Jeg vil gerne medgive, at Armstrong måske nok har været mere systematisk og kynisk i sin anvendelse af doping, men ultimativt er det jo samme tilgang, som må antages at have været anvendt af alle de store ryttere. Indurain er en fabelagtig Tour-legende. Armstrong er nu slettet fra historiebøgerne. Ingen af dem blev dømt efter en positiv test.
Og hvis USADA var gået lige så hårdt til samtlige, der måske havde en eller anden form for insider-viden om Indurain, så ville de jo nok også have kunnet koge en lige så god historie sammen. Jeg mindes at have set en video på YT, hvor Indurain kørte Pantani fuldstændigt i smadder på en stigning, og det med samme ansigtsudtryk som om han er ude på en søndagscykeltur til bageren efter rundstykker. Hvis du tror på, at Indurain gjorde det uden ekstra vitamintilskud, såeh...
Og alligevel er Indurain en helt mens Armstrong nu er en ikke-entitet i cykelsportssammenhæng. Det er altså en anelse hyklerisk i mine øjne, for nu at sige det diplomatisk.
Om ikke andet, så bare på grund af den samtid de gjorde det i.
I Indurains æra brugte man doping. I tiden lige efter Indurain brugte man doping. I Armstrongs tid brugte man doping. Hvad er så forskelligt ved deres samtider? At myndighederne og pressen efter 98 havde mere fokus på doping? At det blev vigtigere at kalde sig "ren"? Det ændrer vel ikke på så meget?
Jeg kan ikke se, hvorfor Armstrongs dopingmisbrug er hverken værre eller bedre end det, som andre store ryttere har haft før ham. At Armstrong så muligvis er et større røvhul kan jeg ikke afvise, og er han dopingbagmand, så trækker det selvfølgelig heller ikke op, men gør alt det ultimativt nogen forskel for, hvordan vi skal betragte den bedste etapeløbsrytter i slutningen af 90´erne og starten af 00´erne? Faktum er, at Armstrong vandt over nogle meget gode (og antageligt meget dopede) konkurrenter. Og han vandt Touren syv gange, og lige som mange andre Tour-vindere brugte han doping.
Hvis UCI eller andre ønsker at kræve premiepengene tilbage inden for forældelsesfristens grænser, så synes jeg, at det langt hen ad vejen er fair nok. Men at omskrive resultaterne virker latterligt teatralsk og gennemført hyklerisk, når man nu har accepteret så mange andre dopingsynderes resultater. Men i de tilfælde lukker alle myndighederne øjnene, og lader som om, de ikke var dopede, for de blev jo aldrig testet positive. Og det er Armstrong så ret beset heller ikke blevet.
Den korte udgave er vel, at jeg ikke bryder mig om, at man dømmer en enkelt rytter efter en fuldstændigt anderledes standard, som INGEN af de andre legender ville have kunnet overleve, og så pludselig hænger denne ene cykelrytter ud som værende en snyder, alt imens alle de andre forbliver heltefigurer.