Redondo
Jeg faldt over denne tale fra Jacob Mchangama (liberal og støtte af den amerikanske udgave af ytringsfrihed) som du måske vil kunne lide (undskyld for wall of text):
Jeg havde den for mig temmelig usædvanlige oplevelse, at holde en tale til Mellemfolkelig Samvirkes koncert og event "Musik mod Racisme" tidligere i dag på Rådhuspladsen. Nedenfor er mine ord (det talte ord gælder).
Hvis du for et år siden havde spurgt mig om jeg ville holde en tale mod racisme og fremmedhad i dansk politik ville jeg have sagt nej.
Alt for ofte har anklager om racisme og fremmedhad været brugt til at lukke ned for ubehagelige, men vigtige debatter om de problemer, som har udfordret og stadig udfordrer Danmark, i forhold til parallelsamfund, religiøs ekstremisme, minoritetskvinders rettigheder, bandekriminalitet, terror osv. Der har samtidig været en bemærkelsesværdig berøringsangst og mangel på mobilisering når det gjaldt imødegåelsen af totalitære bevægelser fra minoritetsmiljøer såsom Hizb-ut-Tahrir.
Jeg er også helt fundamentalt uenig med de 37 organisationer, der har politianmeldt Rasmus Paludan for racisme. Skulle han blive dømt vil man blot forære ham en endnu mere prominent platform, som martyr i kampen mod ”det politisk korrekte over-Danmark” og bekræfte hans tilhængere i konspirationsteorierne om at ”eliten” forsøger at lukke ned for kritik. Og jeg tager klar afstand fra de, der mener at have ret til at imødegå racistiske ideer med vold og trusler, og som kun har givet racismen endnu mere vind i sejlene.
Men når man som jeg insisterer på at det frie ord er det bedste middel til at bekæmpe racisme og fremmedhad, indebærer det også en moralsk forpligtelse til at stå frem og sige fra, når racismen, fremmedhadet og de totalitære tendenser viser deres grimme ansigt. Når sammenligninger med fascisme ikke blot er billige retoriske greb, der skal udskamme demokratiske modstandere, men rent faktisk har holdepunkter i virkeligheden. For ideen om skabelsen af et etno-nationalistisk Danmark med Apartheid-lignende love rettet mod minoriteter, drejer sig ikke om at imødegå religiøse ekstremister, bandemedlemmer eller fremmedkrigere.
Det er en dehumanisering af vores naboer, kolleger, studiekammerater, familiemedlemmer, ægtefæller, venner og landsmænd. Alene fordi de tilhører en bestemt etnicitet eller bekender sig til en bestemt religion. Den slags ekstreme ideer med deportationer af hele befolkningsgrupper, burde den europæiske historie have vaccineret alle der lever i et moderne demokrati imod.
For Danmark bliver ikke et mere frit og fredeligt samfund, med etniske udrensninger, som kun kan gennemføres med vold og diktatur, og trække lange blodige og sorte skygger over vores alle sammens land.
Men alligevel er der stemmer - særligt i det borgerlige Danmark - som ikke klart fordømmer disse tanker om det etno-nationale Danmark, eller som måske tager halvhjertet afstand, men udtrykker forståelse for, at mellem 2-4% af danskerne siger de vil stemme på et parti, som vil frihedsberøve og udvise flere hundrede tusinde danskere. Og som kræver absolut ytringsfrihed for sig selv, men samtidig vil bruge politiet til at fængsle ideologiske modstandere for ”landsforræderi” hvis de kommer til magten.
Det er udtryk for et intellektuelt og moralsk kollaps på den nationale højrefløj, hvor man ellers med rette har insisteret på at venstreorienterede skal tage afstand fra kommunismens forbrydelser, og at muslimer skal tage afstand fra terror og islamisme. Nu peger pilen så på en trussel fra det ekstreme, etno-nationalistiske og illiberale højre, og så må vi også forvente at alle demokrater i Danmark klart og utvetydigt tager afstand fra politiske partier og ideer, der strider mod grundloven og essensen af de demokratiske idealer, som Danmark er bygget på.
De idealer er for vigtige til at blive ofret i en værdipolitisk stammekrig, hvor min fjendes fjende er min ven, og tribalistiske instinkter gør blind overfor ideer, man under alle andre omstændigheder ville fordømme.
Heldigvis er langt størstedelen af den danske befolkning – også de fleste borgerlige - stærke modstandere af ideen om et etno-nationalistisk Danmark renset for minoriteter. Vi er i dag langt flere mennesker samlet for at markere vores tilslutning til grundlæggende ideer om tolerance, end der har været til samtlige af de forkølede demonstrationer, hvor en temmelig ynkelig forsamling afbrænder koraner og råber skældsord efter minoriteter.
Vi skal se truslen fra etno-nationalismen i øjnene og imødegå den klart og utvetydigt. Men vi skal ikke lade os skræmme eller kue. Generationer af danskere har opbygget et af verdens mest frie og tolerante samfund, og dets værdier er dybt forankrede. Det ser vi hos de mange danskere med minoritetsbaggrund, som har kæmpet langt hårdere og har en langt bedre forståelse for værdien af frihed og tolerance, end de etniske danskere, der fantaserer om etnisk udrensning.
Min gode veninde Halime Oguz er et godt eksempel på en stærk kvinde, som har brugt det danske samfunds grundlæggende værdier om frihed, lighed og solidaritet til at bryde ud af undertrykkende religiøse og patriarkalske strukturer. Og som nu kæmper for at ingen behøver at gå igennem den samme kamp som hun selv har måttet udstå for at sikre et liv med værdighed, frihed og ligeværd. Skal hun nu have at vide, at hun på trods af at have ført sin kamp for at blive en del af det danske samfund med demokratiske værdier som våben, ikke hører til? Aldrig.
Vores højt besungne værdier om frihed og tolerance er ikke bare abstrakte principper og luftkasteller. Det er netop vores grundlovssikrede ret til ytrings- og forsamlingsfrihed, der gør at vi i dag kan vise, at vi er mange danskere, der insisterer på, at vores fælles udfordringer skal løses på demokratiets og retsstatens grund. At vores fællesskab hviler på nogle grundlæggende værdier. Ikke etniciteten af dit stamtræ eller religiøse overbevisninger.
Mange tak for ordet!
Besvar
