Der er politisk opbakning til at modernisere OB's hjemmebane, og i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, hilser man opbakningen velkommen.
Administrerende direktør i selskabet, Enrico Augustinus, vurderer, at en modernisering og udbygning vil være til gavn for mere end bare Superliga-mandskabet.
- Det er ikke kun et spørgsmål om, at OB skal have bedre faciliteter de 18 gange om året, vi spiller fodbold på stadion, siger Enrico Augustinus til fyens.dk.
- Med en overdækning og udbygning og omfattende opgradering på andre punkter kan stadion blive et stort aktiv for byen, fordi det kan bruges til meget mere end i dag. Og med lukning af alle fire hjørner ved vi, at der også er andre investorer, som er interesserede i at være med.
TV 2 Fyn har via en aktindsigt oplyst, at en modernisering af stadion vil koste 100 millioner kroner.