Nu er det ikke fordi, jeg mener, at hun ikke har en pointe, men der er godt nok meget ævl i den artikel, hvor narrativet virker lettere forudindtaget.
og hvor svært det var at få sin stemme hørt til et møde, fordi beslutningen allerede var taget af en gruppe mænd, inden mødet gik i gang.
Men det ville selvfølgelig have været skide let at få sins temme hørt, hvis beslutningen allerede havde været taget af en gruppe kvinder, inden mødet gik i gang.
Det blev klart for mig, at mange kvinder ikke kommer med problemer til deres mandlige chefer, fordi de ikke vil fremstå svage eller frygter, at det går ud over deres muligheder. De bruger meget energi på at fremstå mere hårde i det, siger hun.
I stor modsætning til mænd, der gladeligt går til deres chefer med alverdens problemer, fordi de slet ikke er bange for at fremstå svage, rygradsløse, eller blot som typen der faktisk har både følelser og problemer.
- Jeg har haft en survival of the fittest attitude til karriere og ledelse, og med den attitude har jeg i årevis gjort det sværere for kvinder i min ledelse at være sig selv, fortæller hun.
Men alle mændene, som hun har presset den "survival of the fittest" attitude på, dem har hun jo åbenlyst ikke gjort det sværere for at være i sig selv.
Det ser hun blandt andet ved, at hun oplever, at kvinder skal tilpasse sig mændenes – ofte – hårdere jargon, og at mange ledelsesmøder ofte placeres klokken 18. Et tidspunkt, hvor der ellers er mulighed for at spise aftensmad med sin familie.
Men mændene behøver selvfølgelig ikke tilpasse sig den hårdere jargon, gør de? De kan sagtens bare lige sige fra, uden det har konsekvenser? Jeg skal medgive, at jeg ikke er den mest alfa-agtige macho dude derude, men den med, at mænd elsker møder klokken 18 kan jeg heller ikke rigtigt genkende. Jeg hader, når arbejdet trækker ud på den måde. Men nogle gange er man bare lidt presset af, at tidligere på dagen er der det normale arbejde, der skal udføres.
- Som mand troede jeg, at alle kvinder kunne blive lyttet til, men nu kan jeg se, at det var nødvendigt, at en kvinde så smuk ud, for at jeg lyttede til hende, fortæller Caroline Farberger.
Siger fjolset, som også insisterede på, at mænd skulle rende rundt i klovneoutfits, hvis de skal tages seriøst. Når man begynder på det her dresscode tumperi, så gavner det ikke nogen, men hvis hun oprigtigt ikke har kunnet "lytte til" kvinder, som bare har bukser og skjorte på og ingen makeup, så var hun jo hele tiden været en åbenlys del af problemet. Og hvad gør hun så nu? Hun fortsætter den giftige stil i stedet for at bryde tendensen.
Svar
