AB skal på jagt efter en ny cheftræner, efter at klubben onsdag har valgt at give Patrick Birch Braune sparket.
Det har Gladsaxe-klubben meldt ud på deres Facebook-side.
- Patrick har spillet en stor og betydningsfuld rolle i AB's nyere historie på tværs af en række forskellige ansvarsområder, og vi vil gerne udtrykke vores taknemmelighed for alt hans hårde arbejde og for alt det, han og hans stab har opnået, siger administrerende direktør Erik Stover.
Desuden har beslutningen også fået konsekvenser for Stefan Payberg Larsen, som er færdig i klubben i rollen som assistenttræner.
AB har i den seneste tid ikke fået de ønskede resultater, da de ikke har vundet en kamp i de seneste syv forsøg ud over en skrivebordssejr over Jammerbugt.
Men det er ikke kun det, som nu har kostet Braune jobbet.
- Selvom de seneste resultater har været skuffende, så var denne meget vanskelige beslutning ikke kun baseret på vores resultater på banen, men afspejler i højere grad en forskel i tilgang og langsigtet filosofi, som blev tydelig i foråret.
- Vi er ambitiøse og ønsker at skabe succes for AB, og fremadrettet vil vi arbejde på at sikre, at vores vision er tydelig og afstemt, siger Erik Stover.
35-årige Patrick Braune har været cheftræner for AB siden sommeren 2019.
Han efterlader klubben på en femteplads i 2. divisionens oprykningsspil.



AB
CampoBet 2. division



































