Nå, det var så endnu en etape. Det er begrænset, hvor meget suppe jeg kan køre på selve etapen, da det sandt for dyden ikke var det mest underholdende cykelløb vi blev præsenteret for i dag.
Det til trods, så er der påfaldende samstemmighed i feltet om at dagens etape var en af de mest stressende og trættende etaper, de nogensinde har kørt. Det kan synes underligt, men det har selvfølgelig at gøre med de mange retningsskift kombineret med dårligt vejr (regn og heftig vind). Man skal altså hele tiden holde sig klar, hvilket næsten kræver ligeså mange kræfter som et decideret sidevindsraid (især for de ryttere, der skal holde kaptajnerne fremme og som sidder i vinden hele dagen).
Hvad etapen manglede af spænding undervejs, gjorde den afsluttende massespurt til gengæld i nogen grad op for. Den var nemlig ret interessant og bar i høj grad præg af etapens angivelige hårdhed. Derudover spillede en stærk modvind på opløbsstrækningen også en væsentlig rolle. Jeg prøver lige at analysere lidt på topsprinternes løb.
Alexander Kristoff har fået lidt hug, fordi han indtil nu intet har vist i løbet, og igen i dag fejlede han i spurten. De fleste af hans dårlige præstationer skal dog tilskrives uheld og igen i dag blev han hårdt ramt, da hele hans leadout røg ud af feltet i styrtet med omkring 25 kilometer til mål. Han fik sig dog placeret perfekt til spurten, men der sker så det uheldige for ham at både Koen de Kort og Mark Renshaw opdager, at de ikke har deres egen sprinter på hjul, så de slår begge ud for tidligt - på præcis samme tid. Så sidder han pludselig forrest med 300 meter til mål og formår alligevel at køre en fjerdeplads hjem. I strid modvind. Så for mig at se, er han stadig en farlig mand. I morgen får han det dog nok lidt for svært.
Cavendish formåede igen ikke at levere hvad, der forventes af ham, nemlig en etapesejr, og i dag skyldtes det i hvert fald til dels at han mistede Renshaws baghjul. Når man ser billederne ligner det næsten et bevidst valg af ham at han vil følge Degenkolbs hjul, da der ikke umiddelbart synes at være noget, der forhindrer ham i at følge med Renshaw, da Stybar og Renshaw tager fronten med knap en kilometer tilbage. Det er dog en klar fejl, og han bliver fuldstændig låst inde og kommer først rent sent ud af bunken. Derudover kørte han heller ikke en specielt imponerende spurt, da han endelig kom fri. Specielt ikke med tanke på, at det er en modvindsspurt, hvor han med sit lille frontareal har en relativ fordel i forhold til de større sprintere (der dog får udnyttet draften langt bedre end ham). Han gjorde altså ikke meget rigtigt i dag og ligner bestemt ikke sit 2008-2012-jeg.
Degenkolb sad placeret perfekt med en kilometer til mål på hjul af de Kort, men bliver skubbet væk af både Greipel og Sagan, hvilket bekræfter billedet af ham som en sprinter, der ikke magter positionskampen i særlig høj grad. Det gør, at han får en håbløs position at spurte fra, og han får overhovedet ikke udnyttet draften optimalt til at redde sin spurt.
Det gør Sagan til gengæld i en helt ekstrem grad. Han sad faktisk bag Degenkolb, da spurten begyndte og var altså i en endnu ringere position end tyskeren. Men er du da sindssyg, hvor får han fart på! Han ser ud til at udnytte slipstrøm fra både Degenkolb, van Avermaet og til sidst Greipel for i sidste ende at komme helt op på andenpladsen. Det er en helt vildt imponerende spurt han får kørt, men hans positionskamp haltede til gengæld noget. Havde han siddet på hjul af Greipel fra start, kunne han måske have vundet, men man skal heller ikke undervurdere betydningen af selv at komme ud i vinden. I morgen vinder han til gengæld.
Og så er der Greipel. Der er jo ikke så meget at sige. Han kører den bare perfekt i dag. Trods et kraftigt decimeret leadout (Sieberg slår ud som sidste mand med 700 meter til mål) formår han alligevel at placere sig perfekt og udnytte draften helt optimalt til at tage en forholdsvis suveræn sejr. Han plejer ellers ikke at manøvrere så godt i spurterne længere, men det kunne ikke ses i dag. Det er en meget imponerende start han har fået på løbet, men det undrer mig stadig lidt, at han som den eneste af topsprinterne blev sat i går. I morgen bliver det for hårdt til ham, og han kunne godt risikere at miste pointtrøjen. Men den er der ellers stor spænding om i år.
Der er ikke det vilde at berette fra FDJ-, Tinkoff-, og Movistar-lejrene udover en update på skadessituationen. Her kan det nævnes at flere FDJ-ryttere, deriblandt Pinot var nede i dag, dog uden de vilde konsekvenser. Démare var i øvrigt med i spurten, hvor han sad perfekt placeret i Kristoffs hjul, men han havde slet ikke styrken til at gøre noget ved det. Han fortsætter bare sin triste sæson.
Hos Tinkoff styrtede Rogers, Majka og Tosatto, hvor sidstnævnte slog sig en smule på knæet, men det skulle angiveligt ikke være så alvorligt.
Hos Movistar kæmper Dowsett sig igennem dagene for tiden efter et styrt i går. Hans krop kunne slet ikke noget i dag, og han kørte med en gennemsnitlig pulsfrekvens på 115 trods en følelse af at køre all-out hele dagen. Han sagde, at det var hans hårdeste dag på en cykel, nogensinde. Han skulle meget gerne være mere klar til holdtidskørslen, hvor han selvsagt er af altafgørende betydning.
EDIT: Og så får I lige et lille spørgsmål, I kan hygge jer med: Hvilke to ryttere, der er med i årets Tour, har aldrig gennemført en Grand Tour uden at slutte i top 10 (man skal have gennemført mindst en)?