For det første er der forskel på at være plan A og plan B.
For det andet var det muligt for Froome at have en succesfuld Tour, selvom han var gået ned på en etape. Han ville stadig have vist sig drønstærk i bjergene, og han ville alligevel have vist sig som en uvurderlig hjælper.
For det tredje var hans opgave formentlig fastlåst: Bliv hos Wiggins lige meget hvad. Først hvis Wiggins var gået helt ned, ville Froome være blevet bedt om at køre fra ham, og kun hvis Froome knækkede skulle han lade sig falde bagud.
Det er en langt mere simpel situation, end den han vil sidde i som plan A. Hvad skal han gøre, hvis han føler han sidder i det røde felt, der er tre kilometer til toppen, og der bliver angrebet? Sidste år var svaret "Kig på Wiggo", i år er det ham der skal vurdre, om han skal køre maks, og risikere at knække, eller om han skal holde sit eget tempo, og risikere at miste tid. Det må alt andet lige være mentalt langt hårdere, at man med en forkert beslutning har mulighed for at fucke sit holds plan A op.
A good friend will help you move. A really good friend will help you move a body.