Efter kun at have spillet en ud af ti Premier League-kampe på stribe kom Rasmus Nissen Kristensen i seneste ligakamp ind og scorede for Leeds i 4-2-sejren over Wolverhampton.
Premier League-klubben har været igennem en svær tid med flere trænerskift og svigtende resultater, og Nissen håber, at han nu kan bide sig fast igen ligesom i starten af sæsonen, hvor han spillede fast.
- Det er svært at sige, hvordan min situation er. Det må vi se, når jeg kommer tilbage nu, men det var dejligt at komme ind, score og hjælpe holdet.
- Det er det, det handler om, og i den situation, vi er i, er det klubben over alt, og det er sådan, jeg tackler hver dag. Jeg var glad for at komme ind og bidrage og får forhåbentlig nogle flere minutter, men det må vi se, siger Rasmus Nissen Kristensen til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Har du fået en forklaring på, hvorfor du var fravalgt i de mange kampe?
- Der er sket mange ting. Det har været en svær tid på mange måder for os som klub med forskellige trænere. Jeg leder ikke efter nogen forklaring, siger Nissen.
Rasmus Nissen Kristensen er i øjeblikket med A-landsholdet, der søndag møder Kasakhstan.