2025-06-11 13:20:05

Tiden er inde: AaB fulgte Børsting i et år

AaB har i lang tid kigget på muligheden for at hente Frederik Børsting hjem, fortæller rekruttingschef Julius Nagel i et interview med Bold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Et perfekt match. 

Sådan beskriver AaB's rekrutteringschef Julius Nagel tilgangen af Frederik Børsting. 

Efter tre og et halvt år med ophold i Brann og siden Vendsyssel vender den alsidige midtbanespiller tilbage til den nordjyske klub, der længe har været klar over, at det formentlig ville blive til et gensyn en dag. 

Faktisk har Børstings navn stået på AaB's ønskeliste i over et år. 

- Selve forberedelsen har stået på i et år - hvis ikke mere - hvor vi løbende har holdt øje med ham. Da han var i Brann, kiggede vi også på ham, siger Julius Nagel i et interview med Bold. 

Tiden er inde
Siden Børstings tilbagevenden til dansk fodbold i 2024 har AaB's rekrutteringschef selv set midtbanekrigeren an ad flere omgange. 

- Sidste år så jeg fire til fem af hans kampe live, og det samme gjorde Ahlmann (Jakob Ahlmann, scout i AaB, red.). 

Artiklen fortsætter efter billedet

NordicBet Liga -Tiden er inde: AaB fulgte Børsting i et år
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

- Vi har altid vidst, at det måske blev en mulighed, og da det blev mere konkret, kunne vi mærke, at det var det rette tidspunkt at slå til, siger Nagel. 

Han peger på, at Børsting tikker flere af de bokse, som AaB har brug for at få krydset af lige nu og her. 

Den første er rent positionelt, idet AaB har brug for nye kræfter centralt i banen efter salget af Kasper Davidsen, Melker Widells afgang samt Isak Hansen-Aarøen og Travis Hernes afsluttede lejeophold. 

- Vi er tynde på midtbanen, så det er perfekt at få Frederik ind, siger Nagel og pointerer, at Børsting kan dække flere positioner.

- Hans bedste position er 8'er, men han kan også spille højre back, kant eller falsk 9'er/10'er. 

- Han giver os så mange muligheder, og i sidste sæson så jeg ham sågar spille på den defensive midtbane for Vendsyssel, hvor han gjorde det stabilt. 

AaB'er ind til benet
Børsting-transferen er faldet på plads midt i en periode, hvor AaB befinder sig i et heftigt stormvejr. 

Fans, sponsorer og sågar Aalborgs borgmester har udtrykt stor utilfredshed med de tyske ejere, SSE22, som i sidste uge tog konsekvensen ved at træde ud af klubbens daglige drift samt trække Jan Peters som formand. 

Strategien, som SSE22 i sin tid indførte i AaB, står dog for nuværende ved magt. Der skal satses på unge talenter fra Nordjylland, og spillestilen med højt pres og enorm fysik skal fortsat praktiseres. 

På den front ser Nagel også et perfekt match med Børsting. 

- Frederik Børsting er alle de ting, vi gerne vil spillemæssigt. Du ved, hvad du får fra ham, han kan spille flere positioner, og han arbejder stenhårdt. 

- Derudover kender han klubben ind til benet, så der bliver ikke nogen indkøringsperiode, og han kan hjælpe vores unge spillere, siger Nagel. 

Ingen sportsdirektør eller træner
Det er Julius Nagel, der langt henad vejen har driblet aftalen med Frederik Børsting i mål. 

Normalt er det en sportsdirektør, der tager sig af den slags, men AaB har fortsat til gode at finde erstatningen for fyrede James Gow, mens der ej heller er fundet en ny cheftræner endnu. 

Det betyder dog ikke, at rekrutteringsarbejdet sættes i bero. 

Hvorfor laver I transfers, før I har fået styr på de to nøgleposter? 

- Det er vigtigt at sige, at alle beslutninger omkring transfers altid træffes i fællesskab. Det er som regel sportsdirektøren og træneren, der udadtil ser ud til at have truffet beslutningen, men der er altid et stort hold bag. 

- Lige nu har vi hverken en træner eller en sportsdirektør, men vi har stadig en stor rekrutteringsafdeling med flere scouts og forskellige folk, der hjælper med at kigge på diverse emner, afslutter Nagel. 

AaB har udstyret Frederik Børsting med en toårig aftale. Han får trøje nummer 25, som han tidligere har optrådt i. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce