FC Barcelona var i pengenød i sommer og valgte at sælge ud af klubbens fremtidige medierettigheder for at få milliarder i kassen.
Præsident Joan Laporta er blevet beskyldt for dermed at gamble med klubbens fremtid i jagten på succes, men det er han slet ikke enig i.
- Desværre var det sådan, at med den forretning, vi overtog, havde vi kun to muligheder. Enten skulle vi bede fansene om flere penge eller også skulle vi sælge ud.
- Midt i en pandemi ville hverken jeg eller andre i bestyrelsen bede fansene om flere penge, så vi blev nødt til at sælge andele for at konsolidere os nu og her.
- Jeg kan berolige med, at vi i et svært marked solgte til en god pris uden at ødelægge klubbens indkomstmuligheder i fremtiden, siger Laporta i et interview med Sport.
Barcelona har netop præsenteret et overskud på 728 millioner kroner.
