Tæt på AaB's nedrykning: Glemmer aldrig de tomme blikke

Den 3. juni 2023 har skrevet sig ind i AaB's historiebøger som én af de sorteste dage nogensinde.

Efter et nederlag til Silkeborg i sidste spillerunde rykkede nordjyderne ud af Superligaen efter en horribel sæson med tre forskellige trænere, tre forskellige sportschefer og et salg af klubben til tyske investorer.

AaB-fansene viste deres utilfredshed med et kritisk banner og krævede spillernes trøjer udleveret, ligesom en rude blev forsøgt smadret i omklædningsrummet efter slutfløjt.

Nu åbner AaB's kulturbærer Jakob Ahlmann op om den skæbnesvangre dag, hvor vi kommer helt tæt på, hvordan en helt igennem forfærdelig sæson endte på katastrofal vis.

Dette er den første af to dele. Læs anden del i morgen.

Snublede med ét ben over stregen
AaB fyrede Erik Hamrén i marts, og assistent Oscar Hiljemark blev udnævnt som nordjydernes redningsmand.

Efter otte måneder lykkedes det i maj AaB at rykke over den drabelige nedrykningsstreg, og med en 4-0-sejr over de nærmeste rivaler AC Horsens lugtede det for alvor af overlevelse i Nordjylland.

- Oscar flyttede os hurtigt som hold og som gruppe. Han fik sparket lidt fornyet energi ind i det hele. Pludselig lignede vi et fodboldhold igen, og vi begyndte at vinde kampe, siger Jakob Ahlmann til bold.dk.

- Det var lige præcis den optur, vi havde brug for. Nu kunne vi pludselig afgøre vores skæbne selv, efter vi havde jagtet og jagtet hele sæsonen.

Medvinden tog til, og troen på overlevelse blev større og større i AaB forud for de sidste kampe i sæsonen.

- Det var også derfor, det var så frygteligt. Det endte jo med at gøre endnu mere ondt, fordi vi rent faktisk fortjent havde spillet os tilbage i kampen for overlevelse. Vi havde jo nærmest et ben over stregen, og så snublede vi alligevel.

- Pludselig var der ikke flere kampe tilbage. Det kunne have været så godt, men endte med at være helt katastrofalt.

Ondt i maven og urolig søvn
De to nedrykkere skulle findes i allersidste spillerunde, hvor AaB tog imod Silkeborg, mens Lyngby og Horsens bragede sammen.

Det massive pres på spillerne var til at mærke i dagene op til skæbnekampen mod Silkeborg, fortæller Ahlmann.

- Jeg havde ondt i maven, jeg sov uroligt, jeg kørte alle mulige scenarier rundt oppe i hovedet.

- Vi kunne ende med en by i eufori eller en by i sorg. Det var nogle vilde kontraster at være vidne til. Det var svært at være i sig selv, selvom man havde prøvet at forberede sig. Presset var så stort på vores skuldre, og vi ville bare så gerne lykkes.

- Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at være en del af den her nedrykningskamp hele sæsonen og med alt det kaos, der har været i klubben. Det er meget voldsomt at være i, og jeg har ikke prøvet noget lignende før.

Opmærksomheden omkring de afgørende kampe var så massiv – også når spillerne havde fri og gik rundt i byen.

- Alle mennesker i Aalborg vil gerne snakke fodbold, og selvom det er af god mening, har man bare ikke kunnet være noget sted, uden at det blev trukket ned over hovedet på dig. Uanset hvor meget man prøvede at gemme sig for at bevare fokus, har det bare ikke været muligt.

- Jeg har været fuldstændig fyldt op af presset, men også fyldt op af forventningens glæde over, hvor stort det ville være at overleve.

Tynget af presset
Lørdag den 3. juni klokken 14.00 skulle AaB's skæbne afgøres.

Silkeborg havde ikke noget på spil, men kunne samtidig også spille meget mere frit end de ekstremt pressede nordjyder.

- Det var ikke sjovt op til. Presset fyldte virkelig meget; vi vidste, hvor meget der var på spil. Det var en meget, meget speciel kamp at spille, fortæller Ahlmann.

- Det er ikke noget, jeg tror, jeg kommer til at opleve igen. Det var meget, meget voldsomt at være i, især følelsesmæssigt for mange af os.

Selvom AaB-spillerne er rutinerede og professionelle, kan man ikke undgå at være påvirket af nerver til sådan en kamp, erkender Ahlmann.

- Vi var klar til at lægge alt ude på banen, men selvfølgelig er man påvirket, når man kender konsekvenserne.

- I første halvleg var vi fint ude over stepperne og fik lagt et fornuftigt pres. Anden halvleg blev lidt mere tynget af det hele; at vi ikke fik scoret det mål, der ville give os et boost.

- Jeg tror aldrig, jeg har hørt et stadion larme så meget før, som da de brændte straffespark. 20 sekunder scorede de alligevel, og derfra blev det stressende. Det blev nok lidt forkrampet. Det var en svær kamp at holde hovedet koldt i.

Den dag glemmer jeg aldrig
Dommerens fløjte lød. AaB tabte kampen 0-1, fiaskoen var total.

- Jeg faldt bare om i græsset. Jeg havde svært ved at tro på, hvad der lige var sket. Nu var det ovre. Det er en oplevelse, der kommer til at sidde i mig for altid. Den dag og den aften kommer jeg aldrig til at glemme.

- Vi får nogle gange skudt i skoene, at det ikke fylder noget for os og ikke betyder noget for os, men der må jeg bare sige, at for mig personligt var jeg utrolig berørt. Vi var meget mærkede af det. Det betyder noget for folk.

- Det var nogle hårde timer på stadion efter kampen. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Det var nogle frygtelige timer, og jeg var helt tom indeni. Det var en meget følelsesladet og special dag på stadion.

- Det var svært at sidde i omklædningsrummet bagefter og se sine holdkammerater sidde helt tomme i blikket. Vi prøvede at forstå, hvad der var sket.

En rude blev forsøgt smadret
AaB-spillerne var ikke logoet værdigt, lød det på et banner fra fansene efter slutfløjt. Folk på tribunerne kunne ikke tro deres egne øjne. Tårer, frustrationer, chok, vrede.

En lille gruppe tilskuere havde fundet vej ind til spillernes omklædningsrum, og pludselig lød der et brag.

- I omklædningsrummet er der en rude lidt længere oppe, der bliver slået halvt ind og delvist smadret. Det gav et ordentligt rabalder, især fordi der var meget stille i omklædningsrummet på det tidspunkt. Vi fik alle sammen et chok.

- Vi vidste godt, at sådan noget kunne ske, og derfor var vi også blevet guidet hurtigt ind i omklædningsrummet. Der var mange følelser i luften, og vi vidste godt, at nogen måske ville reagere voldsommere end andre på frustrationerne.

- Men det var heller ikke mere vildt, end at jeg var ude halvanden time senere og snakke med de mest inkarnerede fans. Det gjorde jeg helt roligt, og jeg var ikke bange for, at der skulle ske mig noget.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter kampen ramte en historie om, at spillerne ikke måtte forlade stadion, før de havde afleveret deres trøjer, men den episode nedtoner Ahlmann.

- Vi var ikke selv i besiddelse af trøjerne. Vi havde jo taget dem af. Så det har lydt meget dramatisk i medierne og som om, at vi har stået og taget trøjerne af foran fansene og givet dem.

- Jeg ved faktisk ikke, hvordan det endte, men hvis de har fået trøjerne, har det været en holdleder, der har været nede med en spand med dem i. Det var ikke så dramatisk.

En gruppe AaB-fans havde stillet sig i vejen for spillerne, og de ansigter, der mødte Ahlmann, gjorde indtryk.

- Jeg stod og snakkede med nogle fans, der lidt blokerede vejen ud for os. Det var vigtigt for mig at forklare dem, at vi var i samme båd, og at vi havde de præcis samme følelser.

- De ansigter, jeg så, glemmer jeg aldrig. Det var voksne mænd, der led. Tomme blikke. Dem glemmer man sgu ikke lige, fortæller Ahlmann.

Dette var første af to dele om AaB's skæbnesvangre dag.

Læs med igen i morgen, hvor det blandt andet handler om Joakim Mæhles kritik af AaB, hvordan uroen har påvirket spillerne og fremtiden i den nordjyske klub.