Heh! Jeg morer mig nu fint over den muntre, til tider overstadige, tilslutning til den totale afvisning af, at religionskultur kan overtage samfundsindretningen fra det, i Vesten, kendte. Og jeg morer mig, fordi jeg tror den nedladende arrogance - bare tag den lokalt, på dette forum - vil blive bragt til ende inden længe. Personligt er jeg endnu ikke blevet overbevist om, at så arrogant selvsikkerhed, endda i formen nedladenhed, er vejen frem. Jeg er åben over for, at jeg kan tage fejl. Men jeg tror det, af gode grunde, ikke. På den anden side står denne vakkelvorne selvsikkerhed, som, tror jeg, kun fremføres fra sikre omgivelser. Når konfrontationen opleves, betakker man sig og trækker sig - således at konfrontationen resulterer i, at den der vil kæmpe mest, alle andre steder end de sikre, får ret. Det er det, religionskonservative er villige til. Og derfor, religionen er blevet et emne i samfundsindretningen igen. Begyndende i det små, bevares. Men man kan jo tilbagevise det, hvis man kan. Med andet end det blotte håb om en anden fremtid. Man kan naturligvis erklære sig ligeglad med, at håndtryk mellem kønnene kan afvises af religiøse årsager, at mad i daginstitutioner skal være rituelt slagtet efter religiøse forskrifter, at institutioner må indrette deres møder efter religiøse krav, at journalister og kunstnere oplever et pres på deres frihed grundet religiøs krav og synliggørelse af konsekvenser, hvis ikke det overholdes, at religiøse overhoveder officielt bliver tildelt en autoritet, der er ene om at blive accepteret blandt religiøse osv., men man kan ikke mene, at det ikke er en del af den udvikling, der naturligvis ikke vil stoppe. Og derfor, tror jeg, at der kommer en snarlig udvikling i samfundsindretningen, som er fundamental. Og jeg tror, det bliver til det bedre (det jeg tror på).