Altså den æstetiske forfængelighed er jo i direkte tråd med kirkernes og moskeernes arkitektoniske ditto. Det uforbeholdne mådehold - for den troende - er ganske vist et mål i sig selv, og udleves når enten troen er implementeret eller forholdene ikke er til andet. Men i abrahamitiske religioner er det vigtigt at missionere, og det må man gøre, på den måde der egner sig bedst til én, og efter de forhold, der omgiver én. Det er bl.a. derfor, man kan fortolke teksterne. At være hjælpsom er én måde. At vise sig fra sin bedste side, når man møder et andet menneske, er en anden. Ikke at der kun er de to, det er blot for at give nogle eksempler, og det er ift. det sidste, at forfængeligheden kan spille ind. Man må ikke overgive sig til det, men det kan være en fordel, hvis det æstetiske er med til at styrke oplevelsen af, at du er en person, andre gerne vil måle sig med, knytte sig til osv. Det er ganske anerkendt at det udtrykte maskuline og feminine er dragende på andre. På begge køn, men af forskellige årsager. Og det er videre ud af samme forståelse, at der er forskel på hvorvidt f.eks. en muslimsk mand og en muslimsk kvinde, må tage en ægtefælle af anden religiøs observans, end ens egen. Så det kan så at sige være en vej til at udbrede religionen - målet helliger midlet.