D. 3/10-07 vil for evigt blive husket som en skammens dag. Det var dagen hvor jeg, sked i mine bukser for første gang i, tja ihvertfald et par år. Det den universelle og udødelige historie om svigt, kærlighed, skam og lort, masser af lort.
Det var på holmbladsgade, det var aften og klokken havde passeret 21. Rastløs og hæmmet af gårsdagen druk, befandt jeg mig på vej hjem til mine forældre.
En smøg og en flaske vand, var den lede cocktail, der fik tarmen til at flyde over, og derved kastede mig ud i en hæsblæsende kamp mod uret, og min egen krops forræderi. Men et massivt pres mod min endetarms åbning, nærmest vaklede jeg ned mod sportshallen på holmbladsgade, hvert skridt, hver bevægelse føltes som et sæag i maven, eller et tryk på tarmen.
Flere gange tænkte jeg på at finde en busk og møge mig bag, men min tro på migselv og min egen renlighed fik mig på andre tanker, ohh fordømte arrogance.
Jeg nåede hallen med de, i mine tanker, forgyldte toiletter hvor sæben flød i stride strømme og hvor brættet altid er lidt lummert. På dette tidspunkt har jeg klaret så meget tarm-tortur at jeg ville kunne deltage i enhver snak om tortur på diverse asylcentre i landet.
Mine nerver var flossede, mit hjerte bankede som en cokejunkies og tårene stod ud af mine øjne, da jeg endelig så skilltet" WC Herre". Jeg troede min lykke var gjort, og at jeg havde gjort det umulige, men nej! Som den lille luder judas min tarm, ja hele min krop er, lukker den op for slusserne da jeg er et par skridt fra toilettet.
Jeg når at smække og låse døren før det vælter ud af mig, jeg gisper og kan ik få vejret, sveden pipler ned af mit ansigt, og jeg kommer med lyde jeg ikke viste jeg kunne lave, stønner og griner på samme tidspunkt!! Jeg kæmper med at åbne mine bukser, ak og ve for sent!! Der er lort over det hele; på gulvet, på brættet, nede i toilettet, ned af toilettet, i mine bukser, på mine ben, over det fucking hele!!Sidder nærmest i bogstaveligste forstand i lort til halsen. Stanken er uhyrlig, den minder mig om gamle mennesker, bræk, sved og benzin blandet sammen og tilsat stanken fra at gaskammer.
Efter den først bølge af chok og væmmelse, begynde jeg at tænke på en udvej. Selvmord er det første der falder mig ind, men hvordan?? Har ikke remedierne til det, og for det andet ville mit eftermæle måske lide lidt under hvordan jeg ville blive fundet.
Efter ca 5-10 minutters overvejelser ser jeg mig nødsaget til at ringe efter min far og krybe til korset. Temmelig ufedt at skulle bede sin far komme og hente sig pga. man har skidt i bukserne osv.
det sørgeligste er sgu at jeg på tidspunktet var 27 år.......
Det var på holmbladsgade, det var aften og klokken havde passeret 21. Rastløs og hæmmet af gårsdagen druk, befandt jeg mig på vej hjem til mine forældre.
En smøg og en flaske vand, var den lede cocktail, der fik tarmen til at flyde over, og derved kastede mig ud i en hæsblæsende kamp mod uret, og min egen krops forræderi. Men et massivt pres mod min endetarms åbning, nærmest vaklede jeg ned mod sportshallen på holmbladsgade, hvert skridt, hver bevægelse føltes som et sæag i maven, eller et tryk på tarmen.
Flere gange tænkte jeg på at finde en busk og møge mig bag, men min tro på migselv og min egen renlighed fik mig på andre tanker, ohh fordømte arrogance.
Jeg nåede hallen med de, i mine tanker, forgyldte toiletter hvor sæben flød i stride strømme og hvor brættet altid er lidt lummert. På dette tidspunkt har jeg klaret så meget tarm-tortur at jeg ville kunne deltage i enhver snak om tortur på diverse asylcentre i landet.
Mine nerver var flossede, mit hjerte bankede som en cokejunkies og tårene stod ud af mine øjne, da jeg endelig så skilltet" WC Herre". Jeg troede min lykke var gjort, og at jeg havde gjort det umulige, men nej! Som den lille luder judas min tarm, ja hele min krop er, lukker den op for slusserne da jeg er et par skridt fra toilettet.
Jeg når at smække og låse døren før det vælter ud af mig, jeg gisper og kan ik få vejret, sveden pipler ned af mit ansigt, og jeg kommer med lyde jeg ikke viste jeg kunne lave, stønner og griner på samme tidspunkt!! Jeg kæmper med at åbne mine bukser, ak og ve for sent!! Der er lort over det hele; på gulvet, på brættet, nede i toilettet, ned af toilettet, i mine bukser, på mine ben, over det fucking hele!!Sidder nærmest i bogstaveligste forstand i lort til halsen. Stanken er uhyrlig, den minder mig om gamle mennesker, bræk, sved og benzin blandet sammen og tilsat stanken fra at gaskammer.
Efter den først bølge af chok og væmmelse, begynde jeg at tænke på en udvej. Selvmord er det første der falder mig ind, men hvordan?? Har ikke remedierne til det, og for det andet ville mit eftermæle måske lide lidt under hvordan jeg ville blive fundet.
Efter ca 5-10 minutters overvejelser ser jeg mig nødsaget til at ringe efter min far og krybe til korset. Temmelig ufedt at skulle bede sin far komme og hente sig pga. man har skidt i bukserne osv.
det sørgeligste er sgu at jeg på tidspunktet var 27 år.......
When dialogue fails, its time for violence.
Svar
