Det er 1. april, og det har flere danske klubber udnyttet til at udsende alternative pressemeddelelser og nyheder dagen igennem.
bold.dk har samlet nogle af de bedste aprilsnarre fra forskellige fodboldklubber, som du kan læse herunder.
Aarhus Fremad-helt skal på afrikansk eventyr
Aarhus Fremad har lørdag meddelt, at keeper Can Dursun skal en tur til Nigeria, hvor han skal tørne ud for Sporting Lagos på en lejeaftale.
Det er en klub, som er ejet af Shola Akinlade, som for nylig købte sig ind i Aarhus-klubben.
- Det her er helt vildt spændende, og jeg glæder mig som et lille barn, der ikke kan vente med, at FredagsTamTam starter, og fredagsslikken flyder.
- Der skal ikke være tvivl om, at Riisvangen er et legendarisk sted med unikke fans, som jeg vil savne. Men nu får jeg muligheden for at spille hjemmekampe på et stadion med plads til 10.000 tilskuere, hvoraf mindst halvdelen af dem blæser ustandseligt i et vuvuzela-horn.
- Det kan jeg simpelthen ikke få nok af, siger Can Dursun til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

B.93 skifter cheftræner - fokus på ligestilling
2. divisionsklubben fra B.93 ønsker at støtte kønskampen, og derfor har de lørdag præsenteret et opsigtsvækkende tiltag.
I resten af foråret vil cheftræner Kim Engstrøm nemlig overtaget styringen for kvindeholdet, som i stedet sender cheftræner Rasmus Good den anden vej.
- Vi er stolte af vores tiltag, som vi føler vil danne skole for mange andre klubber.
- Det vil på længere sigt give klubben mange muligheder, og vi har mange idéer – fx er det oplagt at bytte rundt på trænerne fra pigeafdelingen og drenge-akademiet.
- Der vil også blive kigget på tennisafdelingen og de klassiske mix-doubler, men det vil jeg vende tilbage med efter påske.
- Jeg var skeptisk i begyndelsen, men mit jobmæssige kulturradikale bagland var meget begejstrede, og det er jo svært at gå mod den slags tankegang, siger formand Hans Drachmann til B.93's hjemmeside.
Lyngby ansætter stresscoach til banen
Tidligere i marts måned kunne bestyrelsesformand i Parken Sport- og Entertainment, Allan Agerholm, fortæller, at græsset i Parken havde fået stress.
Det satte straks alarmklokkerne i gang hos Lyngby Boldklub, da der ikke er langt mellem Lyngby og København.
Så grundet faren for smitte har klubben indgået et samarbejde med Ofir i jagten på den eneste rigtige løsning, nemlig en stresscoach.
Det har Lyngby og Ofir nu fundet i form af Arno Hofmann, som er 52 år og har hele 11 børn.
Lyngby har filmet deres besøg af Arno Hofmann, som I kan se nedenfor.
LYNGBY BOLDKLUB ANSÆTTER STRESSCOACH TIL BANEN 🌱
— Lyngby Boldklub (@LyngbyBoldklub) April 1, 2023
Det var med forfærdelse, at nyheden omkring stress i Parkens bane ramte os i LBK!
Vi har derfor ansat en dygtig stresscoach til banen på Lyngby Stadion!
Se præsentationsvideoen her👇https://t.co/UEzW1LLYKh pic.twitter.com/RSLZrDON9x
OB har købt FA 2000's ledelse for ti millioner og to brunsvigere
OB har valgt at styrke klubben, da de har været på rov hos FA 2000.
Odense-klubben har nemlig efter nogle lange forhandlinger købt Klub & Sportschef Mads Agner Veng samt Talentchef Anders Norquist fri af deres kontrakter.
Det meddeler FA 2000, som nu må sige farvel til en række vigtige skikkelser, men de har i den grad fået noget den anden vej.
Det fortæller formand Tommy Burmeister Madsen til FA 2000's hjemmeside.
- Vi har fået et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Først så bød OB en gang, der sagde vi klart nej. Deres tilbud var ganske enkelt for lavt. Så bad jeg dem slå bolden i jorden og prøve igen.
- Så bød de lidt mere, og der gav vi dem et kontrabud på minimum 10 millioner. Det tyggede de så lidt på og vendte retur her tidlig lørdag morgen med en accept af vores krav samt to brunsvigere som gave.
- Det er derfor en stor dag for hele klubben, og kagen går direkte til kontoret som afskedsgave samt plaster på såret. Og mon ikke der bliver plads til et påskeæg til alle vores frivillige, siger Tommy Burmeister Madsen.
Nicklas Bendtner skal i praktik hos Ishøj IF
Ishøj IF får i den nærmeste fremtid fint besøg, da de får den tidligere landsholdsangriber Nicklas Bendtner som praktikant i klubben.
I forbindelse med Bendtners trænerudannelse skal han nemlig i praktik hos en divisionsklub, hvor angriberen har valgt Ishøj IF.
- Ishøj har et specielt sammenhold og et godt setup. Jeg ser frem til at blive en del af teamet og håber, at jeg kan bidrage til, at holdet får et godt slutspil, siger Nicklas Bendnter.
Ishøj får dog ikke fornøjelsen af Nicklas Bendtner denne lørdag, da han har sit fulde fokus på sit E-sportshold.
bold.dk afslører: Lyngby hyrer Martin Svensson som mentaltræner
Lyngby Boldklub styrker staben omkring Freyr Alexandersson, da den tidligere Superliga-spiller Martin Svensson bliver ansat som ny mentaltræner i klubben.