

Der var bagt op til en direkte duel om de europæiske pladser, da Brighton hjemme tog imod Thomas Frank og hans Brentford-tropper.
Kampen var bare ti minutter gammel, da gæsterne åbnede for scoringen i det, der skulle vise sig at blive et medrivende målgilde.
Mathias Jensen slog et flot indlæg fra venstre side af banen, og inde foran mål steg tårnhøje Pontus Jansson op og stangede bolden i nettet med stor kraft.
Svenskeren var i startopstillingen for første gang i 182 dage, efter en langvarig skadespause.
Føringen fik lov til at stå i ti minutters tid, og så gjorde Brighton-målmands Jason Steele sig bemærket med en sjælden målmandsassist.
Den 32-årige englænder sparkede Kauro Mitoma i dybden fra eget felt, og japaneren kvitterede for den flotte aflevering med et flot løft over David Raya, der var kommet på mellemhånd på vej ud af sit mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Udligningen holdt dog kun i cirka et minut før Ivan Toney havde sparket bolden ind bag Steele i den anden ende til 2-1.
Den engelske landsholdsangriber tog et løb på tværs af feltet fra venstre side, hvor Bryan Mbuemo kunne spille ham fri, og alene med målmanden svigtede Toney ikke.
Brighton blev dog ikke slået ud af den hurtige mavepuster. Tværtimod svarede de igen bare seks minutter senere.
Solly March serverede et flot indlæg fra højre med sit venstreben, og det lå så millimeterpræcist, at kun Danny Welbeck kunne nå op til den og heade den i mål til 2-2.
Herefter kom der lidt ro på kampen, og resultatet forblev 2-2 indtil pausen.
Efter sidebyttet blev der dog skruet op for tempoet igen, og bare fem minutter inde i anden halvleg kom Brentford i front for tredje gang i opgøret.
Mbuemo serverede et frispark ind i til Ethan Pinnock, der var løbet fri af sin oppasser, og den store jamaicaner kunne prikke gæsterne i front på ny.
For nu tredje gang i kampen skulle Brighton forsøge at komme tilbage nede med et enkelt mål.
Lewis Dunk forsøgte sig med et direkte frispark, men han kunne ikk bringe Raya i problemer fra distancen.
Der skulle et sent VAR-straffespark til for at bringe balance på måltavlen.
Skotske Aaron Hickey endte som synderen for Brentford, da han blev fanget på Tv-billlederne med hånd på bolden.
Fra pletten kunne argentinske Alexis Mac Allister sparke bolden elegant op i krydset og sikre Brighton et point.
Selvom det kun blev til en pointdeling betyder resultatet, at begge hold rykker op over Liverpool i tabellen.
Det vil sige at Brighton er nummer seks og Brentford er nummer syv i Premier League.