Snak

Jeg tror du har helt ret i det første.

Jeg kan huske, at jeg i timerne efter eksperimenterede med de andre virkelighedsopfattelser, hvor vrede naturligvis var den mest logiske - omvendt kom jeg frem til, at jeg ikke ville kunne kende gerningsmændene (ligesom der ikke ville være vidner). Den version ville altså, fordi jeg ikke kan rette vreden noget sted hen, i længden skade mig selv mere end noget andet.

Det eneste, der kan gøre mig vred i et omfang, der tenderer Matias´ måde at reagere på, er sjovt nok hvis det går ud over andre som jeg har kær. Når det er mig selv derimod, så gør jeg alt for at undgå konflikt og vil hellere fortrække.

"Den version ville altså, fordi jeg ikke kan rette vreden noget sted hen, i længden skade mig selv mere end noget andet"

- Det ville ikke virke for mig. At forsøge at rationalisere en uretfærdighed væk, fungerer ikke i mit univers. Det ville blive en samling af små "negativitetsknuder", der ville blive viklet ind i hinanden. Og til sidst ville jeg enten eksplodere eller blive syg (jeg tror at uforløst negativitet kan gøre en syg).

"Jeg skal ikke kunne sige om det er det, men det virker på mig, som en forsvarsmekanisme, der har det formål, at illusionen om retfærdighed og virkeligheden ikke bryder helt sammen."

Jeg tror ikke, jeg forstår dig/jer. Netop dét at Kusk var komplet uskyldig må vel forstyrre dette retfærdighedsbillede, hvorimod man bedre kunne forstå (omend ikke bifalde), hvis han var blevet angrebet som følge af en lidt for kæk bemærkning eller lignende.

"Det ville ikke virke for mig. At forsøge at rationalisere en uretfærdighed væk, fungerer ikke i mit univers. Det ville blive en samling af små "negativitetsknuder", der ville blive viklet ind i hinanden. Og til sidst ville jeg enten eksplodere eller blive syg (jeg tror at uforløst negativitet kan gøre en syg)."

Jeg har nu også svært ved at tro, det er muligt at føre ud i livet uden et vist element af selvbedrag. Man kan selvfølgelig analysere på sine følelser og reaktioner og forsøge at komme dem nærmere til bunds for på dén måde at komme tættere på en accept af situationen, men jeg tror det er de færreste (hvis nogen overhovedet), der i så markant grad kan rationalisere sig frem til, hvordan man på optimal vis styrer sine følelser i en given retning.

Dybest set tror jeg, at det hele afhænger af selvbilledet.

Man kan vælge at se sig selv som moralsk overlegen (fordi man tilgiver sine gerningsmænd). Det er den metode, der altid har virket for kristne mennesker og i dag - i mine øjne - for mange socialister. Min erfaring med denne logik har da også været god, hvorfor den er populær, selvom jeg inderst inde synes det er en lidt ynkelig livsanskuelse (men vel at mærke kun fordi, at vi pga. tabuer ikke tør tale åbent om det). Normalt forsværger jeg den da også, men det her er i mangel på bedre.

Alternativt, og hvad der er mest naturligt, kan man vælge af se sig selv som en værgeløst offer for en uretfærdighed. Det tror jeg medfører bitterhed og en dyb indre bebrejdelse af, at man aldrig får lov til at stikke en skruetrækker ind i knæskallen på sine overfaldsmænd. Man begynder at tænke på ting som man kunne have gjort anderledes, og som konsekvens begynder man at overkompensere fremefter (blive mistænksom, indtage forsvarsposition uden grund og måske bliver man endda racist). Sådan ville jeg i al fald blive.

"Netop dét at Kusk var komplet uskyldig må vel forstyrre dette retfærdighedsbillede"

- Jo men det er jo ikke stort anderledes end børn der til stadighed elsker deres forældre, om end de (forældrene) begår overgreb på dem. Forsvarsmekanismer er netop ret ofte ikke til at forklare, ud fra rationelle argumenter. Det handler derfor ikke om hvad der, rationelt, giver bedst mening, men derimod om ens verden vælter, hvis man i alle sammenhænge og tilfælde forholder sig fuldkommen rationelt til de oplevelser, man får. Vi to har da også snakket om det - bare i andre sammenhænge. Alt det der med ens udkårne osv. Man kan jo af samme årsager begynde at tvivle så meget på, hvad der virkelig sker, fordi den (virkeligheden) kan være så barsk, at den kan være umulig at forholde sig til, mens det står på. Så kan man komme til at bilde sig ind, at virkeligheden er en anden, end den er, og en anden end de begivenheder den byder på, taler for.

Igen, jeg skal ikke kunne sige, om det er det, der sker, om forsvarsmekanismen har et navn eller noget helt tredje. Men jeg har så ofte oplevet, at der reageres på den måde - og det er så mit bud på at rationalisere sig frem til, hvorfor der reageres så irrationelt.

"Alternativt, og hvad der er mest naturligt, kan man vælge af se sig selv som en værgeløst offer for en uretfærdighed. Det tror jeg medfører bitterhed og en dyb indre bebrejdelse af, at man aldrig får lov til at stikke en skruetrækker ind i knæskallen på sine overfaldsmænd. Man begynder at tænke på ting som man kunne have gjort anderledes, og som konsekvens begynder man at overkompensere fremefter (blive mistænksom, indtage forsvarsposition uden grund og måske bliver man endda racist). Sådan ville jeg i al fald blive."

Nu mener jeg ikke det tankespind du opstiller er den naturlige konsekvens af at føle sig uretfærdigt behandlet, tværtimod er det en meget ekstrem tangegang du opstiller. Men nok om det, for det er egentlig ikke min pointe, men derimod, at jeg ikke tror, det er muligt i dén grad at vælge, hvordan man vil agere. Man kan sige, at man vil gøre sådan-og-sådan, men om følelseslivet følger trop, er jeg ikke sikker på, for følelser lader sig ikke bare sådan diktere af logik.

Med tiden, intensiv bearbejdning af sine tanker og følelser (og i nogle tilfælde professionel hjælp), så tror jeg man kan, om ikke lære, så i hvert fald nærme sig det at tilgive dem der har gjort én uret, men jeg tror ikke man i den situation du står i, er nået så langt i processen.

"Man kan vælge at se sig selv som moralsk overlegen"

- Den hopper jeg til gengæld ikke på. Og det er jeg, i modsætning til det andet, overbevist om, er en forsvarsmekanisme. Det er en forsvarsmekanisme der har til hensigt, fiktivt at forsøge, at genrejse ens ære. Så kan man (og det gør jeg da også selv) mene, at ære er et lidt flyvsk begreb, der nærmest kan "voldtages" efter forgodtbefindende, men retfærdighedsfølelse og æresfølelse mener jeg går hånd i hånd, som minimum i de tilfælde, der implicerer en selv.

Og det er jeg, i modsætning til det andet, overbevist om, er en forsvarsmekanisme.

Det medgiver jeg også gerne.

men retfærdighedsfølelse og æresfølelse mener jeg går hånd i hånd, som minimum i de tilfælde, der implicerer en selv.

Men virkeligheden afstemmes jo af, hvordan vi vælger at tolke den (som der nævnes med kærlighed tidligere). Derfor bliver den opstillede virkelighed, hvis man tror nok på den, til virkelighed.

Hvis man mener det er mest ærværdigt at tilgive ofre, fremfor at fremstå bitter (hvad man konstruktivistisk antager vil ske), jamen så er æren jo så at sige genrejst.

Nu mener jeg ikke det tankespind du opstiller er den naturlige konsekvens af at føle sig uretfærdigt behandlet, tværtimod er det en meget ekstrem tangegang du opstiller.

Sådan er jeg i al fald sikker på, at jeg ville have det. Du skrev tidligere, at du ikke troede, du ville tage det så pænt som mig (hvis jeg da gør det, når chokket har fortaget sig) - hvordan ville du da reagere, optimalt?

"Du skrev tidligere, at du ikke troede, du ville tage det så pænt som mig (hvis jeg da gør det, når chokket har fortaget sig) - hvordan ville du da reagere, optimalt?"

Jeg reagerer netop ikke optimalt og det er faktisk min pointe: at man kan forsøge (og sikkert også blive bedre til med tiden) at tackle situationer som din bedre, men man kan ikke bare vælge frit fra alle hylder, hvordan man vil bearbejde det. Jeg kan give to eksempler, begge har jeg tidligere omtalt herinde:

1) For et par år siden blev min kammerat tildelt et par knytnæveslag i hovedet på grund af en halvkæk bemærkning fra mig til to andre, som altså både overreagerede og lod det gå ud over den forkerte. Jeg reagerede dengang ved efterfølgende at lade det gå ud over min dør. Det medførte en brækket hånd. Optimalt? Nej sgu da, det er da så dumt som noget kan blive, men det var nødvendigt for mig, dels for at rase ud over deres adfærd, dels fordi jeg var så tynget af skyld.

2) For et par uger siden blev jeg snydt for et (symbolsk) beløb af DSB som følge af en fuldstændig ulogisk og uretfærdig procedure i deres system. Jeg ringede til en håndfuld mennesker og spruttede af raseri, og endte med at melde afbud til en fest om aftenen, fordi jeg ikke kunne falde ned og lade det ligge. Optimalt? Nej sgu da, jeg blev taget ved næsen og valgte derpå at straffe mig selv yderligere ved at blive væk fra hvad der sikkert var endt med at blive en sjov aften.

I ingen af tilfældene har jeg altså tacklet situationerne på en måde, jeg vil anbefale andre. Men jeg har dog forholdt mig til, hvordan jeg følte i de givne situationer. Jeg var vred og fyldt med afmagt, og jeg var nødt til at få afløb for de følelser efter bedste evne, ellers ville det hobe sig op i mig. Det afhænger naturligvis af temperament, og jeg kan have et hidsigt gemyt, særligt når det gælder uretfærdighed, så det er (forhåbentlig) ikke en standardreaktion for alle. Jeg tror dog det er vigtigt for alle - uagtet hvordan de så vælger at få afløb - at de dog får afløb og tillader sig selv at være rasende, når det er på sin plads at være rasende. At sige til sig selv, så kort tid efter, mens episoden stadig er tæt inde på livet af dig, at du tilgiver og er ovre det, tror jeg er udtryk for et selvbedrag, og dén reaktion er mere skadelig på sigt end et midlertidigt ømt håndled.

Du kan meget vel have en pointe. Tiden vil vise det.

I dag har jeg eksempelvis haft en frygtelig trang til at motionere, selvom det ikke er så hensigtsmæssigt min tilstand i betragtning.

"I dag har jeg eksempelvis haft en frygtelig trang til at motionere, selvom det ikke er så hensigtsmæssigt min tilstand i betragtning."

Og dét tror jeg så til gengæld er en meget sundere version af mit reaktions"mønster".

Cheech du er lige ved at få talt dig ind på at reaktionerne nok er forskellige fra person til person, for så at skære alle over en kam igen.
Jeg tror ikke man kan lære noget vigtigere af episoden, end at blive fortrolig med sine følelser efter en sådan situation og derefter bearbejde dem på en måde der virker for dig.

"Cheech du er lige ved at få talt dig ind på at reaktionerne nok er forskellige fra person til person, for så at skære alle over en kam igen."

Det synes jeg nu ikke jeg gør. Den eneste pointe jeg har, som gør sig gældende for (stort set) alle er, at man ikke frit kan vælge, hvordan man vil reagere ovenpå en uretfærdighed. Det er dog afledt af en generalisering, som jeg dog også tror har sin rigtighed, nemlig at (stort set) alle har en retfærdighedssans som kan og vil blive krænket i løbet af deres liv. Når det sker, oplever man en følelse af overgreb, og den frustration der afledes af denne følelse skal man tillade sig selv at føle.

"Jeg tror ikke man kan lære noget vigtigere af episoden, end at blive fortrolig med sine følelser efter en sådan situation og derefter bearbejde dem på en måde der virker for dig."

Det synes jeg egentlig netop er hvad jeg skriver. Hvor læser du et anderledes budskab?

Jeg reagerer ligesom Matias også meget skarpt på provokationer etc i nattelivet. Jeg er 1.83, og ret splejset. Er tidligere løbet ind i del ´diskussioner´, men er endt uden problemer. Jeg lover folk brækkede næser i vildskab og det får tilsyneladende en del til at bakke af. De tænker nok: "han må være sindsyg ham den lille idiot"

Det er nok en forsvarsmekaniske som mange per automatik benytter.

For eksempel da en eller anden jysk soldat og hans 4 venner gjorde sig smart på min evne til at tænde en smøg. Jeg kiggede ham stift i øjnene og spurgte ham om han er god til at samle tænder op med brækkede fingre. Så gloede de lige lidt, og så skred de uden et ord.

Jeg har stadig til gode at love 4-5 amagerbrider tæsk - den tror jeg lige jeg lader ligge lidt endnu.

Jeg vil også til hver en tid råde folk til at skride hvis der bliver ballade.

At sige til sig selv, så kort tid efter, mens episoden stadig er tæt inde på livet af dig, at du tilgiver og er ovre det, tror jeg er udtryk for et selvbedrag

Her. Hvis ikke alle er skåret over en kam så i hvert fald alle der reagerer således. Jeg er sådan set enig i at alle nok i en eller anden grad oplever at få deres syn på retfærdighed krænket, men jeg er til gengæld også helt overbevist om at folk reagerer milevidt forskelligt på dette.

For eksempel da en eller anden jysk soldat og hans 4 venner gjorde sig smart på min evne til at tænde en smøg. Jeg kiggede ham stift i øjnene og spurgte ham om han er god til at samle tænder op med brækkede fingre. Så gloede de lige lidt, og så skred de uden et ord.

Gud forbyde selvironi! Jeg skal fandme ikke grine af mig selv over noget jeg ligger så stor ære i som at tænde en smøg.
Fy for satan nogle grimme karle.

Nu kender du jo ikke situationen, eller hvad de stod og sagde til mig.

Menige der er sammen i byen kan være noget så dumme at høre på, og af en eller anden årsag føler de sig som verdensmænd der kan tillade sig en hel del. Det kan de ikke i København.

I dette tilfælde er det nu Kusk, jeg tager udgangspunkt i. Det skyldes, at hans forklaring har så meget rationalisering over sig, så jeg tror på, han siger til sig selv, at det er sådan han føler, men at det ikke nødvendigvis er sådan han reelt føler.

Jeg tror, det er muligt for nogen at reagere med umiddelbar tilgivelse, men ikke som følge af den tankerække, Kusk har gennemført. Hér tror jeg der er tale om selvbedrag.

Pukle, du lyder som en hyggelig fætter at rende i i byen.