Der er er fornemme gæster i Randers FF denne uge.
Det 18-årige stortalent Prince Kwabena Adu er nemlig på besøg i klubben, og selvom navnet måske ikke umiddelbart ringer en klokke, er det ikke en hr. hvem-som-helst, der er på visit i det kronjyske.
Adu slog nemlig allerede som 16-årig igennem i den hjemlige liga med otte mål i 14 kampe for Bechem United FC. Det fik The Guardian til at udråbe den unge angriber som en af verdens 60 største talenter for sæsonen.
Siden har det dog knebet med spilletiden på grund af coronapause og skader, hvorfor Adu ikke har været i kamp siden februar. Spilleren er grundet skaden ikke klar til at teste sig af på træningsbanen i Randers, og derfor er det i fitnesslokalet, han viser sig frem.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sportsdirektør i Randers FC, Søren Pedersen, er ikke i tvivl om, at Adus potentiale er stort, og derfor vælger klubben at se ham an nu, selvom han ikke kan træne med på banen.
- Hvis man får muligheden for at se en spiller som ham an, skal man være nysgerrig. Potentialet er jo kæmpestort. Det skal vi nu have en grundig fornemmelse af, om vi kan forløse i vores omgivelser, fortæller Søren Pedersen til Randers Amtsavis.
Der er dog lidt udfordringer, hvis Randers FC skulle ende med at ville skrive kontrakt med den 18-årige ghaneser. Angiveligt udløb spillerens kontrakt med den tidligere klub Bechem United denne sommer, men den udlægning er klubben ikke enig i. Søren Pedersen fortæller dog, at en potential kontraktsum sandsynligvis ikke bliver så stor, at den afskrækker klubben.
Prince Kwabena Adu spiller primært angriber, men kan også anvendes på kanterne. Han står i sin seniorkarriere noteret for 21 kampe og ni mål i den ghanesiske Premier League.