Sahara Hotnights nye.
Det viste sig at “leaving” virkelig “was a loving thing” for Sahara Hotnights da de brød op i 2012. For længe, for meget og for hårdt havde det været for pigerne - der dog stadig betragtes som nutidens største rockstjerner i Sverige og forbilleder for massevis af unge kvindelige svenske musikere. Comeback-albummet med den modigt forventningsafstemmende titel “Love in Times of Low Expectations” har en efterkrigstids foruroligende musikalske ro over sig. Genopbygningens svære tid. “We just have to wait and see, if we can make it until the end, now go gently on us please”, synger Maria Andersson (nu også Lundell) på “Vertigo” eller Way To Go, som den nok i virkeligheden burde hedde. Der er lang vej endnu. Albummet er som et lille barn, der afkræver lytteren omsorg og forståelse. Udbyttet er holdbart.
Lyden er soft, væk er punk- og rockattituderne fra de 6 tidligere udspil, afløst af en næsten buddhistisk ro og selverkendelse. Oprøret mod undermålerne og livets kujoner er afløst af en stille desperation der vel følger med at runde de 40 år. Det er det løse tøj der pryder coveret, i Marias tilfælde næsten lidt for stort, som er hun ikke helt blevet voksen endnu. Tøjfarven på coveret er overvejende hvid, og sangene handler om vigtigheden af det svære greb i livet, at gøre det tunge let, uden at det mister sin dybde, eller “drop the weight from your shoulder, wear it light in your chest” synger hun på “Heavy Load”. Men farverne er samtidig også rød og sort, for kærlighed hænger trods modningen for pigerne stadig sammen med mørke, depression og smerte. Og den dualisme er overalt, men hos Sahara Hotnights går den begge veje, for som Maria synger på “Leander” “your heart won’t break, it hurt because it grows”.
Sangene har næsten alle en lethed og åndelighed til fælles i tekst og musik. Det er som om Maria synger til os fra en anden dimension, og det er ikke kun den drømmende, distancerede musik der tager os med derhen. Også teksterne er som skrevet til os fra en fjern galakse hvor hun modigt åbner sin egen personlige malebog for os, “safe and out of reach”, som hun synger på “Leander”. Hun har fundet hjem dér, ikke blandt de levende, men i en hybrid mellem en tåge og en planet, midt mellem materie og ånd, kærlighed og hverdag, frygt og håb. Hun har også fundet hjem igen til sit band, som forlod hende, og som hun har krydset oceaner for at gendanne. Nu står de så her, ny-skrøbelige og sårbare i arrangementerne som porcelæn, og synger ligeså dejligt selvmodsigende som både livet selv og hele albummet om vigtigheden af ikke at gemme sig, men at kæmpe og at slå fra sig med glaskæbe, smørhænder og Ming-vaser overalt på bordene. Livet er blevet let, men ikke lettere.
"I have a dark vision of society where people manipulate each other"
Svar
