2022-11-26 14:01:01

Fan om hetz mod Danmark: Kan føles som utroskab af DBU

bold.dk har snakket med Frederik Palle, som er taget til Qatar for at støtte landsholdet. Her har han også været mærket af hele OneLove-debatten, som har taget overhånd. Skylden ligger nemlig ikke hos DBU.

Artiklen fortsætter efter annoncen
bold.dk i Doha, Qatar
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 2. runde

FT

FRA

2 - 1

DAN

Som en nål i en høstak.

Sådan har det været ved VM i Qatar, når det har omhandlet jagten på danske fans, da det ikke er mange, som har taget turen fra den danske andedam til ørkenstaten i mellemøsten.

Det var også til at se til Danmarks åbningskamp mod Tunesien, hvor Education City Stadium godt nok var klædt i rødt og hvidt, men det skyldes dog de mange tusinde tunesere, som havde skabt et tunesisk flammehav.

De danske fans? Ja, knap så meget.

Men der var mødt trofaste fans op for at støtte Kasper Hjulmand og co., og en af dem var Frederik Palle, som bold.dk har taget en snak med.

Palle er af sted til sin anden slutrunde, og han har en kæmpe kærlighed til landsholdet, og derfor har han valgt at støtte de danske drenge helt tæt på.

- Det er måske egoistisk at sige, men det er det rette øjeblik i mit liv, hvis jeg skal til et VM, selv om det er i Qatar. Landsholdet er godt, og jeg har ikke nogen forpligtelser ud over min kone. Det kan se helt anderledes ud om nogle år, så det har også været en del af mine overvejelser.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -Fan om hetz mod Danmark: Kan føles som utroskab af DBU
Foto: bold.dk

- Jeg har dog haft alt oppe at vende. Jeg fastslår over for mig selv, at jeg skulle holde mig oplyst, så i det seneste år har jeg hørt og læst alt, der er omkring VM i Qatar. Jeg vidste derfor, hvad jeg gik ind til.

Ja, det har været vigtigt for Palle at lære om Qatar, da slutrunden netop har modtaget massiv kritik for blandt andet brud på menneskerettighederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener dog, at de danske fans' tilstedeværelse i landet kan bidrage til, at der kan komme en forandring i ørkenstaten.

- Vi kommer fra Danmark og repræsenterer landet som fans, og hvis vi så er flinke og åbne, så kan det måske være en lille hjælp. Folk fra Qatar kan se, at personer, som kommer fra et frit land, hvor man også må være homoseksuel, stadig er ordentlige mennesker og respekterer andre.

- Det gør da en større forskel, end at man sidder derhjemme og slukker for fjernsynet. Jeg har ikke noget imod dem, som gør det, fordi det er deres egen beslutning, men jeg har noget imod dem, som peger fingre ad os, der er taget afsted til Qatar, lyder det fra Frederik Palle.

DBU's utroskab mod folket
Det er dog ikke fodbold, som har fyldt mest under denne slutrunde, og sådan har det også været for Frederik Palle.

Han har nemlig fulgt med i den store debat vedrørende OneLove-anførerbindet, der er nået til nye højder hjemme i Danmark, hvor folk er delt op i to lejre. 

- For mange mennesker går grænsen ved utroskab, og så er der nogle i denne situation, som føler, at DBU har været dem utro, da landsholdet har taget nogle forkerte valg. Men jeg føler ikke endnu, at de har været mig utro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så debatten er blevet for ensporet, og man skal slet ikke pege fingre ad spillerne. Det er ikke retfærdigt.

Det skal dog ikke lyde som om, at Palle ikke er enig i budskabet, fordi han slår på samme tid fast, at det er vigtigt at have disse diskussioner, hvis man vil ændre noget i verden.

Ansvaret burde bare ikke ligge hos spillerne, mener han.

- Der har været lidt for meget kritik af DBU og landsholdet. Jeg er godt klar over, hvorfor kritikken er kommet, men jeg synes, at den er løbet lidt løbsk. Det er blevet en hetz, og det er uretfærdigt.

- Jeg putter et større ansvar på FIFA end landsholdet.

Intet OneLove-anførerbind kan hjælpe
Det er tydeligt at mærke, at Frederik Palle er ærgerlig over, at landsholdets VM har handlet om nogle helt andre ting, end en slutrunde normalt gør.

Her er Palle især træt af den omtale, som spillerne og Hjulmand får på de sociale medier, da ‘folk hjemme på sofaen’ ikke har en fornemmelse af, hvad der faktisk sker i Qatar.

- Jeg har ikke noget imod, at spillerne, DBU og Hjulmand bliver forholdt til situationen. Men det, som jeg er træt af, er, at de nærmest bliver hængt ud på de sociale medier for at træffe en beslutning, og det er jeg bare ikke enig i.

- Vi løser ikke situationen nu her, og så man kan spørge sig selv, om hele denne debat faktisk ikke har gjort hele budskabet til en endnu større historie og givet den endnu mere omtale i hele verden.

- Disse ting, som allerede er kommet frem, har jo vist over for FIFA, at der altså er noget, som skal løses. Så det tænker jeg, er en fordel, hvis man ser på det fremadrettet.

Skåret noget af fodboldglæden
Frederik Palle er ikke alene i Qatar, da han blandt andet er rejst af sted med en dansk og nogle mexicanske kammerater, og derfor har han også været til Mexicos kampe for at støtte deres hold.

Hos det mexicanske folk er der dog ikke det store fokus på OneLove.

- Mine mexicanske venner bor i Danmark, så de er oplyst om hele debatten, men det fylder ikke særligt meget i Mexico. Det fylder ingen ting hos dem. De holder jo bare så meget af fodbold, og det er nok også udfordringen i sidste ende. Det er jo ikke hele verden mod Qatar og FIFA, men det handler om nogle få lande i Europa.


Foto: Privat

- Men migranterarbejdernes forhold hernede har påvirket mig.  Det har da fået mig til at overveje hele situationen, og det gør én opmærksom på, at der er nogle problemer i landet. Men vi er jo meget berejst folkefærd, og det er da ikke første gang, at jeg har besøgt et land, hvor folk ikke er lige.

- Vi kan jo heller ikke redde verden, selv om vi rigtig gerne vil. Der er så mange elementer, som gør, at oplevelsen er helt anderledes. Jeg leder stadig efter den der super glædesfølelse, som jeg havde håbet på, at jeg kunne finde. Der er skåret noget af den.

Frederik Palle skal igennem VM-slutrunden se hele 16 kampe. En af dem er Danmark mod Frankrig, som bliver sparket i gang klokken 17:00 dansk tid.

Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 2. runde

FT

FRA

2 - 1

DAN

6 kommentarer

Skriv kommentar
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce