Redigerettors 15. nov 2012
Jeg ringede til telefonen i receptionen, og det søde, naive væsen skyndte sig afsted for at tage telefonen. Lynhurtigt byttede jeg om på tallerknerne. Fingerede en korsbåndsskade ved frokostbordet og sneg mig ned til computeren. Som en anden hyæne gjorde jeg mig klar til at flænse og flå. Havde dog glemt hun ikke er pjattet med grisekød, så hun havde hældt vegetarudgaven af et nøddebrød op.
Så sad jeg der og lignede en hyæne med munden fuld af kaktus. I slow motion falder jeg ned af stolen, og prøver at få det til at ligne elektric boogie. Sød og smuk som receptionisten er, bemærker hun min dans, kigger forbi mit bord på vej tilbage fra receptionen og spørger, om det er en del af en date, at jeg har bragt hendes mad op til mit bord. Med munden fuld af kaktus udstøder jeg et lidende suk og insinuerer, jeg var på vej til receptionen med hendes mad, så hun ikke skulle sulte. Hun opdager det manglende hjørne af nøddebrødet og engleøjnene forvandles til issyle. Jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle helbredes som Lars Mikkelsen af klatretøsen. I stedet bliver jeg tvunget til at spise resten af nøddebrødet, og fortælle om dets fortræffeligheder. Til evig latterliggørelse af de seje drenge, og evig accept af øko-flipperne.
Julefrokosten hvor jeg skulle have danset electrik boogie og lavet robotter natten lang, er blev til stoledans. Alene.