Barbuti har en valid pointe. Der bliver nurset rigtig meget for de danske talenter på de hjemlige hold, og man gør dem nok en bjørnetjeneste i forhold til deres senere karriere.
Mener bl.a. Guldhammer har udtalt, at springet var alt for stort, når man sad alene i en lejlighed i udlandet, og skulle sørge for alt det praktiske samtidig med man skulle passe sin træning.
De strukturerede forhold herhjemme betyder nemlig, at resultaterne på ungdomssiden er gode, men springet på alle andre plan er bare for stort, når den professionelle tilværelse rammer.
Selvom professionel cykling som udgangspunkt er holdbaseret, så skal den enkelte rytter være i stand til at passe sin individuelle træning, for det er jo ikke som et fodboldhold, hvor man træner med holdkammeraterne hver dag.
Cykelryttere får udleveret en træningsplan, og så er det bare værsgo´ at passe den, Der bliver selvfølgelig afholdt træningslejre, indrapporteret træningsdata etc., men ellers skal de selv være tovholder.
Det er der problemet ligger, for springet fra den hjemlige andedam, hvor man træner med sine gode venner, som man har kørt med og imod i mange år i vante omgivelser, og så står med sin cykel kl. 8.00 om morgenen i øsende regnvejr i et fremmed land. Der rammer den nye virkelighed, og den skal man være villig til æde.
Modsat fodbold, så bliver man som ung rytter i udlandet jo heller ikke overlæsset med penge, og derfor er motivationen for at yde heller måske heller ikke den samme, og smutvejen til Danmark virker hurtigt tillokkende.
Og i cykelsport er træning et og alt. Er man ikke i ordentlig form, så skal man være et ekstremt stort talent for at kunne køre med alligevel.
Slækker man bare en smule, så bliver man kørt agterud, og uden resultater, så rammer den onde spiral hurtigt.
Andy Schleck er et fint eksempel på, hvad manglende træningsstruktur- og lyst kan gøre ved et ellers enormt talent.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.