Snak

Uden_benskinder.

Jeg kan godt følge dig, men jeg er for træt til at gå i detaljer med hvor og hvorfor jeg er enig og uenig med dig.

Kort skal det her nævnes at jeg er af den overbevisning at det mere bør handle om at opfylde en målsætning end at lave en tidsmæssig afgrænsninger for vores mission.

Konfliktspredningsproblematikken må vente til en anden dag.

@Rogosjin

bl.a.
http://www.dr.dk/Regione…/115214.htm

Og disse stickers er der i hvert fald en del af i Århus, men det er måske et jydefænomen, det skal jeg ikke kunne sige.
http://gardernetvaerk.dk…k%20030.jpg

Hvis I leder efter eksemplar, så er ´Jæger - I krig med i eliten´ et af disse. Hvis vi ser bort fra hele sagen ang. fogedforbuddet, så bliver bogen jo i det hele taget hyldet som en krigshelts historie. Hvor ingen syntes at anfægte hans krigsliderlighed, og hans glæde ved at få lov til at ´lege´ krig, og tage menneskeliv.
Det tror jeg egentlig man ville havde lagt større vægt på før i tiden.
Og jeg tror det er et eksempel på en ændring i folkementaliteten, hvor vi har bevæget os fra et mere pacifistisk krig-er-aldrig-løsningen synspunkt, til en uhellig kombination imellem pragmatisk kynisme*, og et lidt romantiseret forhold til krigsdeltagelse.

Ikke at jeg nødvendigvis er tilhænger af tiden med berøringsangst for at hylde mennesker der er i krig. Ment som en tør konstatering.

Nogen vil måske indevende, at der nationalt altid vil være en vis modstand mod krigsdeltagelse. Men det handler mere om vi ikke syntes det er værd at ofre danskeres liv, og knapt så meget om hvorvidt om Afghanistans nutid og fremtid.

* hvilket jeg et eller anden sted godt kan lide. Selvfølgelig er sandheden, at de militære deltagelser i Afghanistan og Irak henholdsvis skyldes jagten på Osama bin Laden og sikkerhedshensyn, men det er da heller ikke noget at skamme sig over.

Og jeg tror det er et eksempel på en ændring i folkementaliteten, hvor vi har bevæget os fra et mere pacifistisk krig-er-aldrig-løsningen synspunkt, til en uhellig kombination imellem pragmatisk kynisme*, og et lidt romantiseret forhold til krigsdeltagelse.

Enig. Det er sagt på en anden måde skiftet fra den neutrale/diplomatiske udenrigspolitik til den aktivistiske-udenrigspolitik som blev sagt i gang under Fogh.

Mit problem med Afghanistan-krigen, er at man har satset alt for lidt på at hjælpe og dermed søge støtten i civilbefolkningen. Man kommer aldrig særlig langt, hvis man ikke har en overordnede opbakning i befolkningen. Det er jo også holdningen blandt flere eksperter at det taktiske oplæg har haft alt for meget fokus på den væbnede kamp - og alt for lidt på genopbygningen.

Det ser noget sort ud pt. Hvis vi smutter nu bliver det formentlig et save-heaven for alle tosserne og hvis vi bliver kommer det til at koste mange soldaters liv. Spørgsmålet må i alle tilfælde være om denne krig kan vindes, og det har jeg absolut ingen forudsætning for at bedømme. Jeg vil dog gerne være fri for en Helle Thorning som råber op omkring, at vi skal have sat en exit-dato. Det vil kun gøre tosserne en tjeneste og hvis hun på nogle måder gør det fordi at krigen efterhånden er upopulær i befolkningen, så er det faktisk decideret klamt. Vi skal have sat mål og ikke datoer - for vores tilbagevenden.

Korrekt.

Hvad der bør kræves, at klare mål for hvad der er det endelige succeskritie, som skal nåes før en tilbagetrækning skal/kan finde sted, og ikke en exit-dato.

Desværre nåede Obama til et halvhjertede kompromis, da han både gik med til at sætte flere soldater ind, men samtidig også indvilgede i imødegå den modsatte fløj med en dato for tilbagetrækningen.
Det har alledage været svært at føre krig, hvis det kun er den ene duellant der skal ´nå´ noget.

Iøvrigt er det interessant at se hvor meget omkostningerne, både økonomisk som psykisk på soldaterne, kommer til at koste på den amerikanske militære udenrigs-(/sikkerheds-)politi. Fakta er selvfølgelig stadig, at krigen mod terror ikke bliver vundet i Afghanistan. Og med et kaotisk Pakistan, Iran der har et atomprogram der kun kan destrueres militært af USA osv. osv., er der nok at tage fat på.
Og med et humanistisk synspunkt også i et Afrika, der aldrig rigtig vil blive prioriteret i forhold til mellemøsten, fra et vestligt synspunkt, på trods af der stadig begåes ugerninger af en brutalitet der vil få enhver til at kaste op, alt for mange steder på kontinentet.

Jeg vil gerne lige bemærke, at jeg selv har svært ved at gøre mig klog på krigen i Afghanistan. Den ene dag læser jeg meget positive indlæg, bl.a. ledere af Weekend Avisens Anne Knudsen, og den næste dage, læser man helt igennem pessimistiske indslag fra diverse eksperter.
Sandheden er velsagtens at der er mange positive ting at tage med sig fra deltagelsen, og de ting der er, og vil blive, udrettet, er positive. Men vi overordnet set, nok aldrig vil kunne nå så meget, som vi virkelig gerne ville.

Spørgsmålet er om USA aldrig rigtig lærte af moralen i Rambo III?

Haha, uden_benskinner. Et selvmål er ok, men to i den samme tråd burde betyde, at de fleste vist trak sig stille og roligt væk.

Særligt, hvis du ønsker at blive taget seriøst fremover.

Afganistan er international slagmark der er der "for good". Afganistan og Pakistan er blevet den foretrukne platform for alverdens hjerneblæste fundamentalister og proffesionelle jihad-magere...
Hvad FN(og i allerhøjeste grad USA) havde forventet at de kunne opnå ved at gå ind i et land der er så korrupt, ufremkommeligt og politisk kompliceret er et stort spørgsmål for mig.
En præsident Kazai der er pænt korrupt, og som ikke har befolkningens opbakning vil ikke kunne foretage sig noget som helst positivt for landet. Et land der er så delt i stamme- og folkeslags forskelligheder, vil aldrig kunne forenes til det vi i vesten gerne vil kalde én nation. I et land hvor man er unormal hvis man ikke har en kalashnikov i klædeskabet, og hvor en stor del af befolkningen er født ind i krigerfamilier, hvor hovederhvervet er- krig, bliver det svært for FN at nå mærkbare fremskridt. De har over en del århundreder fået finpudset deres krigermentalitet, og at der kommer vesterlændinge som gerne vil indføre demokrati, og fredelige tilstande er ikke noget der vil ændre på dette.
Man slås for at overleve. Spørg bare russerne om dette. De har om nogen følt Afghanernes "tuffness" på deres krop, under deres årelange krigskampagne i landet. Dette sammenholdt med udefrakommende interesser(al Qaida-kan krafted.. aldrig huske hvordan man staver det, ser forkert ud)
Man kan godt retfærdiggøre en FN-invasion af landet, men det er jo bovlamt at snakke om at trække sig ud af landet når der er mere fredeligt og styr på den politiske front, for det vil aldrig ske. Enten stikker man halen mellem benene nu, eller også bliver man der for altid, og kalkulerer med en masse soldater der hjemvender i ligposer.
Nej, jeg skal ikke se de programmer der bliver sendt...;-) Det var vist det diskussionen udsprang af.

He he Christian H, kan ikke lige huske Rambo 3...

Glem i øvrigt ikke Yemen. (Fremtidig) terrorrede.

Jeg vil gerne lige bemærke, at jeg selv har svært ved at gøre mig klog på krigen i Afghanistan. Den ene dag læser jeg meget positive indlæg, bl.a. ledere af Weekend Avisens Anne Knudsen, og den næste dage, læser man helt igennem pessimistiske indslag fra diverse eksperter.

Samme her. Og det kan faktisk også gøre sig gældende mht. Iran og dens(påståede)atomvåben.

Ingen ved helt, hvor langt de i den proces. Det sidste jeg læste var dog at den gik den rigtige vej - dermed ment at det var gået noget i stå. Blandt andet pga. de demonstrationer som foregår i øjeblikket. Det kræver resoucer og det skulle angiveligt gå ud over atom-aspektet. Heldigvis.

Aldrig har en præsident skulle rydde så meget op som tilfældet er med Obama. Om projektet overordnede set lykkes for ham - vil tiden vise. Der er næppe nogle som vil kunne gøre det bedre end ham og da slet ikke McCain.

Har Nato haft en strategi på at vinde krigen i Afghanistan? Hvis det er at opbygge et demokrati, så er afghanistan vel sidste sted man vil starte?

Irak krigen er vel en krig som man kan forvente, når landet besidder så store olie ressourcer, og en diktator som gik imod dollaren.. At jeg mener vi skal over til alternative kilder end olie er en anden snak...

Men efterhånden som Irak krigen har taget til, ligner det mere en Islamisk stat i fremtiden... selv Iraks regering er bange for den støtte, USA giver de religiøse grupper i landet!
. En ting er sikkert, når USA og de allierede forlader Irak, vil Iraks regering blive væltet af tidligere USA støttede grupper (bevidst eller ubevidst vil jeg lade folk selv tænke over, jeg har min mistro til USA og deres handlinger)

At jeg mener vi skal over til alternative kilder end olie er en anden snak...

Det kan ingen vel være uenig i. Venstrefløj såvel som højrefløj. Og så er vi nogenlunde fri for den dobbelte amerikanske-udenrigspolitik.

Problemet med Iran pt(oppositionens oprør) og USAs rolle i denne, er jo ikke at de ikke vil hjælpe. Men snarere, hvad der skete i 50erne.

Barsk program her til aften.

DR2 nu. Obamas krig i Afghanistan.

Meget fed måde at kravle pænt hen over spørgsmålet. Jeg tænker på om ham der sagde at han var frustreret over at Bush var for blød i hans politik mod Pakistan og at Obama gør præcis det samme - her ligger han så vægt på at man skal i stedet for ligge et pres. Han bliver så spurgt om, hvilket pres, hvortil han svarer: Det er vigtigt ikke, at opmuntre til dårlig opførelse

Cabra hvorfor er det 1950´erne der er det afgørende mht. Iran?

Fordi at i 1953 væltede USA(og Storbritanien)væltede en demokratisk valgt regering, fordi denne ville privatisere/nationalisere oliereserverne og det var USA ikke helt med på.

Shaen blev indsat og resten af historien kender vi vist alle. Og derfor kan USA ikke blande sig i oppositionens oprør, fordi det ville give regeringen et godt kort på hånden og at de i fortiden har ødelagt meget fremgang.

Jeg tvivler nu på, at det i så tilfælde er 1953 der ville træde frem i erindringen.
USA havde jo et tåleligt forhold til nationalisternes regering efter shahens fald, men Brzezinskis kluntethed, Shahens indlæggelse i USA og Khomenis geniale træk med at samle fraktionerne i forsvaret imod USA´s forsøg på at befri ambassadegidlersne, har jo totalt stigmatiseret forholdet til USA.

Det er selvfølgelig, hvad man ligger i de forskellige ting. Men det er nu en kombination, da den ene ting førte frem til det andet. Kan sagtens se din mening.

I sidste ende, vil det gå ud på et. Enig?

Søren Gade er vel indbegrebet af empati. Fabelagtigt menneske. Og det undrer ikke, at han er populær mand på begge politisk fløje.