En opsigtsvækkende sag har ramt afrikansk fodbold.
Den 34-årige angriber Emilio Nsue, der blev topscorer ved African Cup of Nations i januar, har repræsenteret Ækvatorialguinea ulovligt gennem 11 år.
Sådan lyder det i en dom, som FIFA har afsagt.
Ifølge The Athletic startede hele sagen omkring Emilio Nsue i december 2013.
Allerede dengang afgjorde FIFA, at Nsue ikke var berettiget til at spille for Ækvatorialguinea, fordi han havde repræsenteret flere af Spaniens ungdomslandshold.
Angriberen lod sig dog ikke bremse af dommen, og siden har han noteret sig for 42 landskampe med 23 mål til følge for Ækvatorialguinea, som han desuden har været anfører for.
Artiklen fortsætter efter billedet

I marts valgte FIFA så at genoptage sagen og undersøge Nsues spilleberettigelse på ny.
Det er på baggrund af den undersøgelse, at FIFA nu igen er i stand til at understrege, at Emilio Nsue har spillet ulovligt for Ækvatorialguinea.
Og denne gang får det konsekvenser.
I FIFA's kendelse fremgår det, at Ækvatorialguinea fratages sejrene over Nambia og Liberia i VM-kvalifikationen. Nationen vandt begge kampe med 1-0 efter mål af netop Nsue.
Derudover skal Emilio Nsue afsone karantæne fra al landsholdsfodbold i seks måneder, mens Ækvatorialguineas fodboldforbund straffes med en bøde pp 129.000 pund - svarende til lidt over én million danske kroner.
På klubplan spiller Emilio Nsue hos CF Intercity, der har sin daglige gang i Spaniens tredjebedste række.


Ækvatorialguinea
VM kval. CAF


































