Snak

Haha hvor kan jeg dog ikke være mere enig :D

ALT i ens liv går galt!

... folk overdramatiserer

Jeg overdramatisere i den grad ikke..

Jeg overdramatisere i den grad ikke..

Heller ikke bare en lille smule? Alt er gået galt for dig? Du må bo på gaden. Spise, hvad du kan finde i skraldespanden. Du har mistet en en arm og 4 tæer...

Ja noget i den stil..

Folk må bo på gaden. Spise, hvad de kan finde i skraldespanden og de har mistet en en arm og 4 tæer...

...ens underbukser vil kravle op i røvhullet...

.. Man har taget sig en velfortjent pause på toilettet og kommer tilbage på kontoret med to røde mærker i panden

...folk ikke kan se glæden ved denne smukke og fantastiske mandag!

... livets totale meningsløshed føles nederen. De fleste dage generer den mig slet ikke - den kan nærmest gøre mig opstemt. Men i disse dage gør den mig apatisk, frustreret og... angst, måske?

Det vil altså sige, at der er dage, hvor du ikke føler angst?

Ja, men da er jeg fuld.

Ah fint nok. Sålænge du ikke bedøver din angst med spiritualitet, shopping eller hvad pøblen ellers kan finde på.

... eller bizar kropsfetichisme, også kaldet "fitness". Adr!

Jeg er udstyret med en slags medfødt melankolsk grundstemning, som jeg egentlig ikke har det så skidt med.
Så den almindelige angstexorcisme, som du nævnte eksempler på, anvender jeg ikke i særligt vidt omfang. Bortset fra trøstespisning og shopping af ting, der er nyttige. Som køkkenmaskiner og pladespillere.

Jeg er i samme båd mht. den melankolske grundstemning. Min misantropiske grundstemning medfører samtidig, at jeg generelt ikke associerer mig med mennesker, der ikke er melankolske. Jeg antager, at glade mennesker er gale. Og ikke på den gode måde.

Ja, smilesvinene er så klart de mindst troværdige mennesker i denne verden. Løgnere alle til hobe.

Nej, jeg må indrømme, at jeg har en klar tendens til at antage, at alle andre - altså de glade eller de ubekymrede - har fat i den lange ende, og at jeg selv er galt afmarcheret.
På den anden side er det min erfaring, at glade og ubekymrede mennesker i længden er ret kedelige.

Som melankoliker har man selvfølgelig mange øjeblikke, hvor man overvejer om ikke det er en selv, der har misforstået alting. En konstant selvsikker melankoliker findes næppe. Dog vil man, det er i hvert fald min oplevelse, finde de glade og positive mennesker både simple og tåbelige, når man falder i snak med dem.

Vi burde, i kraft af vores fælles brister, drikke os i hundene på Jaguaren eller en anden brun bodega på øen en dag.