U21-landsholdet skal tirsdag aften i aktion i Odense, når de på Nature Energy Park skal møde Schweiz.
Det er der nok tre fra truppen, som glæder sig over, da OB's Jakob Breum, Gustav Grubbe og Aske Adelgaard er udtaget.
bold.dk talte mandag med Grubbe og Adelgaard, som stort set har kendt hinanden hele livet, og derfor er oplevelsen med U21-landsholdet ekstra stor.
- Det er stort at repræsentere Danmark med en, som man har spillet sammen med, siden man var fem år.
- Det er jo også superfedt at se de andre gutter, som man får en god relation med, siger Adelgaard, inden Grubbe tilføjer.
- Ja, det betyder meget. Det er jo specielt, da der ikke er så mange, som kommer til at gøre det.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så det er også en følelse af stolthed over, at man kan dele den her oplevelse med en god ven og holdkammerat, siger Gustav Grubbe.
Oplevelsen bliver dog større tirsdag, når OB-duoen får muligheden for at spille landskamp på deres normale hjemmebane.
- Det er jo stort, når man er vokset op i Odense. Det gør også, at venner og familie kan komme ud og se en spille landskamp, lyder det fra Adelgaard.
Det er en holdning, som Grubbe deler med sin OB-kammerat.
- Ja, det bliver sjovt. Det er jo ikke så tit, at man får lov til at spille ungdomslandskampe i Danmark, så det bliver en stor oplevelse.
Steffen Højer som landstræner
Hvis man er die-hard OB-fan, er der dog endnu mere at se frem til i tirsdagens kamp.
Det er nemlig Steffen Højers første kamp som landstræner på dansk grund, og han har om nogen imponeret stort i OB-trøjen.
Det var dog til at mærke på OB-duoen, at landstrænerens storhedstid ligger år tilbage.
Hvor meget kender I til Steffen Højers OB-tid?
- Det er jo før min tid, men jeg har da set, at han har lavet nogle kasser. Så det er fedt, at han ved, hvordan det er at være fodboldspiller.
- Mit indtryk af ham som træner er også godt. Han er ude på at gøre os bedre, så man kan lære en masse. Det er godt, siger Aske Adelgaard, inden Gustav Grubbe fortsætter.
- Hvis jeg skal være ærlig, så kender jeg ikke så meget til Steffen som spiller. Jeg har dog fået nogle kommentarer hjemmefra med, at det er en gammel god spiller, så det er kun fedt, at han har været på det niveau.
Hvordan er han som træner?
- Han gør det godt som træner. Han har et godt forhold til spillerne. Vi skal jo lige lære hinanden rigtigt at kende, men man kan dog mærke på ham, at han rigtig gerne vil holdet. Det er vigtigt for os spillere at vide, lyder det fra Gustav Grubbe til bold.dk.
Det er tirsdag aften klokken 18:00, at U21-landsholdet tager imod Schweiz på Nature Energy Park i Odense.