
Inter skulle her til aften forsøge at komme tilbage på sejrskurs efter to nederlag i streg, da de hjemme på San Siro tog imod et formstærkt Fiorentina-mandskab.
Inter lå inden opgøret på tredjepladsen, men de kunne se frem til en svær kamp mod et udehold, der var ubesejret i de seneste fem Serie A-kampe.
Det var Fiorentina, der var tæt på at bringe sig foran efter godt et kvarter spil, da Gaetano Castrovilli fra lang afstand fyrede kanonen af, men Onana reddede det ellers gode forsøg.
Herfra var det Inter, der begyndte at vælte sig i chancer.
Først var det Henrikh Mkhitaryan, som brød igennem og med en skudfinte sendte en Fiorentina-forsvar ud til grillen, men afslutningen var lige på Terracciano i målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Herefter var det Romelu Lukaku, men hans afslutning blev blokeret af en Fiorentina-spiller.
I anden halvleg var belgieren igen på spil, da Bastoni sendte en pasning lige i fødderne på den store angriber, der nærmest kunne løbe bolden i mål.
I stedet ramte Lukaku slet ikke bolden ordentligt, der røg ved siden af stolpen.
Inter-mandskabet virkede til at være i kontrol, men efter 53 minutter stod det pludselig 0-1 på måltavlen.
Et Fiorentina-hjørnespark ramte Arthur Cabral i panden, hvilket tvang Onana til at give en halvsløj retur til den tidligere AC Milan-spiller Giacomo Bonaventura, der headede bolden i kassen.
Nicolo Barella var fem minutter senere tæt på at sparke bolden i kassen, da han halvflugtede bolden på stolpen.
Hjemmeholdet pressede gevaldigt på, og de havde flere store chancer for at score. Gentagende gange blev skuddene afvist af et heroisk Fiorentina-forsvar.
Også indskiftet Raoul Bellanove var med et kvarter igen tæt på at udligne, men ind ville bolden bare ikke.
Dermed tog Fiorentina en stor sejr på 1-0 og rykker med de tre point op på syvendepladsen.
Inter indkasserer dermed deres tredje nederlag på stribe i Serie A, men er fortsat på tredjepladsen.