




2. divisionsholdet Aarhus Fremad var på en svær mission, da mandskabet var på besøg på Right to Dream Park i kvartfinale-returopgøret i pokalturneringen onsdag aften.
FC Nordsjælland triumferede nemlig med 3-0 i det første opgør, og onsdagens opgør blev tabt med 1-4.
I forbindelse med 4-1-målet så Aarhus Fremad-målmand Can Dursun ikke alt for heldig ud. Rocco Ascone tog chancen fra distancen, men Dursun kunne ikke nå ud til skuddet, og derfor strøg læderet i kassen.
Du kan se målet øverst i artiklen.
Aarhus Fremad-keeperen siger til bold.dk, at han tager målet på sin kappe.
- Jeg ved ikke, om jeg skulle holde den, men jeg skulle i hvert fald tage den. Det er klokkeklart min fejl. Jeg synes, at den knækkede en lille smule, og så fik jeg ikke sat ordentligt af, og så blev det lidt venstrehåndsarbejde.
- Så gik den i mål, og det er, hvad der sker. Den er klokkeklar på min kappe, ingen tvivl om det, siger Can Dursun til bold.dk.
Målmanden mener dog, at FC Nordsjælland viste stor kvalitet og gjorde det svært for 2. divisionsholdet.
- Det er tydeligt at se, at FC Nordsjælland måske havde to gear mere end os. Det er et sindssygt dygtigt hold, og de straffede os for de fejl, som vi lavede, hvilket vi også må forvente, når vi møder et af Superligaens tophold, siger målmanden og tilføjer om holdets pokaleventyr.
- Jeg synes, at vi kan være sindssygt stolte, og vi kan gå med hovedet oprejst herfra. Det er det allervigtigste at sige. Det var en svær første kamp, der endte 0-3. Vi jagtede måske de små procenter. Ellers holdt vi hovedet op, og vi har nydt det hele. Vi har rigtig gode minder herfra.
Stod i røven af os
Aarhus Fremad-spilleren synes, at 2. divisionsholdet viste en fin figur, men FC Nordsjælland vandt med et par mål for meget, mener han.
- Jeg synes faktisk, at jeg er fint tilfreds. Vi blev ved med at være tro mod vores spil, hvilket vi sætter en dyd i. Vi prøvede lidt i anden halvleg at gå lidt mere langt på dem, men det er et sygtgodt organiseret hold. De scorede måske et eller to mål for meget i forhold til det hele.
Han troede på et stort Aarhus Fremad-resultat i første halvleg, da mandskabet kom frem til en del.
- I starten af kampen kom vi til baglinjen og havde nogle chip inde bagved, og Behrem (Behrem Rizvic, red.) havde en kæmpe chance, der blev reddet med hovedet eller brystet. Jeg tænkte, at hvis vi kunne holde 1-0 til pausen, så kunne alt ske.
- Men jeg må sige, at FC Nordsjælland havde gear, som vi ikke kunne følge med. Hver gang vi forsøgte at spille os ud af presset, stod de lige i røven af os, siger Can Dursun til bold.dk.
Nu kan Aarhus Fremad fokusere på tilværelsen i 2. division, som holdet lige nu topper.


Aarhus Fremad
Oddset Pokalen


































