EMLandsholdet har tabt magien. Det tænker jeg selv Kenneth Perez se. Efter et katastrofalt VM i Qatar, hvor vi røg ud i gruppespillet, og sidenhen en middelmådig kamp mod Finland og nu et 2-3-nederlag til Kasakhstan, står vi i den største sportslige krise med landsholdet, siden Morten Olsen stoppede på landsholdet.
Det store spørgsmål er om Kasper Hjulmand er fyringstruet? Bør DBU-ledelsen skride til handling?
Jeg synes, det er helt på sin plads at stille spørgsmålet, da der ligger flere nuancer i spørgsmålet, men at nå frem til konklusionen, at han skal fyres, er i min optik helt galimatias. I hvert fald på nuværende tidspunkt. Og lad mig forklare.
Åge Hareide nåede at være landstræner i 40 kampe. Her fik landsholdet 20 sejre, 17 uafgjorte og 3 nederlag, med en samlet målscore på 75-26. Det gav et pointsnit på 1,88.
Kasper Hjulmand har i skrivende stund haft ansvaret i 38 kampe, hvor det er blevet til 23 sejre, 3 uafgjorte og 12 nederlag, med 75-31 i målscore. Dette giver 1,89 point i snit. Altså er hans pointhøst og målscore stort set identisk med Åge Hareide.
For at tage en længere sammenligning, så havde Richard Møller Nielsen et snit på 1,89, Bo Johansson havde i sin tid et snit på 1,5 og Morten Olsen havde 1,69.
Artiklen fortsætter efter billedet
Tal og data er naturligvis ikke alt, men det kan være med til at distancere følelser og subjektivitet fra virkeligheden. Selvom man naturligvis ikke kan fjerne de seneste 5 kampe, hvor det er blevet til 4 point, så er det bare værd at huske på, at snittet inden da lå på 2,06. Altså et historisk højt tal.
Så lad os nu lige slå koldt vand i blodet. Fodbold er naturligvis følelser, men der er forhåbentligt forskel på de følelser vi fans sidder med, og så de følelser DBUs ledelse sidder med. De må og skal nemlig aldrig tage en beslutning på baggrund af øjebliksbilleder, som fodbold oftest er for fans, for som tallene illustrerer, så vil det være baseret på et meget tyndt grundlag ift. det store billede.
Der er ingen tvivl om, at resultatet mod Kazakhstan var dårligt. Men er det her i realiteten ikke historien om, at hver gang landsholdet vinder og gør det godt, er vi som nation med til at køre dem op og til tider overvurdere deres reelle evner? Du ved, den lyserøde sky. Den sky som vi nogle gange ser AGFs fans være på. Og samtidigt når de i tider gør det dårligt, så opstår der ramaskrig og vi kræver trænerens hovede på et fad?
Ud af de 12 nederlag landsholdet har haft under Hjulmand, er det kun 3,5 af dem, der er decideret ringe. Senest mod Kazakhstan, under VM til Australien, den sidste kvalifikationskamp til VM 2022 mod Skotland og så den meget specielle EM kamp mod Finland, hvor Christian Eriksen faldt om.
De resterende nederlag kommer mod Belgien x3, som lå nr.1 på verdensranglisten. England i EM semifinalen. Kroatien x2, som til de seneste 3 slutrunder har fået VM sølv og EM bronze. Frankrig, som er europamestre og VM sølvinder. Og Holland, som ligger over os på verdensranglisten. Vi har med andre ord skuffet meget få gange.
Jeg tror heller ikke det er noget spørgsmålstegn overhovedet ved DBU, som heller ikke ligefrem har en Maurizio Zamparini’sk kort lunte ift. trænerfyringer. Og gudskelov for det.
Min største bekymring for landsholdet er selve udtrykket og mentaliteten. For kan man argumentere for, at det i virkeligheden var Åge Hareide og Jon Dal Tomasson som skabte momentum for det danske landshold, hvor Hjulmand “bare” skulle ride videre på bølgen? Naturligvis er dette forsimplet sat op, men helt skudt ved siden af er det heller ikke.
Modgang oplevede landsholdet under EM i 2021, da hele holdet, nationen og velsagtens verden var i chok, efter Eriksens kollaps. Her stod holdet sammen, men det var ikke på baggrund af spillemæssige udfordringer. Problemet er vel nu, at det er første gang landsholdet under Hjulmand oplever modgang på banen? Den rigtige lakmusprøve kommer vel nu, hvor bølgen er væk og de selv skal skabe den fra bunden af havet?
Så hvad er perspektiverne for Hjulmand?
På den helt korte bane, SKAL landsholdet naturligvis kvalificeres til EM, med den historisk nemme gruppe man er havnet i. Hvis ikke man gør det, ja så er der kun én vej: Farvel og tak!
Kasper Hjulmand har kontrakt til juli 2024, altså umiddelbart efter EM I Tyskland, og det er umiddelbart her, at de største spørgsmålstegn er i min optik. For selvom jeg ikke mener Hjulmand skal fyres nu her, kan de nuværende resultater være et tegn på, at han simpelthen ikke kan flytte dette landshold mere.
Derfor er Hjulmands muligheder for at fortsætte som landstræner efter sommeren 2024 blevet dårligere, for det er ikke længere ham der har esset i hånden ift. at forlænge, men derimod DBU. Og så er det DBU skal være taktisk kloge – for Bo Svensson står med kontraktudløb i Mainz i juli 2024 og er vel den største kandidat til jobbet, sammen med Thomas Frank, hvis kontrakt dog først udløber i 2027?
Hvad synes du, er toget kørt fra Hjulmand?
