flint og kalde mig et stigmatiserende røvhul uden respekt for samfundets mest udsatte(!).

I stedet kunne du have skrevet, hvad du skrev efter 3 siders råben:

Jeg vil ikke gøre nogen syge. Jeg vil anerkende at fedme er en sygdom. Ingen skal tvinges i behandling eller hvad du forestiller dig. Men der skal være mulighed for hjælp og det skal få øjnene op hos den almene borger for at det her ikke er opstået fordi vi som befolkning pludselig er blevet dovne eller har mistet rygraden, og at det derfor heller ikke er en løsning at bede folk om at tage sig sammen. Tværtimod er det som sagt en betydelig del af problemet.

Det havde været noget mere gavnligt for din sag og for debatten herinde, hvis du i stedet for at pådutte folk du ikke kender alt muligt negativt og slette hensigter, havde startet med ovenstående.

Det er virkelig skræmmende at du sikkert har ret i at det er en almindelig behandlingsform - at bede folk om at tage sig sammen. Der findes et utal af håbløse kostvejledere, vægtcoaches og hvad de nu ellers kalder sig. Det er jo netop problemet, præmissen om at de ikke har taget sig sammen - at det er deres egen fejl at de er i den situation.
Og ja gu krænker eller irriterer det mig, når du og andre fremfører det bræk af en holdning. Fordi den stigmatisering for 117.gang er beviseligt skadelig.

Hvis ikke det var så pisse sørgeligt så ville det være komisk at du, som eksplicit skriver at du egentlig godt gad tabe dig, men ikke orker det - ikke magter at forstå at grunden til at du måske ikke orker det og derfor falder tilbage i vægt når du har tabt dig, for en stor del kan forklares med de mange strukturelle problemer vi har omkring mad.

Pukle: Du kunne også lade være med at antage at jeg ville sygeliggøre halvdelen af befolkningen. Hvad skulle det tjene? Du kunne også lade være med at lade som om at du havde læst og forstået hele det fremragende link du fik serveret af en anden bruger, så var vi helt sikkert også sluppet for en masse besvær. Så ville du helt sikkert heller ikke fremstå så røvhulsagtig.

Men jeg tager den gerne på mig, jeg faldt i det hul jeg havde påpeget jeg ikke ville falde i.

Narildsen er du uenig i at fede er udsatte?

Narildsen er du uenig i at fede er udsatte?

Fede (altså de rigtig fede) kan sikkert sagtens være en udsatte gruppe i samfundet. At de 51% af den voksne befolkning der er overvægtige eller fede skulle være udsatte finder jeg absurd.

At de rigtig fede skulle være nogle af samfundets mest udsatte ligeså.

Det er virkelig skræmmende at du sikkert har ret i at det er en almindelig behandlingsform - at bede folk om at tage sig sammen. Der findes et utal af håbløse kostvejledere, vægtcoaches og hvad de nu ellers kalder sig. Det er jo netop problemet, præmissen om at de ikke har taget sig sammen - at det er deres egen fejl at de er i den situation.
Og ja gu krænker eller irriterer det mig, når du og andre fremfører det bræk af en holdning. Fordi den stigmatisering for 117.gang er beviseligt skadelig.

Men kunne du dog, for fanden i helvede, ikke tage at forholde dig til nuanceringen og indholdet i det der bliver præsenteret for dig, i stedet for at pille og plukke i vildskab for så at overfortolke og svine folk til.

Hvis ikke det var så pisse sørgeligt så ville det være komisk at du, som eksplicit skriver at du egentlig godt gad tabe dig, men ikke orker det - ikke magter at forstå at grunden til at du måske ikke orker det og derfor falder tilbage i vægt når du har tabt dig, for en stor del kan forklares med de mange strukturelle problemer vi har omkring mad.

I mit tilfælde er det jo en prioritering af min livstil. Jeg KAN godt lide fed mad, og sukkervand. Jeg NYDER det. Jeg HAR RÅD til det og JEG VÆLGER det derfor. Jeg kan ikke få det bedste af begge verdener (overforbrug af sukker og fedt - og en veltrænet krop) uden at lægge et urimeligt antal timer og kræfter i at vedligeholde min krop. Det er sgu et valg JEG har taget. Det der er urimeligt er at DU har behov for at tolke en sygdom ind i mine valg.

Der er RIGTIG mange årsager til at folk bliver overvægtige. I gamle dage var det velhaverne de var det, og så var bønderne ikke. Det var et spørgsmål om muligheder - og det er det i vid udstrækning stadigvæk. Der er bare blevet væsentligt flere velhavere, og væsentligt færre bønder. Eller i hvert fald er levestandarden hos bønderne hævet således at de altså sagtens kan æde pizza flere gange om ugen uden at deres privatøkonomi smuldrer. Det var ikke en ting for 50 år siden.

Det du ikke synes at forstå er, at JEG vil mange ting. Jeg vil gerne have en Ferrari. For at kunne opnå det skal jeg arbejde mere. Det vil jeg ikke. For at kunne tabe mig skal jeg enten lægge det søde på hylden eller træne mere. Det vil jeg ikke. Det er altid en balancegang. For jeg vil immervæk gerne have en vægt i nogenlunde balance så jeg fortsat kan løbe en tur med min datter, spille bold med vennerne eller hjælpe familien med at flytte, lægge nyt gulv eller lign., uden at pruste som et svin. Derfor holder jeg den balance jeg gerne vil for at kunne få så meget af begge verdener som muligt. På samme måde arbejder jeg tilpas meget til at have en nogenlunde lækker bil der passer til den indsats jeg vil gøre for at have råd til den.

At DU mener at kunne forklare mit behov/ønske er LANGT mere grænseoverskridende, end det du beskylder andre for. Det er også pishamrende dumt, men det har jeg vist allerede fået forklaret dig. At du råber og skriger, gør ikke din indsats mindre uintelligent. Tværtimod.

Det er ikke noget jeg mener, det er videnskaben der har påvist det.
Og lol at du mener det er mere grænseoverskridende at jeg påpeger at dine ´frie´ valg måske ikke er så frie som du forestillede dig, end at medvirke til en fortælling der stigmatiserer en stor gruppe udsatte mennesker.

Du skal kraftedeme ikke anerkende, at du har et problem, SotD. Hvornår har det nogensinde været et skridt på vej til løsningen af nogen ting?

Du har helt ret. Jeg kontakter lægen med det samme, så jeg kan få et udredningsforløb med nogle pjecer der fortæller mig at jeg faktisk hellere vil veje 80kg og være fit as fuck, end at drikke øl og spise pizza med min svoger imens vi spiller PlayStation til kl. 4 om natten og deler røverhistorier.