Weltschmerz er nemlig klart et tegn på, at man har fattet alt muligt.
Niddets arkivar
Snak
SvarLænge leve konformiteten, vi har fanget en af de åndssvage ...
https://youtu.be/9f6dnIiiPYw
Hav en fremragende dag. :)
And proceed, kindly, as usual ...
https://youtu.be/9f6dnIiiPYw
Hav en fremragende dag. :)
And proceed, kindly, as usual ...
Det er dét, jeg mener, Kaffe.
Dit indlæg vækker foragt hos et menneske som mig.
Men det er ikke nok at udtrykke foragt. Det kan alle gøre. Det er det, der "har gjort mennesket sygt".
Man er nødt til at lave et alternativ. Man er nødt til at forstå at "Gud ER død" ... du (man (eller, rettere, jeg)) er nødt til at lave et menneske (dvs. egentligt Overmenneske), som ikke vækker foragt.
Jeg kunne sagtens sidde i min bitter-sød-suppe af foragt. Det har jeg valgt ikke at gøre i mit liv. Jeg beder heller ikke om nogen særlig forståelse eller "sympati" fra befolkningen - befolkningen kan ikke have sympati for det menneske (væsen), der prøver at "hæve sig over bærmen"; der prøver at skabe et væsen, som filosofisk og menneskeligt står i sin egen ret - som er selvdefineret og selvretfærdiggjort; som ikke behøver flokkens krykker, som ikke lader sig diktere af den almene foragt for småligheden og "livets ulidelige lethed", som ikke bruger "kultur" som sit skjold, som ikke hele tiden definerer sig selv og verden ud fra den kultur, man er født ind i og vokset op i, og som ikke hele tiden fylder sit hoved med, hvad "verden" mener, og som ikke kan, vil eller tør mene noget selv, fordi så risikerer man sig selv - så afslører man faktisk sig selv.
Forstår du, egentligt, at det eneste alternativ til den foragt for mennesket, som vi kender det i dag, der er almengyldigt i vores samfund, den eneste vej ud af rottereden, er at skabe, i sig selv (eller at fostre hos andre), et menneske som ikke vækker foragt? Har du nogen som helst anelse om, hvor vanskeligt det er at skabe et menneske, der ikke fremkalder foragt for sig selv hos andre, og som kan fungere i det offentlige rum?
Det er derfor, der ikke er nogen Overmennesker; det er derfor alle er fanget som mennesker.
Fordi der er ikke nogen, der kan slippe ud af foragten for mennesket; der er ikke nogen, der igennem sit liv (og Overmennesket både tager og koster én ens liv) kan undgå at blive blandet ind i den generelle beskidte smøre i livet, der er ikke nogen, der kan holde sin sti ren ("på en Overmenneskelig måde"), der er ikke nogen, der kan påkalde sig sin egen moral, sin egen værdirangordning og sin egen filosofiske begrundelse for det.
Alle mennesker, som vi kender mennesket, er fanget i det beskidte spil, vi kan kalde verden.
Og det har de fleste mennesker det nok fint med. De fleste mennesker tænker, naturligt, på den måde - de fleste mennesker er "fanget i systemet", fanget i den "Matrix", der gælder for deres samfund.
Og det er ikke, fordi at jeg påstår, at der er nogen særlig belønning (krukke for enden af regnbuen) ved at "vælge" Overmennesket og fravælge mennesket. For det er der ikke. Man kommer ikke i Himlen af det. Man er nødt til at forholde sig til en verden uden nogen form for blødsødenhed, uden nogen form for nåde (i sådan moralsk-etisk forstand), uden nogen form for skytsengel, der kan redde én; man kan ikke på nogen måde påkalde Gud eller Djævlen; man kan ikke på nogen måde ønske eller påskønne noget, som ikke eksisterer; man kan ikke blot sige til folk, "du vækker foragt i mig; jeg foragter dig" - fordi det ville i sig selv være foragteligt at gøre. Så man kan godt tænke at et menneske vækker foragt, men du kan aldrig nogensinde sige det, fordi det ville i sig selv være foragteligt, det ville i sig selv være u-nobelt (gement); så du kan have en enorm foragt for mennesket, og hvor småt og småligt mennesket er, og hvordan det hele tiden stort set kun går op i at pynte sig med kulturens fjer (det er sådan mennesket definerer sin egen "værdi") uden egentligt at stræbe efter noget, som går ud over mennesket, men du kan aldrig sige det direkte til det enkelte menneske (i virkeligheden), fordi det enkelte menneske har ikke valgt sin skæbne mere end andre mennesker.
Så, hvis man er fyldt med, og næsten født med, en enorm foragt for det, som Nietzsche ville kalde Det Sidste Menneske, altså mennesket som vi kender det i dag, så kunne man jo godt bare blive "nihilist" og sige, jamen, verden er ikke noget værd, mennesket er ikke noget værd, der er ikke noget her i verden, der er noget værd. Og det er der måske også mange mennesker, der gør (lad os bare tage idéen om Nihilistisk Folkeparti som et eksempel på den tankegang).
Overmennesket, hvis det skal lykkes, skal også være besat, udover foragten, af en enorm kærlighed - ikke som sådan til "mennesket", men i hvert fald til idéen om Overmennesket, om det ikke-foragtelige menneske; i Zarathustra, skriver Nietzsche at Overmennesket "bringer gaver til menneskeheden", ikke at Overmennesket "elsker menneskeheden" - fordi, hvordan kunne et egentligt, sandt og virkeligt Overmenneske i denne verden egentligt "elske" sådan noget som mennesket, noget så sørgeligt, begrænset og beskidt som mennesket? Det kan det ikke. Men Overmennesket kan ikke lade være med at give gaver til menneskeheden i sin kærlighed til selve idéen om Overmennesket, om mennesket der ikke vækker foragt.
Så, i sidste ende, og for lige at prøve at komme frem til en pointe her, så skal man jo tænke på den måde og have det i mente, at den eneste vej ud af den rotterede, vi kan kalde mennesket, den eneste vej, ikke til lykke, rigdom eller respekt, men til sindsro, ultimativ fornuft og den frie vilje, er at skabe sit eget væsen, skabe sin egen filosofi for verden, og skabe sin egen Ja og Nej, inkl. sin egen moral. Det er den eneste måde, man kan undslippe det at være menneske, den eneste måde man kan undslippe bærmen ved mennesket, den konstante foragt ved mennesket.
Det er en enorm og gigantisk opgave. Den er de færreste forundt. Og det er jo godt. Overmennesket lever PÅ mennesket, mennesket "bærer" Overmennesket op.
Overmennesket er fuldstændigt afhængigt af mennesket, til at bane vejen for én som trædesten, mens Overmennesket danser og balancerer over sin line igennem livet.
Men, et andet, og måske mere interessant spørgsmål, er: har mennesket (altså mennesket som vi kender og møder det hele tiden i vores liv til dagligt) brug for Overmennesket? Kan mennesket, dvs. menneskeheden, i hvert fald i vores vestlige verden, nogensinde have brug for Overmennesket?
Mange vil måske sige nej. Vi (mennesker) klarer os selv; vi har ikke brug for et menneske som Overmennesket. Vi vil ikke have Overmennesket, vi vil ikke forstyrres i "vores menneskelige verden", vi vil ikke andet end "det sidste menneske".
Sådan vil de fleste nok have det.
Og det er sikkert også rigtigt til en vis grad.
Men den lidt mere kloge og lidt mere samvittighedsfulde, der tænker tanken lidt længere og måske til ende, vil næsten nødvendigvis komme frem til, at der er NOGEN, der må løfte sig selv ud af menneskehedens bærm, der er nogen, der må være hævet over menneskehedens foragt for sig selv og hinanden, der er nogen, der må være "sig selv", skabe "sig selv", tildele sig selv sin egen værdi og moral og agere, i sidste ende, "uafhængigt af menneskeheden", når Overmennesket rammer som et lynnedslag (for Overmennesket kan kun eksistere som et momentært lynnedslag, modsat mennesket, der eksisterer som en uuryddelig loppe med næsten evigt liv) og udøve den effekt på "menneskeheden"/mennesket, som Overmennesket har som rolle i samfundet.
Der er nogen, der må hæve sig over bærmen og udnytte den overflod, som mennesket konstant arbejder på at skabe i samfundet, og som er hele grundlaget for Overmenneskets eksistens, og eksistere egentligt mest af alt, i et kort øjeblik, som et momentært lynnedslag for at tilrette mennesket - ud af lige store dele foragt og kærlighed.
Forstår du, at den eneste vej ud af Den Store Foragt er Overmennesket? Men det er bestemt ikke for alle - de fleste bliver fanget i foragten på den ene eller anden måde, enten glemmer de den og bliver syge (ubevidst) eller så bliver de kyniker og nihilister og livsfornægtere.
At elske denne verden, trods den store foragt som den vækker hos ethvert tænkende og mentalt bevidst menneske, er meget svært, næsten umuligt; men den eneste vej til denne kærlighed for det egentlige foragtelige er Overmennesket.
Som sagt, det er ikke nogen vej til lykke, rigdom eller respekt; men det er en vej ud af Den Store Foragt og en måde at "elske" menneskeheden på - eller rettere, give gaver til menneskeheden, have en "positiv" (dvs. "livsbekræftende") tilgang til mennesket.
Dit indlæg vækker foragt hos et menneske som mig.
Men det er ikke nok at udtrykke foragt. Det kan alle gøre. Det er det, der "har gjort mennesket sygt".
Man er nødt til at lave et alternativ. Man er nødt til at forstå at "Gud ER død" ... du (man (eller, rettere, jeg)) er nødt til at lave et menneske (dvs. egentligt Overmenneske), som ikke vækker foragt.
Jeg kunne sagtens sidde i min bitter-sød-suppe af foragt. Det har jeg valgt ikke at gøre i mit liv. Jeg beder heller ikke om nogen særlig forståelse eller "sympati" fra befolkningen - befolkningen kan ikke have sympati for det menneske (væsen), der prøver at "hæve sig over bærmen"; der prøver at skabe et væsen, som filosofisk og menneskeligt står i sin egen ret - som er selvdefineret og selvretfærdiggjort; som ikke behøver flokkens krykker, som ikke lader sig diktere af den almene foragt for småligheden og "livets ulidelige lethed", som ikke bruger "kultur" som sit skjold, som ikke hele tiden definerer sig selv og verden ud fra den kultur, man er født ind i og vokset op i, og som ikke hele tiden fylder sit hoved med, hvad "verden" mener, og som ikke kan, vil eller tør mene noget selv, fordi så risikerer man sig selv - så afslører man faktisk sig selv.
Forstår du, egentligt, at det eneste alternativ til den foragt for mennesket, som vi kender det i dag, der er almengyldigt i vores samfund, den eneste vej ud af rottereden, er at skabe, i sig selv (eller at fostre hos andre), et menneske som ikke vækker foragt? Har du nogen som helst anelse om, hvor vanskeligt det er at skabe et menneske, der ikke fremkalder foragt for sig selv hos andre, og som kan fungere i det offentlige rum?
Det er derfor, der ikke er nogen Overmennesker; det er derfor alle er fanget som mennesker.
Fordi der er ikke nogen, der kan slippe ud af foragten for mennesket; der er ikke nogen, der igennem sit liv (og Overmennesket både tager og koster én ens liv) kan undgå at blive blandet ind i den generelle beskidte smøre i livet, der er ikke nogen, der kan holde sin sti ren ("på en Overmenneskelig måde"), der er ikke nogen, der kan påkalde sig sin egen moral, sin egen værdirangordning og sin egen filosofiske begrundelse for det.
Alle mennesker, som vi kender mennesket, er fanget i det beskidte spil, vi kan kalde verden.
Og det har de fleste mennesker det nok fint med. De fleste mennesker tænker, naturligt, på den måde - de fleste mennesker er "fanget i systemet", fanget i den "Matrix", der gælder for deres samfund.
Og det er ikke, fordi at jeg påstår, at der er nogen særlig belønning (krukke for enden af regnbuen) ved at "vælge" Overmennesket og fravælge mennesket. For det er der ikke. Man kommer ikke i Himlen af det. Man er nødt til at forholde sig til en verden uden nogen form for blødsødenhed, uden nogen form for nåde (i sådan moralsk-etisk forstand), uden nogen form for skytsengel, der kan redde én; man kan ikke på nogen måde påkalde Gud eller Djævlen; man kan ikke på nogen måde ønske eller påskønne noget, som ikke eksisterer; man kan ikke blot sige til folk, "du vækker foragt i mig; jeg foragter dig" - fordi det ville i sig selv være foragteligt at gøre. Så man kan godt tænke at et menneske vækker foragt, men du kan aldrig nogensinde sige det, fordi det ville i sig selv være foragteligt, det ville i sig selv være u-nobelt (gement); så du kan have en enorm foragt for mennesket, og hvor småt og småligt mennesket er, og hvordan det hele tiden stort set kun går op i at pynte sig med kulturens fjer (det er sådan mennesket definerer sin egen "værdi") uden egentligt at stræbe efter noget, som går ud over mennesket, men du kan aldrig sige det direkte til det enkelte menneske (i virkeligheden), fordi det enkelte menneske har ikke valgt sin skæbne mere end andre mennesker.
Så, hvis man er fyldt med, og næsten født med, en enorm foragt for det, som Nietzsche ville kalde Det Sidste Menneske, altså mennesket som vi kender det i dag, så kunne man jo godt bare blive "nihilist" og sige, jamen, verden er ikke noget værd, mennesket er ikke noget værd, der er ikke noget her i verden, der er noget værd. Og det er der måske også mange mennesker, der gør (lad os bare tage idéen om Nihilistisk Folkeparti som et eksempel på den tankegang).
Overmennesket, hvis det skal lykkes, skal også være besat, udover foragten, af en enorm kærlighed - ikke som sådan til "mennesket", men i hvert fald til idéen om Overmennesket, om det ikke-foragtelige menneske; i Zarathustra, skriver Nietzsche at Overmennesket "bringer gaver til menneskeheden", ikke at Overmennesket "elsker menneskeheden" - fordi, hvordan kunne et egentligt, sandt og virkeligt Overmenneske i denne verden egentligt "elske" sådan noget som mennesket, noget så sørgeligt, begrænset og beskidt som mennesket? Det kan det ikke. Men Overmennesket kan ikke lade være med at give gaver til menneskeheden i sin kærlighed til selve idéen om Overmennesket, om mennesket der ikke vækker foragt.
Så, i sidste ende, og for lige at prøve at komme frem til en pointe her, så skal man jo tænke på den måde og have det i mente, at den eneste vej ud af den rotterede, vi kan kalde mennesket, den eneste vej, ikke til lykke, rigdom eller respekt, men til sindsro, ultimativ fornuft og den frie vilje, er at skabe sit eget væsen, skabe sin egen filosofi for verden, og skabe sin egen Ja og Nej, inkl. sin egen moral. Det er den eneste måde, man kan undslippe det at være menneske, den eneste måde man kan undslippe bærmen ved mennesket, den konstante foragt ved mennesket.
Det er en enorm og gigantisk opgave. Den er de færreste forundt. Og det er jo godt. Overmennesket lever PÅ mennesket, mennesket "bærer" Overmennesket op.
Overmennesket er fuldstændigt afhængigt af mennesket, til at bane vejen for én som trædesten, mens Overmennesket danser og balancerer over sin line igennem livet.
Men, et andet, og måske mere interessant spørgsmål, er: har mennesket (altså mennesket som vi kender og møder det hele tiden i vores liv til dagligt) brug for Overmennesket? Kan mennesket, dvs. menneskeheden, i hvert fald i vores vestlige verden, nogensinde have brug for Overmennesket?
Mange vil måske sige nej. Vi (mennesker) klarer os selv; vi har ikke brug for et menneske som Overmennesket. Vi vil ikke have Overmennesket, vi vil ikke forstyrres i "vores menneskelige verden", vi vil ikke andet end "det sidste menneske".
Sådan vil de fleste nok have det.
Og det er sikkert også rigtigt til en vis grad.
Men den lidt mere kloge og lidt mere samvittighedsfulde, der tænker tanken lidt længere og måske til ende, vil næsten nødvendigvis komme frem til, at der er NOGEN, der må løfte sig selv ud af menneskehedens bærm, der er nogen, der må være hævet over menneskehedens foragt for sig selv og hinanden, der er nogen, der må være "sig selv", skabe "sig selv", tildele sig selv sin egen værdi og moral og agere, i sidste ende, "uafhængigt af menneskeheden", når Overmennesket rammer som et lynnedslag (for Overmennesket kan kun eksistere som et momentært lynnedslag, modsat mennesket, der eksisterer som en uuryddelig loppe med næsten evigt liv) og udøve den effekt på "menneskeheden"/mennesket, som Overmennesket har som rolle i samfundet.
Der er nogen, der må hæve sig over bærmen og udnytte den overflod, som mennesket konstant arbejder på at skabe i samfundet, og som er hele grundlaget for Overmenneskets eksistens, og eksistere egentligt mest af alt, i et kort øjeblik, som et momentært lynnedslag for at tilrette mennesket - ud af lige store dele foragt og kærlighed.
Forstår du, at den eneste vej ud af Den Store Foragt er Overmennesket? Men det er bestemt ikke for alle - de fleste bliver fanget i foragten på den ene eller anden måde, enten glemmer de den og bliver syge (ubevidst) eller så bliver de kyniker og nihilister og livsfornægtere.
At elske denne verden, trods den store foragt som den vækker hos ethvert tænkende og mentalt bevidst menneske, er meget svært, næsten umuligt; men den eneste vej til denne kærlighed for det egentlige foragtelige er Overmennesket.
Som sagt, det er ikke nogen vej til lykke, rigdom eller respekt; men det er en vej ud af Den Store Foragt og en måde at "elske" menneskeheden på - eller rettere, give gaver til menneskeheden, have en "positiv" (dvs. "livsbekræftende") tilgang til mennesket.
Og så er vi tilbage til det fundamentale spørgsmål i alt det her: hvad er egentligt formålet med menneskeheden, med den vestlige verden, med vores samfund, med vores renden og stræben og væksten?
Hvad er det som vi som samfund ultimativt producerer?
Hvad, eller hvem, er det egentligt, vi tjener (udover "demokratiet")?
Hvad er egentligt nytten af vores samfund?
Hvad er egentligt hoved og hale i alt det her, med vores samfund og form for samfund, hvad er egentligt, reelt set, højt og lavt, hvad er egentligt frem og hvad tilbage i det her samfund?
Hvem er det egentligt, der bestemmer i det her samfund, hvem er det egentligt, der har magten?
Og, hvem har ikke magten?
Tjener det hele blot "mennesket"? Mennesket som vi kender det? Dvs. nytteprincippet - "det bedste for de fleste"?
Men, hvordan kan samfundet tjene "det bedste for de fleste", hvis man derved udvander mennesket, hvis man dermed udvander kraften og hele tiden må søge laveste fællesnævner, hvis man hele tiden tjener et menneske, der bliver lavere og lavere (pygmæ-agtigt), og mere og mere foragteligt?
Hvordan kan samfundet tjene noget, som ikke er foragteligt, og som er det højeste, hvis vi som samfund da kan ligge os fast på, hvad det højeste (i samfundet) er eller kan være?
Hvad er slutproduktet af samfundet, hvad skal der blive af samfundets overskud (produceret af alle de ganske "nyttige" og helt demokratiske mennesker), hvad er det egentligt, vi prøver at opnå med vores samfund og form for samfund (inkl. hele den demokratiske tanke og grundlag)?
Hvis vi ikke tjener Gud længere, hvem, eller hvad, tjener vi så?
Hvad er egentligt vores, altså samfundets, ideal her?
Tjener vi ingenting, intetheden, nihilismen og den praktiske hedonisme, altså at vi "skal glemme os selv, glemme vi eksisterer, har eksisteret"?
Eller kan vi finde et værdigt mål at tjene, noget vi kan lade være med at foragte, ligesom man i lang tid ikke foragtede Gud - fordi "Gud var jo Gud - den hellige"?
Hvad er det som vi som samfund ultimativt producerer?
Hvad, eller hvem, er det egentligt, vi tjener (udover "demokratiet")?
Hvad er egentligt nytten af vores samfund?
Hvad er egentligt hoved og hale i alt det her, med vores samfund og form for samfund, hvad er egentligt, reelt set, højt og lavt, hvad er egentligt frem og hvad tilbage i det her samfund?
Hvem er det egentligt, der bestemmer i det her samfund, hvem er det egentligt, der har magten?
Og, hvem har ikke magten?
Tjener det hele blot "mennesket"? Mennesket som vi kender det? Dvs. nytteprincippet - "det bedste for de fleste"?
Men, hvordan kan samfundet tjene "det bedste for de fleste", hvis man derved udvander mennesket, hvis man dermed udvander kraften og hele tiden må søge laveste fællesnævner, hvis man hele tiden tjener et menneske, der bliver lavere og lavere (pygmæ-agtigt), og mere og mere foragteligt?
Hvordan kan samfundet tjene noget, som ikke er foragteligt, og som er det højeste, hvis vi som samfund da kan ligge os fast på, hvad det højeste (i samfundet) er eller kan være?
Hvad er slutproduktet af samfundet, hvad skal der blive af samfundets overskud (produceret af alle de ganske "nyttige" og helt demokratiske mennesker), hvad er det egentligt, vi prøver at opnå med vores samfund og form for samfund (inkl. hele den demokratiske tanke og grundlag)?
Hvis vi ikke tjener Gud længere, hvem, eller hvad, tjener vi så?
Hvad er egentligt vores, altså samfundets, ideal her?
Tjener vi ingenting, intetheden, nihilismen og den praktiske hedonisme, altså at vi "skal glemme os selv, glemme vi eksisterer, har eksisteret"?
Eller kan vi finde et værdigt mål at tjene, noget vi kan lade være med at foragte, ligesom man i lang tid ikke foragtede Gud - fordi "Gud var jo Gud - den hellige"?
Du kan nok høre jeg er førtidspensionist - men jeg synes jo, trods alt, også at Nietzsche giver ganske gode svar på de spørgsmål, sådan rent filosofisk i hvert fald.
"Nietzsche said: behind the truthful man, who judges life, there is a sick man, sick with life itself. And Welles added: behind the frog, the epitome of the truthful animal, there is a scorpion, the animal sick with itself. The first is an idiot and the second a bastard. They are, however, complementary as two figues of nihilism, two figues of the will to power".
Længere er den sådan set ikke. Idealisten igen. Alt sammen blændende illustreret i Touch Of Evil.
Længere er den sådan set ikke. Idealisten igen. Alt sammen blændende illustreret i Touch Of Evil.
"I have a dark vision of society where people manipulate each other"
Det er dét, det handler om, i sidste ende: altid filosoffernes opgave, menneskets generelle udvikling. Dvs. egentligt samvittighed på menneskets vegne ...
Der er kun tó ting, jeg ønsker at være i det her land: statsminister eller ("kongelig") hofnar. Og da jeg ikke kan blive det første, må jeg nok tage til takke med det sidste.
Med "kongelig", mener jeg selvfølgelig "magthavernes", dvs. Folketinget. Dronning Margrethe opfatter jeg som Danmarks største løgner, så det vil jeg helst ikke have noget med at gøre.
---
Og ang. Steve´s kommentar ...
Spørgsmålet om "idealisme" ... det er et interessant spørgsmål.
Men, hvilken idealisme er mulig, reel - brugbar?
Kun latterens idealisme, tragediens idealisme ...
Læs evt. "The teachers of the purpose of existence": https://faculty.weber.edu/sfrancis/nietzsche_gay_science.htm (aforisme 1).
Det er et interessant spørgsmål med idealisme ... men vi kan jo heller ikke benægte idealismen, vi kan jo ikke leve uden idealismen, dvs. surrealismen, ikke-realismen, den konstante forvrængning af virkeligheden, som vores hjerner genererer.
Men tragedien er opvejet af latteren ... men mennesket har brug for tragedien ... desværre? ...
Med "kongelig", mener jeg selvfølgelig "magthavernes", dvs. Folketinget. Dronning Margrethe opfatter jeg som Danmarks største løgner, så det vil jeg helst ikke have noget med at gøre.
---
Og ang. Steve´s kommentar ...
Spørgsmålet om "idealisme" ... det er et interessant spørgsmål.
Men, hvilken idealisme er mulig, reel - brugbar?
Kun latterens idealisme, tragediens idealisme ...
Læs evt. "The teachers of the purpose of existence": https://faculty.weber.edu/sfrancis/nietzsche_gay_science.htm (aforisme 1).
Det er et interessant spørgsmål med idealisme ... men vi kan jo heller ikke benægte idealismen, vi kan jo ikke leve uden idealismen, dvs. surrealismen, ikke-realismen, den konstante forvrængning af virkeligheden, som vores hjerner genererer.
Men tragedien er opvejet af latteren ... men mennesket har brug for tragedien ... desværre? ...
Nu er det ikke fordi jeg vil "spamme" den her tråd ... men sandheden er, at jeg har brug for at blive valgt ind i Folketinget (som løsgænger) for at komme videre i/med mit liv og "have noget at lave" ... samt alt det, der medfølger ...
Jeg skal da nok føre valgkamp i Nordjylland (det lyder på "eksperterne" som om at valget kunne komme allerede til efteråret), men da kan da godt være det ikke bliver til mere en bare en valgkamp, og det var det. Men, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre i mit liv derefter.
Hvad skal jeg sige ... "alt er tilfældigt", siger min far ... det har han sikkert også ret i ...
Så om jeg kan få en plads i Folketinget, det ved jeg virkelig ikke ... hvad er realisme, og hvad er idealisme ... det ved ingen.
Og tak for tippet omkring Jan Toftlund ... ham kendte jeg ikke ... men nu har jeg forstået parolen om den store sam-funds-ma-skine...
Haha ...
Nej, det er bare sandheden.
/Live fra den lukkede
Jeg skal da nok føre valgkamp i Nordjylland (det lyder på "eksperterne" som om at valget kunne komme allerede til efteråret), men da kan da godt være det ikke bliver til mere en bare en valgkamp, og det var det. Men, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre i mit liv derefter.
Hvad skal jeg sige ... "alt er tilfældigt", siger min far ... det har han sikkert også ret i ...
Så om jeg kan få en plads i Folketinget, det ved jeg virkelig ikke ... hvad er realisme, og hvad er idealisme ... det ved ingen.
Og tak for tippet omkring Jan Toftlund ... ham kendte jeg ikke ... men nu har jeg forstået parolen om den store sam-funds-ma-skine...
Haha ...
Nej, det er bare sandheden.
/Live fra den lukkede
Nu var det et citat fra Deleuze.
Han forstod som Welles det moderne menneskes dilemma.
Som highlightes gang på gang senest under corona og Ukraine.
Man føler intet slægtskab med idealisterne. Men man er 51-49 tvunget til at æde deres naragtige hykleriske verdensfjerne guldhjerte menu (Vargas i Touch of Evil), for det modsatte (Quinlan) ville være ubærligt.
Det er også Triers take.
Han forstod som Welles det moderne menneskes dilemma.
Som highlightes gang på gang senest under corona og Ukraine.
Man føler intet slægtskab med idealisterne. Men man er 51-49 tvunget til at æde deres naragtige hykleriske verdensfjerne guldhjerte menu (Vargas i Touch of Evil), for det modsatte (Quinlan) ville være ubærligt.
Det er også Triers take.
"I have a dark vision of society where people manipulate each other"
Right.
Jeg var med indtil Deleuze (som jeg dog ikke har læst).
---
Mit take:
Hele Danmark skal forstå at Gud er død. Dronningen skal erklære at Gud er død.
Der skal stå i GRUNDLOVEN at Gud er død!
Og så kan det være vi i de næste 100-200 år kan få ryddet op i det her morads - "first principle of our charity: the weak and botched shall perish".
---
Jeg skal nok sige fra Folketingets talerstol, at de svage, i det danske samfund, skal udryddes og elimineres, og at vi ikke kan bruge de hjælpeløse og ubehjælpsomme individer i Danmark, og det er op til fællesskabet at fravælge alle de svage sjæle og kroppe.
Og jeg sparer INGEN og har ikke nåde med NOGEN SOM HELST.
---
Ikke, "nu skal vi hjælpe de svage og gøre livet nemmere for dem og gøre alting lettere for dem og forlænge livet for dem og give dem større chance for at formere sig" ... nej, de svage og hjælpeløse skal UDRYDDES og SLETTES fra vores samfund. Det skal jeg nok sige, også fra Folketingets talerstol.
---
Samvittighed med menneskets generelle form (altså, hvilket menneske som samfundet fremavler) ... filosoffens opgave.
---
Og vi ved det allesammen ... men der er ikke nogen, der tør sige det ... på højeste sted ... men jeg tør godt.
---
Og, hvis der var nogen, der havde samvittighed med mennesket i det her samfund, og tog det alvorligt, så ville der konstant være en massedemonstration ude foran Christianborg og på Amalienborg Slotsplads med kæmpebannere, hvor der stod Gud er død.
Hvis der var nogen, der havde fokus på menneskets (generelle) udvikling.
Jeg var med indtil Deleuze (som jeg dog ikke har læst).
---
Mit take:
Hele Danmark skal forstå at Gud er død. Dronningen skal erklære at Gud er død.
Der skal stå i GRUNDLOVEN at Gud er død!
Og så kan det være vi i de næste 100-200 år kan få ryddet op i det her morads - "first principle of our charity: the weak and botched shall perish".
---
Jeg skal nok sige fra Folketingets talerstol, at de svage, i det danske samfund, skal udryddes og elimineres, og at vi ikke kan bruge de hjælpeløse og ubehjælpsomme individer i Danmark, og det er op til fællesskabet at fravælge alle de svage sjæle og kroppe.
Og jeg sparer INGEN og har ikke nåde med NOGEN SOM HELST.
---
Ikke, "nu skal vi hjælpe de svage og gøre livet nemmere for dem og gøre alting lettere for dem og forlænge livet for dem og give dem større chance for at formere sig" ... nej, de svage og hjælpeløse skal UDRYDDES og SLETTES fra vores samfund. Det skal jeg nok sige, også fra Folketingets talerstol.
---
Samvittighed med menneskets generelle form (altså, hvilket menneske som samfundet fremavler) ... filosoffens opgave.
---
Og vi ved det allesammen ... men der er ikke nogen, der tør sige det ... på højeste sted ... men jeg tør godt.
---
Og, hvis der var nogen, der havde samvittighed med mennesket i det her samfund, og tog det alvorligt, så ville der konstant være en massedemonstration ude foran Christianborg og på Amalienborg Slotsplads med kæmpebannere, hvor der stod Gud er død.
Hvis der var nogen, der havde fokus på menneskets (generelle) udvikling.
Så, det vi (som samfund i de næste par århundreder) skal, er at vende vores moral og værdianskuelse/værdisætning (værdiernes rangordning), eller det jeg bare generelt kalder værdisystemet, på hovedet.
Hele vores samfund er UPSIDE-DOWN. Høj er lav, og lav er høj. Løgn er sandhed, og sandhed er løgn.
Den er helt galt i Danmark (og resten af Vesten, men dét kommer jeg til ...). Ikke, fordi "Dybbøl Mølle maler helt af helvedes til", men fordi HELE VORES SAMFUND BYGGER PÅ ET FALSUM. Hele vores samfund er grundlagt på én stor løgn.
Og DEN løgn skal afsløres, før vi kan begynde at bygge et mere rationelt samfund.
Nu skal jeg nok stoppe (for i dag) ;).
Hele vores samfund er UPSIDE-DOWN. Høj er lav, og lav er høj. Løgn er sandhed, og sandhed er løgn.
Den er helt galt i Danmark (og resten af Vesten, men dét kommer jeg til ...). Ikke, fordi "Dybbøl Mølle maler helt af helvedes til", men fordi HELE VORES SAMFUND BYGGER PÅ ET FALSUM. Hele vores samfund er grundlagt på én stor løgn.
Og DEN løgn skal afsløres, før vi kan begynde at bygge et mere rationelt samfund.
Nu skal jeg nok stoppe (for i dag) ;).
