Hej allesammen, jeg er syg, så jeg sidder bare og stener derhjemme, og så faldt jeg over denne tråd. Jeg har kun læst side 558, så mit indlæg tager ikke højde for tidligere indlæg. Jeg vil gerne besvare jeres spørgsmål, for jeg tror, at jeg har bedre forudsætninger for at svare, end dem der har svaret på s. 558, for svarene svarer til det, man kan læse i Berlingske, Politiken og andre traditionelle medier.
Jennerdrengen spurgte til Ukraines mulighed for at stå imod omtrent 200.000 ordentligt udstyret soldater med 12 måneders tidligere værnepligt og 4 måneders genopfriskning. Over for denne forstærkning nævnes materiel såsom 134 (lette) tanks (kampvogne red.). Betegnelsen lette, middel og tunge kampvogne er forældede. Betegnelserne stammer fra 2. verdenskrig, men allerede i årene efter krigen gik man bort fra dem, fordi man gik over til kun at bruge betegnelsen MBT (main battle tank). Der er altså i dag kun en slags. Nogle af disse MBT´s, der stadig er i brug, er dog forældede så som Leopard 1 (uanset opgradering) og T-72, og det er dem, der måske fejlagtigt betegnes som lette kampvogne.
Indledningsvis er det værd at få styr på, hvad materiellet og mandtallet i store træk dækker over, så man kan lære at gøre brug af nogle tommelfingerregler.
200.000 russiske mænd svarer til en armé. NATO-arméer er traditionelt en del mindre, men russernes doktrin har de sidste mindst 300 år båret præg af, at de mandskabsmæssigt altid har haft så mange flere, end fjenden har haft. Og hvis vi lige tager os tid til at køre ud af et sidespor, så kan man også se, hvordan russerne de sidste 300 år har smidt mænd på ethvert militært problem, indtil det er blevet løst. Det har i store træk virket 50% af tilfældene.
Hvis vi ellers går ud fra, at der er mandskab nok til at bruge al det nævnte materiel, så svarer de 134 kampvogne til en panserbrigade eller en (mekaniseret) infanteri-division. Der er dog en hel del artilleri i overskud, men det kommer jeg ind på senere.
Isoleret set er en mekaniseret infanteri-division som udgangspunkt ikke nok til at forsvare mod en armé, hvis vi i det meget opstillede scenarie sætter dem op mod hinanden på en åben slagmark i det, der kaldes et kontaktslag. Her lægges også til grund, at styrkerne har adgang til udstyr på samme niveau, og at soldaterne er af omtrent samme kvalitet.
Får Ukraine derimod 300 kampvogne og ikke kun 100, så svarer det i et tænkt eksempel til et mekaniseret infanterikorps, og så er vi der, hvor de er nok til at kunne forsvare mod en arme.
Dette er en meget forsimplet måde at se på tingene, men det fungerer fint som tommelfingerregel, hvis man har den fornødne viden.
Fordi ingen af parterne sådan rigtig har luftherredømmet, bliver artilleristøtten vigtigere, end den ellers ville være. Her nævnes 105 haubitser og 72 artilleripiecer. En artilleripiece og en haubitser er det samme. 177 stykker artilleri er meget, hvis det skyder samtidig i 10 minutter. Det kan derudover dække et vanvittig stort område, og det er vanvittig dødbringende. Eksempelvis er der kun 54 artilleripiecer i en division, der ellers består af op mod 20.000 mand. Det skyldes, at ildkraften er så stor; eksempelvis kan 18 kanoner dræbe samtlige bløde og udækkede mål inden for 1 kvadratkilometer på under 1 minut. Nogen indvender her, at det jo bare drejer sig om 18 granater på knapt 50 kg, der rammer jorden. Det er ikke korrekt. Man bruger en type granat, der åbner sig over træfpunktet og bliver til 60 mindre granater, der spreder sig over området og detonerer nedad i 5-10 meters højde. Hvis man vil maksimere effektiviteten, kan man også affyre 3x18 granater på en måde, så de ender med at detonere samtidig i samme højde. Det river ALT i stykker, og en hjelm, skudsikker vest ect. hjælper overhovedet ikke. Du skal være dækket af tykke træstammer, en tomme stål eller omtrent 1 m jordvold, og det er man meget sjældent som afsiddet fremrykkende infanteri.
Slagmarken i Ukraine har netop båret præg af, at mange af russernes angreb er foretaget af afsiddet infanteri over åbent eller halv åbent terræn.
Konklusion: Ja, jeg tror også, at med alt taget i betragtning, så kan ukrainerne godt stå imod, hvis de får den lovede mængde materiel i tide. Der er dog flere ting, der spiller, såsom russernes ringe evne til at få materiel frem til fronten samtidig med, at ukrainerne også er blevet bedre til at ramme russernes knudepunkter. Rusland har nemlig historisk set og er faktisk også i dag været så fattigt, at de har et helt utrolig ringe netværk af veje. Det gør det så godt som umuligt for dem at få materiel og mandskab frem med andet end jernbane. Det hæmmer deres mulighed for at kunne ramme med samtlige 200.000 mand samtidig eller bare noget, der minder om. Derudover har det sidste års erfaringer vist, at russerne har foretrukket virke med det, der hedder en "kampgruppe". En kampgruppe består af op mod 1000 mand, og erfaringen viser, at det er så godt som umuligt for dem at benytte mere end 3 af gangen i samme offensive manøvre. Faktisk er de nede på som alt overvejende hovedregel kun at benytte 2. Den slags er naturligvis en hel del nemmere at forsvare sig imod, og det taler igen til ukrainernes fordel.
Jennerdrengen spurgte til Ukraines mulighed for at stå imod omtrent 200.000 ordentligt udstyret soldater med 12 måneders tidligere værnepligt og 4 måneders genopfriskning. Over for denne forstærkning nævnes materiel såsom 134 (lette) tanks (kampvogne red.). Betegnelsen lette, middel og tunge kampvogne er forældede. Betegnelserne stammer fra 2. verdenskrig, men allerede i årene efter krigen gik man bort fra dem, fordi man gik over til kun at bruge betegnelsen MBT (main battle tank). Der er altså i dag kun en slags. Nogle af disse MBT´s, der stadig er i brug, er dog forældede så som Leopard 1 (uanset opgradering) og T-72, og det er dem, der måske fejlagtigt betegnes som lette kampvogne.
Indledningsvis er det værd at få styr på, hvad materiellet og mandtallet i store træk dækker over, så man kan lære at gøre brug af nogle tommelfingerregler.
200.000 russiske mænd svarer til en armé. NATO-arméer er traditionelt en del mindre, men russernes doktrin har de sidste mindst 300 år båret præg af, at de mandskabsmæssigt altid har haft så mange flere, end fjenden har haft. Og hvis vi lige tager os tid til at køre ud af et sidespor, så kan man også se, hvordan russerne de sidste 300 år har smidt mænd på ethvert militært problem, indtil det er blevet løst. Det har i store træk virket 50% af tilfældene.
Hvis vi ellers går ud fra, at der er mandskab nok til at bruge al det nævnte materiel, så svarer de 134 kampvogne til en panserbrigade eller en (mekaniseret) infanteri-division. Der er dog en hel del artilleri i overskud, men det kommer jeg ind på senere.
Isoleret set er en mekaniseret infanteri-division som udgangspunkt ikke nok til at forsvare mod en armé, hvis vi i det meget opstillede scenarie sætter dem op mod hinanden på en åben slagmark i det, der kaldes et kontaktslag. Her lægges også til grund, at styrkerne har adgang til udstyr på samme niveau, og at soldaterne er af omtrent samme kvalitet.
Får Ukraine derimod 300 kampvogne og ikke kun 100, så svarer det i et tænkt eksempel til et mekaniseret infanterikorps, og så er vi der, hvor de er nok til at kunne forsvare mod en arme.
Dette er en meget forsimplet måde at se på tingene, men det fungerer fint som tommelfingerregel, hvis man har den fornødne viden.
Fordi ingen af parterne sådan rigtig har luftherredømmet, bliver artilleristøtten vigtigere, end den ellers ville være. Her nævnes 105 haubitser og 72 artilleripiecer. En artilleripiece og en haubitser er det samme. 177 stykker artilleri er meget, hvis det skyder samtidig i 10 minutter. Det kan derudover dække et vanvittig stort område, og det er vanvittig dødbringende. Eksempelvis er der kun 54 artilleripiecer i en division, der ellers består af op mod 20.000 mand. Det skyldes, at ildkraften er så stor; eksempelvis kan 18 kanoner dræbe samtlige bløde og udækkede mål inden for 1 kvadratkilometer på under 1 minut. Nogen indvender her, at det jo bare drejer sig om 18 granater på knapt 50 kg, der rammer jorden. Det er ikke korrekt. Man bruger en type granat, der åbner sig over træfpunktet og bliver til 60 mindre granater, der spreder sig over området og detonerer nedad i 5-10 meters højde. Hvis man vil maksimere effektiviteten, kan man også affyre 3x18 granater på en måde, så de ender med at detonere samtidig i samme højde. Det river ALT i stykker, og en hjelm, skudsikker vest ect. hjælper overhovedet ikke. Du skal være dækket af tykke træstammer, en tomme stål eller omtrent 1 m jordvold, og det er man meget sjældent som afsiddet fremrykkende infanteri.
Slagmarken i Ukraine har netop båret præg af, at mange af russernes angreb er foretaget af afsiddet infanteri over åbent eller halv åbent terræn.
Konklusion: Ja, jeg tror også, at med alt taget i betragtning, så kan ukrainerne godt stå imod, hvis de får den lovede mængde materiel i tide. Der er dog flere ting, der spiller, såsom russernes ringe evne til at få materiel frem til fronten samtidig med, at ukrainerne også er blevet bedre til at ramme russernes knudepunkter. Rusland har nemlig historisk set og er faktisk også i dag været så fattigt, at de har et helt utrolig ringe netværk af veje. Det gør det så godt som umuligt for dem at få materiel og mandskab frem med andet end jernbane. Det hæmmer deres mulighed for at kunne ramme med samtlige 200.000 mand samtidig eller bare noget, der minder om. Derudover har det sidste års erfaringer vist, at russerne har foretrukket virke med det, der hedder en "kampgruppe". En kampgruppe består af op mod 1000 mand, og erfaringen viser, at det er så godt som umuligt for dem at benytte mere end 3 af gangen i samme offensive manøvre. Faktisk er de nede på som alt overvejende hovedregel kun at benytte 2. Den slags er naturligvis en hel del nemmere at forsvare sig imod, og det taler igen til ukrainernes fordel.
Lyngby og Arsenal.