14 dages betinget fængsel.
Sådan lyder en dom, der onsdag er afsagt til den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Schjelderup i retten i København.
Her var 21-årige Schjelderup tiltalt for at have delt en video med seksuelt indhold, der involverer personer under 18 år.
Sagen blev kørt som en tilståelsessag. Bold omtalte sagen allerede tilbage i juni.
Anklageren gik efter mindst 20 dages ubetinget fængsel, men det endte altså med 14 dages betinget.
- Du får så at sige et gult kort, lød det ifølge Ekstra Bladet fra dommeren i retten.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den nuværende Benfica-spiller er dømt for at have delt en 27 sekunder lang video med seksuelt materiale med børn. Videoen, der tilhører kategori 2, er delt i maj 2024.
Kategori 2 omhandler blandt andet fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor der er to eller flere aktører på billedet, og hvor der er seksuel aktivitet, herunder samleje og anden kønslig omgang end samleje.
Schjelderup udtalte sig selv om sagen tidligere i november.
- Jeg vil være åben over for jer alle om en dum fejl, jeg lavede for omkring to år siden. Jeg var 19 år, og nu vil jeg stå til ansvar for konsekvenserne af denne fejl.
- Da det danske politi kontaktede mig i år, fortalte jeg dem sandheden, og jeg har samarbejdet hele vejen, står der på Instagram.
- Jeg blev sigtet for denne overtrædelse, som jeg formenligt bliver dømt for i den nærmeste fremtid og højst sandsynligt modtager en betinget dom for.


Benfica
Primeira Liga






































