Men Kusk, også netop derfor, er det jo mere relevant at få fagfolk på. Mig bekendt skal de her kraftigt overvægtige personer tabe sig en del, før de kan få en operation. Vist for at vise at de virkelig er indstillede på det.
Som sagt er det vigtigt at indeksere folk, alt efter hvilken form for adfærd der er bag overvægten. Er man f.eks. kronisk overspiser; er man en af dem, der bare ikke kan stoppe og nøjes med et stk. kage - eller er man en af dem, der bare skal tage trappen fremfor elevatoren, for at være i ligevægt.
Under alle omstændigheder stejler jeg lidt, når du siger fagfolk (ikke fordi jeg er direkte uenig). For de mennesker evner i RIGTIG mange tilfælde ikke det vigtigste - forståelsen! Se nu på en mand som Chris McDonald. Han starter med, fra den ene dag til den anden, at sætte folk direkte fra slik og kager til et liv kun med grøntsager og løb. Og sådan er mange af den slags fagfolk desværre.
Der findes derimod også diætister, der tager det psykologiske aspekt med ind, når de laver en diæt efter personlige præferencer. Det er mit umiddelbart indtryk, at det virker langt bedre end ellers. Igen er det vigtigste dog at finde ud af, hvad der er udtryk for overvægten - om det er tilfældigt, en psykologisk blokade eller decideret trøstespisning.
Operationen er og bliver den nemme løsning.
Som Kaffe afskyr jeg dog mobningen, og den der "du kan bare tage dig sammen" holdning.
Grundlæggende er det jo et ret menneskeligt træk at have et område, hvor man "skal tage sig sammen". Desværre for de overvægtige (de fleste) har de et område, hvor det meget let kan ses, og det er selvfølgelig synd for dem. Men vi må aldrig, når det er sagt, komme væk derfra, hvor det ikke er deres eget grundlæggende ansvar. Det vil i den grad være et skråplan, hvis det ikke blev folks eget ansvar - det er trods alt begrænset, hvad fællesskabet skal tage ansvar for. Ligeledes ud fra den tanke, at man ALDRIG kommer det til livs, hvis ikke man har nogle til at styre processen, når de er kommet på ret spor.
Som jeg skrev før, så skylder vi dog de overvægtige at tage dem seriøst - og det gør man ikke ved at anskue dem over en kam og fænomenet som udelukkende et udtryk mellem forbrændte og indtagne kalorier! I visse af de ekstreme tilfælde vil jeg sågar mene, at man godt kan diskutere, om ikke det i et vist omfang kunne kategoriseres som en psykisk lidelse at være overspiser. I andre tilfælde en blokade, der kan tøjles (jeg kender en, der var fattig som barn og derfor ikke kan gå fra et fad, før der er spist helt op) - og i tredje tilfælde, at folk vitterligt skal tage sig sammen.
Svar
