





Da kampuret rundede det 70. minut, var Danmark foran med 2-0 mod Kasakhstan, men søndagens opgør endte med en kæmpe dansk fiasko.
Hjemmeholdet vandt nemlig sensationelt med 3-2 i EM-kvalifikationen.
Nederlaget er af de helt store nedture for dansk landsholdsfodbold, og derfor venter der et stort arbejde for Kasper Hjulmand inden den næste kampe.
Den tidligere danske landstræner Morten Olsen fulgte opgøret, og han er chokeret og overrasket over det danske kollaps i Astana, siger han til bold.dk.
- Ja, selvfølgelig er jeg det (overrasket og chokeret, red.). Det må selvfølgelig heller ikke ske. Så ved jeg godt, at der har været diskussioner om straffesparket, men så kom det ene mål, som godt kan ryste selv gode hold og spillere.
- Det andet mål, som de scorede: ‘Hvornår sker det igen?`. Det havde overtaget i spillet, og det er det, som man skal analysere på, hvorfor de havde det, siger Morten Olsen til bold.dk.
73-årige Olsen prøvede i løbet af sine 15 år som landstræner at være en del af danske nedture. Han husker tydeligt 0-4-nederlaget til Armenien i 2013, der var med til at koste VM-kvalifikation.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Du kommer altid ud for nogle kampe. Fra starten af kampen var det jo fint nok, hvor vi fik et helt andet indtryk i anden halvleg, hvor modstanderen var bedre og afgjorde det. I min tid husker jeg hjemmekampen mod Armenien, men det var fra start af.
- Nogle gange tænker man: ‘Hvor kom det her fra?’, og det er Kasper Hjulmand og hans trænerteam, der skal prøve at analysere hvorfor, at det blev, som det blev.
- Vi har snakket om, at vi har en bred trup af spillere, men der er også modstandere, som har kvaliteter på dagen, til at vinde en fodboldkamp.
- Der er jo kvalitetsforskel, om AC og Christian Eriksen er klar eller ej, selvom det ikke må være en undskyldning, men det kan også have indflydelse.
Hvad tænker du om det arbejde, der venter for Kasper Hjulmand i forhold til det mentale?
- Man skal først og fremmest kigge indad selv. For vores vedkommende var det en sommerkamp, hvor vi mødtes i august. Det var den der trodsighed, som vi brugte. Vi tabte ikke flere kampe i den kvalifikation, og vi var to minutter fra at kvalificere os til VM i Brasilien. Hvis vi havde vundet 2-1 over Italien i Parken i stedet for 2-2, så havde vi kvalificeret os.
- Det var den her trodsighed, som spillerne havde i de sidste fem kampe, som jeg husker, og det gjorde vi til trods for, at vi kunne have kvalificeret os mod Armenien.
- Det var et chok for os, også fordi vi syntes, at vi havde gjort alt rigtigt i forberedelserne til kampen mod Armenien. Det havde vi åbenbart ikke, men det syntes vi. Der ligger da et arbejde for holdet og trænerstaben.
Manglede klasse og rutine
Den tidligere landstræner mener, at der er ingen undskyldninger for den danske indsats mod Kasakhstan.
Nederlaget til Kasakhstan kommer kort efter exittet fra VM i Qatar. Selvom Olsen er noget overrasket, så ser han ikke nogen faresignaler hos det danske landshold.
- På udebane tæller pointene lige så meget, men det er ikke en konkurrent til at kvalificere sig. Om det så er på kunstgræs, alle har spillet på kunstgræs efterhånden. Det burde heller ikke være et problem, specielt for os, der er et teknisk godt hold, hvor boldtempoet er en vigtig del af det, men det fik man heller ikke fat i.
- Det må heller ikke overraske, at man bliver presset af et hold, der spiller på hjemmebane og er bagud 0-2. Det skal man være forberedt på, og det så ud som, at det var vi ikke.
Er du bekymret for det danske landshold?
- Nej, det er jeg ikke. Jeg synes, at vi har et fremragende fodboldhold. Fremragende fodboldhold taber også fodboldkampe en gang imellem. Det skal alle analysere. Vi har en bred trup, og det synes jeg også, men der er bare nogle kampe med konstellationer, hvor der er for mange nummer 15-17 med.
- I nogle kampe kan den manglende klasse og rutine gøre, at man kommer under pres. Blandingen var måske heller ikke den rette på dagen, men det er svært som træner at pege sig ind på det, hvis man i træningsugen har set, at det er gået godt.
- Der manglede nogle spillere til at tage fat i de andre, og det gør, at man skal søge efter en god blanding af rutinerede og unge spillere.
Kasakhisk dominans var det værste
Morten Olsen mener, at det er svært at sammenligne nederlaget til Armenien i 2013 med den danske nedtur i Kasakhstan.
Den tidligere danske landstræner mener dog, at Kasper Hjulmand skal tage det ganske alvorligt, at Danmark blev domineret af Kasakhstan i anden halvleg.
- Begge resultater er kæmpe skuffelser for alle omkring, og det er også en overraskelse. Den opgave, som Kasper og spillerne står over for, er trodsigheden. Her er det ikke systemet eller andre ting.
- Jeg taler simpelthen om mentalitet. Det er så vigtigt, at den base er til stede, så man kan hive de andre med, og man går på banen med trodsighed.
Synes du, at der mangler mentalitet på det danske landshold?
- Nej, det synes jeg ikke, men du skal have rutinerede spillere, der ikke kun er der for sig selv, men også i de her situationer. At de andre kom på 1-2, er altid en svær situation.
- Der skal man have en styrende del, som mange gange er midteraksen, som tager fat i de andre selvfølgelig sammen med trænerteamet for at få det vendt.
- Det gik op i en højere enhed for modstanderne, fordi de fik et tvivlsomt straffespark og ‘once in a lifetime’-mål. Det er dog ikke nogen undskyldning eller noget, som man skal bruge, men de var dominerende
- Det er måske det værste af alt, at man spillede mod et hold, som man havde fuldstændig fat på i første halvleg. Det er mere der, hvor man skal trykke på nogle knapper fremadrettet, siger Morten Olsen til bold.dk.
Danmark har tre point efter de to første EM-kvalifikationskampe.