Colombiansk fodbold er ramt af en særdeles trist nyhed.
I en alder af 22 år er den tidligere ungdomslandsholdsspiller Andrés Balanta gået bort.
Det bekræfter Colombias fodboldforbund.
De nærmere omstændigheder beskrives ikke, men flere lokale medier skriver, at Andrés Balanta kollapsede til træning mandag og blev hastet til hospitalet, hvor han senere afgik ved døden.
Den colombianske stjerne Radamel Falcao begræder dødsfaldet.
- Virkelig triste nyheder om Andrés Balantas død. Jeg kondolerer til hans familie og venner og beder for jer i denne svære tid, skriver Falcao på Twitter.
Andrés Balanta har siden i sommer været udlejet til argentinske Atletico Tucuman fra barndomsklubben Deportivo Cali.


Atletico Tucuman
Primera División






























