Snak

Ja, det er nok sådan, det forholder sig. Spørgsmålet er hvorfor i forhold til teorien om konsensus. Moderaterne ser ud til at afgive stemmer til SD, mens alle andre borgerlige partier går frem. Hvorfor har M ikke også oplevet fremgang, nu det er det parti af de acceptable partier, der ligger tættest på SD? Jeg mangler et kvalificeret svar på det spørgsmål.

Post Nyrup og da selvsamme i sin tid selv strammede på udlændingefronten, var vel der Socialdemokratiet begyndte at bløde vælgere til DF, tilbage omkring 2001. Det lidt på ryggen af et markedsøkonomisk udsyn og for meget EU.

S i Sverige formår vel i et omfang at fremstå troværdige omkring kursen så langt. De fik i et omfang, ikke ulig Nyrup, sat sig mellem to stole før sommeren, men mest betød det at andre på venstrefløjen kunne samle lidt stemmer op.

Ja, det er nok sådan, det forholder sig. Spørgsmålet er hvorfor i forhold til teorien om konsensus. Moderaterne ser ud til at afgive stemmer til SD, mens alle andre borgerlige partier går frem. Hvorfor har M ikke også oplevet fremgang, nu det er det parti af de acceptable partier, der ligger tættest på SD? Jeg mangler et kvalificeret svar på det spørgsmål.

En del af M vælgerne var som nævnt utilfredse med, at M besluttede ikke at samarbejde med SD overhovedet. Disse vælgere havde så ikke andet valg end bare at stemme på SD for at motivere M til alligevel at ville samarbejde mere med SD.

Men dette problem eksisterede jo ikke i de øvrige borgerlige partier, som desuden kunne nyde godt af tilgang fra vælgere, der var trætte af den socialdemokratiske regering og ønskede en borgerlig regering i stedet for. At stemme på SD var naturligvis også udelukket for sådanne vælgere, fordi en stemme på SD bare ville gøre det svært at danne regering og måske bare resultere i en svag koalitionsregering med både Socialdemokraterne og nogle af de borgerlige partier. Det var vel næppe det, som de ønskede.

@ Friendly

Kan du prøve at give et svar på, hvordan det vælgermønster udtrykker konsensuskulturen?

Der skulle en del til, for at S i Sverige kunne bløde endnu mere end de havde gjort i og omkring 00erne.

I læser alt for meget ind i enkelte vælgerbevægelser.

Post Nyrup og da selvsamme i sin tid selv strammede på udlændingefronten, var vel der Socialdemokratiet begyndte at bløde vælgere til DF, tilbage omkring 2001. Det lidt på ryggen af et markedsøkonomisk udsyn og for meget EU.

S blødte vel endnu mere til Venstre.

Men hvor er det tilfældet? Hvis man bruger DF som rettesnor, så har SD i stor stil høstet stemmer der, hvor det kan forventes. I de områder er det altså svært at argumentere for, at en konsensuskultur skulle holde SD tilbage. Selv nordpå, som ikke ligefrem er der, flygtningene vælter ind over grænsen, er SD gået frem (kampagnen har så her været stilet imod samere).

Det kommer måske som en overraskelse, men de kan godt læse i yderområderne, har fjernsyn endda.

"Det kommer måske som en overraskelse, men de kan godt læse i yderområderne, har fjernsyn endda. "

Hvornår er støtten stor nok til, at man ikke længere kan tale om en konsensuskultur, der holder SD nede?

Kan du prøve at give et svar på, hvordan det vælgermønster udtrykker konsensuskulturen?

Jeg har ikke fulgt debatten om dette tidligere i dette forum. Men konsensusidéen stammer fra Thomas Hobbes, som du kan se på https://da.m.wikipedia.org/wiki/Konsensus Han mente altså, at en fælles moral er et nødvendigt fundament i et samfund for at skabe social orden og undgå, at samfundet forfalder til ren individualisme.

Overfører vi det til de politiske partier, må det vel betyde, at de bør samarbejde om kompromisser og lave fælles regler, som alle derefter forhåbentlig kan respektere. De højrepopulistiske partier vil bare ikke respektere de internationale regler for flygtninge, og udgør derfor et vanskeligt problem for demokratiet i denne sammenhæng.

Fribytter, den kommer til udtryk i grænsetilfældene over hele linjen.

Ok, så primært der, hvor der er tale om grænsetilfælde. Altså fra M til SD.