Hvad skulle han ellers have gjort? Jeg er også nået til den konklusion, efter moden overvejelse, at Valgren gjorde det rigtige. Det eneste andet, han (måske) kunne have gjort, var at forsøge at rykke forbi Gasparotto, da han nåede op til ham og håbe på, at han ikke ville kunne svare på det.
Men når det nu ender med, at de to danner en duo, og det er tydeligt for enhver, at Gasparotto vælger at lægge alle sine æg i Valgren-er-ung-og-vil-nok-køre-taktisk-dumt-og-trække-kurven, da er der reelt ikke noget valg for Valgren, for en andenplads i Amstel er kæmpestort for ham.
Det er selvfølgelig klart, at sejren ville være endnu bedre, men den er på det tidspunkt reelt set uopnåelig. Han prøver endda at drage fordel af sidevinden og kører helt inde ved banden, så Gasparotto ikke kan få læ i håbet om, at det ville mørne ham tilstrækkeligt, hvilket så ikke sker.
Til gengæld har Valgren nu fået skabt sig et reelt navn på den internationale cykelscene, hvilket åbenlyst kommer til at gavne ham i kontraktforhandlingerne for 2017, men det kommer ganske givet også til at give ham en mere beskyttet rolle for fremtiden, hvilket vil give ham muligheden for at kæmpe med om sejrene langt oftere, hvilket han tydeligvis har kvaliteterne til.
At påstå at en andenplads ikke er noget, der huskes eller lægges mærke til, er noget forbasket vrøvl, men til gengæld kunne præstationen med større sandsynlighed gå i glemmebogen hos en del, hvis han bare havde ladet sig opsluge af feltet og spurtet en 9.-12. plads hjem.
Man kunne selvfølgelig have håbet, at han lige havde slækket lidt på tempoet med 3-400 meter til mål, da det ville have stillet større krav til Gasparotto, og de nok stadig havde holdt hjem, men det er nok temmelig svært at have overblik over den slags i ens første finale i et stort WorldTour-løb. Så jeg siger ikke, at jeg ikke håber, han lærer noget af dagens løb, men dispositionen var der ikke som sådan noget galt med.